Mødedato: 02.11.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Medlemsforslag om revision af samtalekoncept

Indstilling og beslutning

Det foreslås,

  1. At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget pålægger forvaltningen at sikre, at ordinær uddannelse er et højt prioriteret aktiveringsredskab for ufaglærte, og at dette fremgår tydeligt af samtalekonceptet.
  2. At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget pålægger forvaltningen at sikre, at samtalekonceptet er tydeligt omkring den progression, som borgeren skal opleve i de første 6 samtaler.

(Stillet af Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Radikale)

MOTIVERING

Det nuværende samtalekoncept er omfattende, og baseret på de hidtidige (sparsomme) erfaringer er forslagsstillerne bekymrede for, at møderne ikke får et tilstrækkeligt fokus på at sikre, at ufaglærte ledige motiveres til at gennemføre uddannelse. Formidling af ordinære jobs skal dog fortsat stå centralt i samtalerne.

I konceptbeskrivelsen ønsker vi en tydeliggørelse af den progression, der for de ledige giver sammenhæng og mening. Det er vigtigt, at mødeindholdet skal målrettes og prioriteres for at udnytte tiden optimalt.

Indhold i samtaler:

Den første fællessamtale har fokus på at udarbejde mål og planer, som efterfølgende samtaler kan revidere og udbygge. Desuden er der fokus på at sikre, at ledige har et godt CV.

Mødeindholdet på de 2 første møder skal - udover tjek og status på CV – prioritere ordinær uddannelse. Det betyder, at der indgås aftaler, at aftaler tjekkes, og at aftaler følges op af nye supplerende initiativer. I den udstrækning, at virksomhedsrettet aktivering understøtter uddannelsesmålene / beskæftigelsesmålene, tages disse i anvendelse. Såfremt der kan formidles et ordinært job har dette altid fortrin.

Den sidste fællessamtale med A-kassen ( v. 16 måneder) skal bruges til at formidle arbejde (bred formidling evt vikariater mhp. at genoptjene dagpenge), bevillige korte uddannelsesforløb, der umiddelbart giver øget adgang til job. Rådighedsvurderingen foregår som hidtil i a-kassen.

Beslutning

Der blev begæret afstemning om indstillingen 1. at.

For stemte: 8 (B, A, F, Ø)
Imod stemte: 2 (V, I)
Undlod: 1 (C)

1. at blev dermed vedtaget.

Der blev begæret afstemning om indstillingens 2. at.

For stemte: 10 (B, A, F, Ø, I, V)
Imod stemte: Ingen
Undlod: 1 (C)

Indstillingens 2. at blev dermed vedtaget.

Venstre afgav følgende protokolbemærkning, som Liberal Alliance tilsluttede sig:
"Venstre stemmer imod første at, da vi er bekymrede for, at et fokus på uddannelse skaber signalforvirring i forhold til det generelle fokus på job, som udvalget ellers har været enige om, og som eksperter peger på."

Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
"Liberal Alliance ønsker, at forvaltningen skal have fokus på værdibaseret ledelse, hvor man stoler på medarbejderne, i tråd med tillidsdagsordenen."
Til top