Mødedato: 02.11.2006, kl. 14:15

Konkret model for udmøntning af task force

Se alle bilag

Konkret model for udmøntning af task force

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 2. november 2006

 

 

3.      Konkret model for udmøntning af task force

      BIU 201/2006

INDSTILLING

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender den beskrevne konkrete model for udmøntning af task force

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen har bevilget 10 mio. kr. årligt fra 2006 og frem til ny styrket tværgående integrationsindsats. Midlerne udmøntes af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BR 115/2006). En del af midlerne skal bruges til oprettelse af en task force til rådgivning og vejledning på integrationsområdet.

 

På Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets møde den 8. juni 2006 drøftede udvalget den mulige udmøntning af task forcen (BIU 104/2006).

 

På baggrund af udvalgets drøftelse har Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen udarbejdet konkret forslag til en model for udmøntning af task forcen, der skal bestå af fire rådgivere og en koordinator. Task forcens hovedformål skal være:

 

1.      Identificering af barrierer for gennemførelse af integrationspolitikken

2.      Facilitering af løsninger på praktiske problemstillinger efter rekvirering fra fagforvaltningerne

3.      Udbredelse af "best practice" på integrationsområdet

 


SAGSBESKRIVELSE

Task forcens formål og opgaver

Task forcen har tre hovedformål:

1.      Task forcen skal identificere barrierer for gennemførelse af integrationspolitikken

2.      Task forcen skal efter rekvirering fra fagforvaltningerne facilitere løsninger på praktiske problemstillinger

3.      Task forcen skal udbrede "best practice" på integrationsområdet

 

Ad 1/ Task forcen skal identificere barrierer for gennemførelse af integrationspolitikken

Task forcens opgaver skal være koncentreret omkring implementering af integrationspolitikken. Task forcen skal således have som hovedformål at sørge for, at integrationspolitikken når helt ud i de yderste led af forvaltningerne til frontmedarbejderne, der arbejder med hverdagsmødet med borgeren, og til områdefornyelsesindsatsen, skolebestyrelserne, beboerorganisationer mv. Task forcen skal medvirke til at sikre formidling af politikken og hjælpe til, at politikkens mål opnås og omsættes til daglig praksis.

I forbindelse med task forcens tilstedeværelse ude i marken, vil task forcen have ideelle muligheder for at identificere barrierer og problemstillinger i forbindelse med politikkens gennemførelse – både de udtalte og de mindre synlige. Task forcen kan medvirke til afhjælpning af barrierer enten ved selv at yde rådgivning i forhold til problemstillingen eller ved at orientere fagforvaltningerne om hensigtsmæssige indsatser i forhold til afhjælpning af implementeringsbarrierer.

Task forcen skal arbejde bredt på tværs af alle områder og på den måde hindre fragmentering og sikre, at alle integrationsinitiativer i kommunen går i samme retning og medvirker til at integrationspolitikkens mål nås.

 

Ad 2/ Task forcen skal efter rekvirering fra fagforvaltningerne facilitere løsninger på praktiske problemstillinger

Task forcen kan desuden rekvireres af fagforvaltningerne til at tage hånd om praktiske problemstillinger, som fagforvaltningerne bliver opmærksomme på.

Task forcen kan afdække problemet nærmere ved at tage ud til den pågældende institution og ved hjælp af rådgivernes viden om praktiske problemstillinger facilitere, at de rette aktører inddrages i løsningen af problemet og under hele forløbet virke som vejleder og vidensbank med hensyn til integrationsproblemstillinger og værktøjer. 

En nøgleopgave for task forcen skal endvidere være forebyggelse af konflikter som følge af implementering af politikken – eksempelvis som led i fordelingspolitikken på skole, daginstitutionsområdet og boligområdet.

 

For at opnå accept på det lokale niveau er det vigtigt, at task forcen ikke er myndighedsudøvende, men har en rådgivende og vejledende funktion. Den skal være et tilbud og ikke et kontrolorgan, som kommunens institutioner, virksomheder, foreninger mv. kan bruge som sparringspartner og katalysator for integrationsprojekter og –problemer.

 

Ad 3/ Task forcen skal udbrede "best practice" på integrationsområdet

Task forcen skal udbrede de gode metoder og eksempler og bidrage med viden og erfaringer i forhold til projekter, der har brug for hjælp i opstartsperioden eller ønsker råd og vejledning til forbedring af en allerede igangsat indsats, herunder have ekspertise i konfliktløsning og mediering. Det indebærer overblik over, indgående kendskab til og kontakt til kommunens øvrige opsøgende enheder og aktiviteter.

Task forcen kan gøre brug af følgende værktøjer:

  • Rådgivning omkring integration
  • Oprettelse af netværk
  • Hjælp til organisering af lokale konferencer, temadage mv.
  • Understøtte kampagneaktiviteter (eksempelvis arbejdspladskampagner, tryghedskampagner, kampagner i boligområder etc.)
  • Oplæg og foredrag
  • Deltagelse i arbejdsgrupper mv.
  • Konflikthåndtering i nærområder

 

Task forcens indsatsområder

Task forcens indsatsområder er integrationspolitikkens udvalgte områder:

·        Beskæftigelse, både i form af tiltag, der gør indvandrere arbejdsmarkedsparate og i form af indsatser, der skal åbne arbejdspladserne for indvandrere – eksempelvis mangfoldighedsledelse, rekrutteringsstrategier, mentorer etc. 

·        Uddannelse, herunder daginstitutionsområdet

·        Bolig, særligt problemstillinger omkring udsatte boligområder

·        Tryghed, både i form af kriminalitetsforebyggelse og antidiskriminering

·        Kultur og fritid

·        Sundhed

Task forcen skal primært servicere kommunale aktører, men også ikke-kommunale aktører skal kunne trække på task forcen. Således skal task forcen yde service til eksempelvis:

·        Kommunale institutioner som skoler, dagtilbud mv., herunder forældrebetyrelser og ansatte lærere og pædagoger

·        Interne og eksterne gademedarbejdere

·        Private virksomheder i kommunen

·        Fagforeninger

·        Beboerorganisationer og beboere

·        Private foreninger

·        Idrætsklubber

 

Task forcen skal både være opsøgende og stille sin service til rådighed for aktører, der selv henvender sig med anmodning om råd og vejledning.

 

Konkrete eksempler på task forcens opgaver

Beskæftigelse: I forhold til kommunens virksomheder og institutioner, kan task forcen vejlede i forhold til forebyggelse af diskrimination, udvikling af det rummelige arbejdsmarked, mangfoldighedsledelse, aktivt medborgerskab mv. Dette kan ske ved blandt andet temadage, foredrag, kampagner, oprettelse af netværk mv.

 

Uddannelse: Integrationspolitikkens fordelingspolitik på skole- og daginstitutionsområdet medfører, at nogle skoler og institutioner, der ikke tidligere har haft tosprogede børn, nu skal modtage et vist antal. Task forcen kan tage ud på skolerne og hjælpe til kvalificering af skolens ansatte til kulturmødet, således at de nye elever sikres en god skolestart. Ligeledes kan taskforcen forebygge/hjælpe til at styrke samarbejdet mellem skole og forældre om integration.

 

Task forcen kan endvidere vejlede om eksempelvis problemstillinger i forhold til madordninger i daginstitutioner eller idrætstimer i skolen, hvor de nye børn kan kræve særlige hensyn, eller om hvordan skole-hjem samarbejdet tilrettelægges med hensyn til de tosprogedes forældres særlige behov, og om hvordan det sikres, at også de tosprogedes forældre bliver repræsenteret i forældrebestyrelserne.

Bolig: Task forcen kan understøtte implementeringen af nye udlejnings- og anvisningsregler og hjælpe med at forbedre samarbejdet mellem beboere, beboerforeninger og boligorganisationer.

Ligeledes kan task forcen i forbindelse med de forskellige områdefornyelser i Københavns Kommune deltage i arbejds-/styregrupper og på den måde sikre, at konkrete initiativer og projekter har et tilstrækkeligt integrationsfokus, og at integrationspolitikkens formål opfyldes.

 

Tryghed: Endelig vil task forcen med sit opsøgende og udadgående arbejde, der dækker alle integrationspolitikkens indsatsområder, opnå et særligt kendskab til og føling med, hvad der rører sig, i byens områder. Task forcen vil på denne måde få helt særlige forudsætninger for, dels at udpege særlige problemstillinger/indsatsområder, dels at foreslå prioriteringen af indsatsen.

 

Alle områder: Task forcen kan med sit overblik over integrationsprojekter i Københavns Kommune stå for oprettelse af forskellige tema-netværk for relevante aktører, der kan have glæde af hinandens viden og erfaringer, f.eks. i forbindelse med fremme af integration for bestemte grupper, som der ifølge integrationspolitikken skal gøres en særlig indsats for.

 

Task forcens sammensætning

Task forcen skal bestå af fem medarbejdere, der sammensættes således, at fire medarbejdere er rådgivere, mens et medlem fungerer som koordinator.

 

Rådgiverne skal arbejde opsøgende og ude i marken. Rådgiverne bør derfor være "praktikere" med indgående kendskab til de relevante områder, herunder normer og holdninger i de forskellige miljøer, således at de nemt kan komme i dialog med disse.

Task forcens sammensætning vil sikre forudsætningerne for en åben og ærlig dialog med kommunens integrationsaktører, idet task forcens rådgivere som praktikere og ikke embedsmænd i mindre grad vil fremstå som et kontrolorgan, men i højere grad som en enhed, hvis formål er at yde rådgivning på institutionens præmisser.

Task forcen skal ikke overtage eksisterende opgaver, f.eks. gadeplansarbejdet, men lave en bred indsats i kommunen på alle integrationspolitikkens indsatsområder og på den måde skabe sammenhængskraft i kommunens mange integrationsindsatser.

 

Koordinatoren skal sikre sparringen mellem task forcen og den øvrige forvaltning, ligesom koordinatoren skal være Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets og – forvaltningens kontaktperson, der har det samlede overblik over task forcens arbejde og vidensbank.

 

Ligeledes sk al koordinatoren stå for at skabe systematik i og overblik over de opgaver, task forcen er involveret i, samt medvirke til planlægning og prioritering af task forcens arbejde, herunder orientering til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

 

Branding og synlighed af task forcen i kommunen er afgørende for gennemslagskraften og succes.

 

Koordinatoren skal derfor også stå for koordineringen af rådgivernes indsatser, tilrettelæggelse af kampagner/temadage mv., informationskampagner, udarbejdelse af informationsmateriale, hjemmeside, nyhedsbreve mv. i forhold til task forcens lancering, udbredelse og videndeling.

 

Kontaktpersoner

Task forcen skal også fungere som ambassadører for integration i de øvrige forvaltninger og styrke netværksdannelsen i kommunen på tværs af forvaltninger. I hver forvaltning udpeges kontaktpersoner i forhold til task forcen. Kontaktpersonerne skal være hovedansvarlige for, at informationer om og fra task forcen viderebringes til relevante kontorer og institutioner i forvaltningen.

 

Kontaktpersonen og task forcen mødes jævnligt med henblik på, dels at blive underrettet om task forcens aktiviteter, dels generelt at drøfte implementeringen af integrationspolitikken i forvaltningerne.

 

Kontaktpersonerne skal endvidere på baggrund af indberetninger og anbefalinger fra task forcen kommer med forslag til fremtidige indsatsområder. På denne måde sikres de øvrige forvaltningers ejerskab og indflydelse på taks forcens aktiviteter, ligesom kontaktpersonerne kan medvirke til at styrke samarbejdet mellem task forcen og de enkelte forvaltninger i forhold til indsatsområderne.

 

Prioritering af opgaver og rapportering

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget orienteres en gang årligt om indsatser og prioritering af indsatsområder i det kommende år.

 

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

 

ØKONOMI

Udgifterne til task forcen afholdes inden for rammerne af de 10 mio.kr. til ny styrket tværgående integrationsindsats, som Borgerrepræsentationen har bevilliget fra 2006 og frem.

 

Idet task forcens opgaver som udgangspunkt kan forventes at omfatte skiftende arbejdstider, herunder aften/nat og weekender, vil lønudgiften til medarbejderne afspejle dette. 

 

HØRING

Denne indstilling har været i høring i Integrationsrådet. Integrationsrådet er positivt indstillet over for oprettelse af den beskrevne task force.

 

Integrationsrådet finder, at der bør sikres ligelig kønsmæssig fordeling af task forcens ansatte, ligesom der bør sikres en bred blanding af etniske tilhørsforhold blandt de ansatte. Hertil bemærker Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, at Københavns Kommune generelt ved ansættelse af nye medarbejdere ser mangfoldighed som en ressource. Det er imidlertid ikke lovligt at målrette stillingsopslag mod specifikke køn eller etniske grupper.

 

Integrationsrådet efterlyser en klarere definering af task forcens arbejde, herunder i hvor høj grad task forcen skal være opsøgende. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen bemærker hertil, at dette vil afhænge af den efterspørgsel, der vil vise sig at være på task forcen, og Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets løbende beslutninger omkring task forcens virke.

 

Endelig tilkendegiver Integrationsrådet et ønske om at fungere som sparringspartner og arbejde tæt sammen med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og task forcen i fremtiden. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er meget indstillet på at have en løbende sparring med Integrationsrådet.  

 

BILAG

  1. Oversigt over budget for de 10 mill.kr. bevilget fra 2006 og frem til ny styrket tværgående integrationsindsats.
  2. Høringssvar fra Integrationsrådet

 

 

Morten Binder   /Kaj Ove Christensen

                                               

 

 


 

Til top