Mødedato: 02.06.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Disponering af midler til arrangementer med fokus på at bekæmpe diskrimination

Disponering af 200.000 kr., afsat i Inklusionsaftale 2014, til arrangementer med fokus på at bekæmpe diskrimination.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at de afsatte midler i Inklusionsaftale 2014 til afholdelse af arrangementer med fokus på at bekæmpe diskrimination i 2014 udmøntes til København Interkulturelle Boards fotoprojekt. 

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget afsatte med Inklusionsaftale 2014 200.000 kr. at afholde minimum tre arrangementer, med fokus på at bekæmpe diskrimination. Med udgangspunkt i en beslutning på Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets møde den 11. marts 2014, udvælger Københavns Interkulturelle Board de tre arrangementer: "Boardet (...) skal i 2014 udvælge tre arrangementer med fokus på at bekæmpe diskrimination. BIU orienteres om arrangementerne, når boardet har mødtes 13. marts."

BIU blev forelagt en indstilling den 5/5 2014, hvor de skulle tage boardets forslag til arrangementer til orientering. Udvalget ønskede på baggrund heraf en indstilling til godkendelse, der uddybede boardets forslag.

Løsning

Ifølge inklusionsaftalen skal arrangementerne have fokus på at bekæmpe diskrimination og hadforbrydelser samt fremme konstruktive kulturmøder. Dette gøres ved at skabe refleksioner om negative stereotyper og fordomme om minoriteter.

Arrangementet skal øge oplevelsen af tillid og fællesskab og dermed støtte op om inklusionspolitikkens mål om at øge byens sammenhængskraft. Dette vil også resultere i at flere oplever at høre til i København.

Der lægges vægt på, at flere organisationer og foreninger inddrages og at arrangementerne når så bred en målgruppe som muligt.

Midlerne skal anvendes i 2014.

Københavns Interkulturelle Board har d. 13. marts 2014 peget på følgende arrangementer:

 

  • København Interkulturelle boards Fotoprojekt – økonomi: 200.000 kr. En fotokonkurrence og en vandrende fotoudstilling: I samarbejde med en række aktører inviteres københavnerne til at deltage i et fotoprojekt, som omhandler sammenhængskraften i byen og hvordan københavnerne sammen bekæmper diskrimination. Fotoprojektet skal illustrere mangfoldigheden i København gennem billeder af møder på tværs af tro, etnicitet, funktionsnedsættelser, alder, køn, seksualitet etc. De udvalgte billeder udstilles efterfølgende på Rådhuset, hvorefter de sendes til biblioteker, skoler m.m. i Københavns Kommune. Fotoprojektet kan afsluttes med en kombineret fernisering / dialogarrangement.

  • Et fælles tværreligiøst arrangement – økonomi: 50.000 kr. Flere menigheder arrangerer en fælles multireligiøs højtidsfest, hvor alle københavnere får mulighed for at stifte bekendtskab med forskellige trosretningers traditioner.

 

  • Udvikling af højtidskalender- økonomi: 20.000 kr. En højtidskalender, hvor man kan finde oplysninger om forskellige religiøse og kulturelle højtider. Uddybning af disse højtider og andre oplysninger kan evt. bruges i forbindelse med undervisningsmaterialer i folkeskoler.

 

  • Dialogarrangementer – økonomi 30.000 kr. Events med bl.a. film, teater og kulinariske madoplevelser. Derudover også oplysnings- og debat arrangementer, hvor boardet sætter fokus på et aktuelt, relevant debatemne. Arrangementerne kan arrangeres i samarbejde med diverse madfestivaler.

 

  • Udvikling af et inspirationskatalog- økonomi: 20.000 kr. Et katalog der giver en oversigt over undervisningsmaterialer, oplægsholdere, film m.m. Kataloget skal give uddannelsessteder et hurtigt indblik over hvilke materialer, der findes, og hvordan de kan anskaffes. Kataloget kan indeholde emner, der eksempelvis handler om antidiskriminationsarbejde, mangfoldighed, verdens religioner, tal og statistikker over diverse religionsrelaterede emner mv..

 

  • Økonomiske støtte til Trosteltet i forbindelse med Smag Verden 2014- økonomi: 10.000 kr.: Trosteltet blev etableret i forbindelse med Smag Verden - Mangfoldighedsfesten i 2010 på forvaltningens initiativ. Trosteltet fungerer nu som en selvstændig gruppe, der sætter fokus på Interreligiøst dialog blandt københavnerne gennem en række arrangementer og debatmøder. Den økonomiske støtte skal bl.a. gå til merchandise til trosteltet.

 

Forvaltningens bemærkninger:

Blandt forslagene vurderes Fotoprojektet til at have størst gennemslagskraft, ligesom fotoprojektet med fordel kan inddrages i de eksisterende antidiskriminationsindsatser, som forvaltningen kører i 2014. Fotoprojektet kan derved få en større eksponering og derfor styrke forvaltningens antidiskriminations indsats i 2014.

Derfor foreslår forvaltningen at udmønte de 200.000 kr. til fotoprojektet med en kombineret fernisering / dialogarrangement.

Økonomi

Midlerne til arrangementer med fokus på bekæmpelse af diskrimination i 2014 vil blive fordelt på følgende måde:                       

Aktivitet

Beløb i kr.

Fotoprojekt

200.000,-

I alt               

200.000,-

Videre proces

Såfremt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender indstillingen, sørger forvaltningen, i samarbejde med København Interkulturelle board, for implementeringen.
Birgitte Hansen    / Kaj Ove Christiansen

Beslutning

Liberal Alliance stillede følgende ændringsforslag:
"Alle midler skal tilbageføres til kassen."

For stemte: 1 (I)
Imod stemte: 9 (A, B, F, Ø, V)
Undlod: Ingen

Dernæst blev der stillet følgende ændringsforslag:

”Der afsættes følgende midler:
30.000 kr. til dialogmøder,
20.000 kr. til inspirationskatal og
150.000 kr. tilbageføres til kassen.”

For stemte: 9 (A, B, F, Ø, V)
Imod stemte: 1 (I)
Undlod: Ingen

Ændringsforslaget blev vedtaget og indstillingens 1. at bortfaldt dermed.
Til top