Mødedato: 02.05.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Forlængelse af rammeaftaler for tilbud til jobparate borgere

Indstilling om forlængelse af eksisterende rammeaftaler med henblik på implementering af akademikeraftalen.  

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at de eksisterende rammeaftaler om indsats for jobparate borgere forlænges til og med den 28. februar 2017.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget behandlede den 7. december 2015 (punkt 2) indstillingen om imødegåelse af konsekvenser af finansloven 2016. Som led i implementeringen af beslutningen om indstillingen skal der gennemføres et udbud af indsatsen for jobparate ledige for at sikre fornøden kapacitet til den lovpligtige aktivering. Alle partier i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget indgik desuden den 3. marts 2016 akademikeraftalen, ”Flere akademikere i job 2016”, hvoraf det også fremgår, at der skal laves et udbud til akademikerne.

Løsning

Forvaltningen har i dag aftaler med 5 leverandører på AC-området og 3 leverandører af beskæftigelsestilbud til jobparate kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere (ekskl. akademikere). De eksisterende aftaler udløber ultimo august 2016 med mulighed for at forlænge aftalerne til den 28. februar 2017.

Muligheden foreslås anvendt med henblik på at sikre kvaliteten i implementeringen af akademikeraftalen ”Flere akademikere i job 2016”. 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil på mødet den 13. juni 2016 blive forelagt indstilling om et udbud af indsatsen for akademikere med virkning fra 1. marts 2017.  

Med hensyn til de øvrige jobparate ledige (henholdsvis kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere) vil Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i efteråret 2016 blive forelagt status på implementeringen af relevante reformer af lovgivninger for de to målgrupper samt indstillinger til drøftelser af den fremtidige aktiveringsindsats for de to målgrupper, herunder om der er behov for et udbud.

Økonomi

Indstillingen har ikke umiddelbare økonomiske konsekvenser. Kommunen har ret, men ikke pligt til at købe beskæftigelsestilbud under rammeaftalerne. Leverandørerne garanteres altså ikke mindstekøb fra kommunen.

Rammen for de nuværende aftaler om køb af tilbud til jobparate borgere er ca. 31,7 mio. kr., hvoraf ca. 21,4 mio. kr. er til køb af indsats for akademikere og ca. 10,3 mio. kr. til køb af indsats for øvrige jobparate ledige.

Videre proces

Hvis Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender indstillingen, vil rammeaftalerne blive forlænget, og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil blive forelagt indstillinger som beskrevet.  

 

Jacob Zeberg Eberholst / Marianne Becker Andersen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top