Status for jobrotationsordningen
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager status for jobrotationsordningen til efterretning.
Problemstilling
På mødet den 14. september 2015 godkendte Beskæftigelses- og Integrationsudvalget en redegørelse til Økonomiudvalget om administrationen af jobrotationsordningen (i forbindelse med punkt 6. Administration af jobrotationsordningen (2015-0157738)). Redegørelsen er vedlagt som bilag 1.
Redegørelsen havde fokus på de nye arbejdsgange, retningslinjer og kontroller, der var indført på baggrund af den såkaldte jobrotationssag og nye regler, som trådte i kraft den 1. januar 2015 samt den vejledning, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) udsendte i april 2015.
Forvaltningen fremhævede i indstillingen til punktet, at dokumentationskravene til virksomhederne var skærpet markant, og at de skærpede krav til dokumentation indebar en risiko for, at nogle virksomheder ikke ønskede at benytte ordningen. På baggrund af de foreløbige erfaringer vurderede forvaltningen, at der ville være et fald i antallet af jobrotationsprojekter.
Der blev afgivet flere protokolbemærkninger til sagen, herunder denne bemærkning fra Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten:
"A, F og Ø er meget bekymret for jobrotationsredskabets fremtid efter indførelsen af de nye regler og nye kontroller. Forvaltningen opfordres til løbende at undersøge, hvordan dokumentations-byrden for virksomhederne kan lempes og pålægges senest om et halvt år at vende tilbage med en status på jobrotation."
Løsning
Ifølge Erhvervshuset, der står for den daglige administration af jobrotationsordningen og kontakten med virksomhederne, så har nogle virksomheder været utilfredse med de skærpede dokumentationskrav. Det har kun været virksomheder, der har været vant til de hidtidige krav, der har været utilfredse. Virksomhederne indsender den krævede dokumentation.
Det, der særligt volder virksomhederne vanskeligheder, er det nye krav om, at der, inden udbetaling af jobrotationsydelse, skal indsendes dokumentation for, at medarbejderen, der er i efteruddannelse, har deltaget i undervisningen. Da de fleste virksomheder ønsker løbende udbetalinger af jobrotationsydelse, skal de løbende indsende denne dokumentation
Dokumentationskravene til virksomhederne
Kravene til dokumentation blev skærpet i løbet af første halvår 2015. Det gælder både kravene til dokumentation i forbindelse med den indledende godkendelse af jobrotationsprojektet og kravene til dokumentation i forbindelse med udbetalinger af jobrotationsydelse. Kravene til virksomhederne er deltaljeret beskrevet i bilag 1.
Som nævnt er det kravene om dokumentation i forbindelse med udbetalinger af jobrotationsydelse, der udgør den største byrde for virksomhederne. Det gælder særligt dokumentation for deltagelsen i undervisningen.
I forbindelse med hver anmodning om udbetaling af jobrotationsydelse skal forvaltningen have denne dokumentation:
- Dokumentation for, at medarbejderne har været i uddannelse i perioden, der anmodes om jobrotationsydelse for. Dokumentationen skal være fra uddannelsesstedet
- Dokumentation for, at medarbejderne har fået normal løn fra virksomheden i perioden, hvis kommunen ikke selv har adgang til oplysningerne.
At disse forhold skal dokumenteres, fremgår af den vejledning om jobrotation, som STAR udsendte i april 2015. Her står blandt andet:
"Hvis projektet opfylder betingelserne, udbetaler jobcenteret herefter jobrotationsydelse til virksomheden, når jobcenteret er blevet forelagt tilstrækkelig dokumentation for de timer, hvor en beskæftiget er under uddannelse, og der er ansat en vikar i stedet. (...) Det bemærkes samtidig, at såfremt virksomheden ønsker løbende udbetalinger, skal virksomheden eksplicit anmode herom og inden hver udbetaling fremvise tilstrækkelig dokumentation for de afholdte aktiviteter. (...) Arbejdsgiveren skal dokumentere den beskæftigedes deltagelse i efteruddannelsen, ligesom jobcenteret kan kræve den fornødne dokumentation for arbejdsgiverens afholdte udgifter til uddannelse og løn - både for den beskæftigede og vikaren."
Muligheder for at lette dokumentationsbyrden
Dokumentation for uddannelse
Når det kommer til dokumentation for uddannelse, kan kommunen ikke selv gøre noget for at reducere dokumentationsbyrden for virksomhederne. Ifølge vejledningen kan kommunen nemlig ikke fravige kravet om, at virksomheden inden udbetalinger skal fremvise dokumentation for medarbejdernes deltagelse i uddannelsen. Kommunen har ingen mulighed for at trække oplysningerne fra registre.
Den eneste mulighed for at hjælpe virksomhederne med at lempe denne dokumentationsbyrde er derfor, at kommunen gør virksomhederne opmærksom på, at de selv kan lette byrden betragteligt ved enten at anmode om udbetaling med større intervaller eller ved først at anmode, når medarbejderen har gennemført uddannelsen. I det sidste tilfælde skal der blot indsendes dokumentation for gennemført uddannelse.
Dokumentation for normal løn fra virksomheden
Når det kommer til dokumentation for normal løn fra virksomheden, er der et potentiale for at reducere virksomhedernes dokumentationsbyrde. Det er et krav, at kommunen forud for udbetaling af jobrotationsydelse sikrer sig, at medarbejder og vikar har fået løn i perioden og har været ansat i samme enhed i virksomheden, dvs. samme produktionsenhedsnummer (P-nummer) i virksomheden.
Hvis virksomheden kun har ét P-nummer, behøver forvaltningen normalt ikke at få denne dokumentation fra virksomhederne, da forvaltningen har adgang til tilstrækkelig dokumentation - via det administrative system KMD Indkomst, der henter oplysningerne fra SKAT, som virksomhederne hver måned skal indberette til.
Men i de tilfælde, hvor virksomhederne har flere P-numre, så er forvaltningen på nuværende tidspunkt ofte nødt til at få dokumentation fra virksomheden om ansættelsessted.
Det skyldes, at forvaltningen endnu ikke har adgang til oplysning om, hvilket P-nummer medarbejderne er ansat på. KMD, der står bag det administrative system KMD Indkomst, som forvaltningen anvender, har imidlertid stillet i udsigt, at kommunen vil få adgang til alle de relevante oplysninger.
Forvaltningen kan på nuværende tidspunkt ikke pege på andre muligheder for at lette dokumentationsbyrden for virksomhederne.
Fald i anvendelsen af ordningen
Forvaltningen kan konstatere, at virksomhederne har anvendt jobrotationsordningen i væsentligt mindre omfang i 2015 end året før. Nedgangen kan imidlertid ses allerede, inden forvaltningen indførte de skærpede dokumentationskrav til virksomhederne. Som figuren herunder viser, faldt efterspørgslen allerede i første halvår af 2015. De skærpede dokumentationskrav blev imidlertid først indført i løbet af første halvår 2015.
Figuren viser, hvor mange timers jobrotation kommunen har bevilget i 2014 og 2015 fordelt på halvår. (Da jobrotationsprojekter kan løbe over flere år, så kan fx timer, der er bevilget i 2014, godt blive gennemført i 2015).
FIGUR: BEVILGEDE JOBROTATIONSTIMER 2014-2015
Der kan være flere årsager til det markante fald i efterspørgslen i 2015:
- Den 1. januar 2015 blev den maksimale tilskudsperiode til jobrotationsforløb sat ned fra 12 til 6 måneder
- Den 1. januar 2015 blev det indført, at medarbejdere skal være ansat i tre måneder, før de kan deltage i jobrotation. Før var kravet kun én måned
- I foråret 2015 udsendte STAR for første gang en egentlig vejledning om jobrotation, hvor betingelserne for at få jobrotationsydelse blev præciseret i detaljer. Den nye vejledning blev udsendt på baggrund af jobrotationssagerne, og fortolkningen af loven er restriktiv i forhold til tidligere udmeldinger
- David Junges virksomheder stod for en stor del af jobrotationen på private virksomheder.
Det er ikke kun i København, at virksomhederne anvender jobrotationsordningen mindre efter stramningerne i første halvdel af 2015. Danmarks Statistik offentliggør en statistik over gennemført jobrotation, der viser antallet af fuldtidsstillinger til jobrotationsvikarer pr. kvartal. Statistikken viser, at antallet af vikarstillinger i hele landet blev lidt mere end halveret fra 4. kvartal 2014 (dvs. lige før stramningerne) til 4. kvartal 2015. Det svarer til faldet i København i samme periode.
Økonomi
Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Med det formål at lette dokumentationsbyrden for de virksomheder, der i dag er nødt til at indsende oplysninger om løn mv. til kommunen, vil forvaltningen sammen med Koncernservice sikre, at forvaltningens centre får adgang til alle de relevante oplysninger, som virksomhederne indberetter til SKAT.
Erhvervshuset vil øge indsatsen for at få flere virksomheder til at benytte sig af jobrotationsordningen.
Michael Baunsgaard Schreiber / Kia Schou Borggaard