Udmøntning af midler fra Budget 2016 til 'Et trygt natteliv'
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender forvaltningens forslag til udmøntning af de resterende midler fra Budget 2016 til ’Et trygt natteliv’.
Problemstilling
Den 8. februar 2016 behandlede Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forvaltningens forslag til handleplan for bekæmpelse af diskrimination. Det blev besluttet at udskyde den politiske behandling af delaktiviteten ’Test i nattelivet’, som hører under handleplanens indsats ’Et trygt natteliv’. Delaktiviteterne ’Dialogforum’, ’Et trygt natteliv for kvinder’ og ’Et trygt natteliv for LGBT-personer’ blev vedtaget. Udvalget blev opfordret til at fremsende alternative forslag til delaktiviteten ’Test i nattelivet’.
Med handleplanen mod diskrimination er der afsat et rammebeløb på 0,5 mio. kr. fra Budget 2016 til indsatsen 'Et trygt natteliv'. Heraf har forvaltningen afsat 0,2 mio. kr. til de allerede politisk godkendte delaktiviteter. Der er således et resterende økonomisk råderum på 0,3 mio. kr. til yderligere aktiviteter i nattelivet. Denne indstilling udmønter disse resterende midler.
Løsning
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen modtog den 9. februar 2016 en række forslag fra Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance som alternativer til delaktiviteten ’Test i nattelivet’. Forslagene fremgår af bilag 1.
Udover de modtagne forslag fra partierne har beskæftigelses- og integrationsborgmesteren og forvaltningen været i dialog med Københavns Politi og brancheorganisationerne HORESTA (Hotel-, Restaurant- og Turisterhvervets Brancheorganisation) og DRC (Danmarks Restauranter og Cafeer) om mulighederne for samarbejde.
På den baggrund foreslår forvaltningen, at de resterende 0,3 mio. kr. til indsats i nattelivet bliver udmøntet til et samarbejde, der rummer følgende delaktiviteter:
- Udvikling af charter og skiltningsordning: I samarbejde med HORESTA og DRC bliver der udviklet et charter, som tager klar afstand til diskrimination i nattelivet. De restaurationer, der tilslutter sig charteret, forpligter sig på et sæt retningslinjer for håndtering af oplevelser af diskrimination blandt gæsterne. Det forudsættes, at HORESTA og DRC påtager sig at motivere restaurationerne i det københavnske natteliv til at tiltræde charteret. Der indgås derfor en hensigtserklæring om, at de restaurationer i nattelivet, som er organiseret i HORESTA og DRC, alle tiltræder charteret. Med en skiltningsordning bliver det gjort tydeligt for nattelivets gæster, hvilke restaurationer der formelt har tilsluttet sig charteret.
- Undervisning af personale og dørmænd: De restaurationer, der tilslutter sig charteret, forpligter sig samtidig på, at personale og dørmænd er opdateret om charterets retningslinjer. Derfor bliver restaurationernes personale og dørmænd undervist i lovgivning på diskriminationsområdet og håndtering af oplevelser af diskrimination blandt gæsterne. Restaurationerne skal årligt sikre, at personale og dørmænd er opdateret om denne viden. Undervisningen udvikles i samarbejde mellem forvaltningen og brancheorganisationerne.
-
Registrering gennem Stemplet-appen: Med Stemplet-appen kan københavnerne i dag anonymt registrere oplevet diskrimination og få oplysninger om, hvordan man som borger anmelder diskrimination til Københavns Politi. I samarbejde med HORESTA og DRC bliver Stemplet-appen videreudviklet, så nattelivets restaurationer aktivt kan tilmelde sig appen og bruge registreringerne til at følge op på konkrete oplevelser af diskrimination blandt deres gæster i nattelivet. Gæster, der oplever diskrimination, skal således også kunne registrere hændelsen personligt i Stemplet-appen, hvorefter appen sender en notifikation med gæstens kontaktoplysninger til restaurationens ledelse, som derefter går i dialog med både gæsten og personalet om det konkrete hændelsesforløb. Ordningen bliver obligatorisk for de restaurationer, der tilslutter sig charteret. Med indsatsen vil HORESTA og DRC derved kunne efterprøve konkrete oplevelser af diskrimination, hvilket også bidrager til en kontrol af, om restaurationerne efterlever charterets retningslinjer.
-
Samarbejde i dialogforum: Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte den 8. februar 2016, at der etableres et dialogforum med deltagelse af relevante aktører fra det københavnske natteliv, herunder brancheorganisationer, Københavns Politi og Københavns Kommune. Både HORESTA, DRC og Københavns Politi har givet tilsagn om at deltage i dialogforummet. For at styrke dialogforummets handlemuligheder afsættes der midler, som dialogforummet i samarbejde kan anvende til udvikling af de konkrete tiltag mod diskrimination i nattelivet. Der udvikles f.eks. en kampagne rettet bredt mod gæsterne i det københavnske natteliv, der sætter fokus på gæsternes medansvar for et mangfoldigt og trygt natteliv uden diskrimination. Derudover anvendes dialogforummet til at evaluere på de erfaringer, der oparbejdes med den fælles indsats.
Økonomi
Denne indstilling udmønter 0,3 mio. kr. fra Budget 2016 til indsatsen mod diskrimination i nattelivet. Midlerne udmøntes for 1 år, hvorefter der evalueres på indsatsen.
Aftalen om Budget 2016 er indgået mellem Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.
Videre proces
Såfremt indstillingen godkendes, vil Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen implementere de beskrevne delaktiviteter i tæt samarbejde med HORESTA, DRC og Københavns Politi. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget får primo 2017 en status på de samlede indsatser i handleplanen mod diskrimination i 2016.
Michael Baunsgaard Schreiber / Lars Ethelberg Nielsen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning med bemærkning om, at evalueringen af handleplanen, som udvalget får om et år, både skal indeholder en vurdering af muligheden for direkte adgang til at anmelde til politiet samt en oversigt over antallet af såvel navngivne samt anonyme anmeldelser.
Venstre og Konservative afgav følgende protokolbemærkning:
"Venstre og Konservative mener som udgangspunkt, at enhver registrering på Stemplet app'en skal være personlig, dvs. med tydelig angivelse af navn og kontakt-information, da der må være en forventning, at man som anmeldende borger står ved sin anmeldelse. Vi er dog med på, at man - i den et-årige forsøgsperiode - kører med såvel muligheden for anonyme som personlige anmeldelser. Det gør vi med løftet om, at anmeldelserne i rapporteringen vil blive opdelt i henh. personlige og anonyme anmeldelser, hvorved den enkelte får mulighed for at fokusere på de anmeldelser, man måtte finde mest valide og relevante."