Mødedato: 02.05.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Regnskabsprognose og bevillingsmæssige ændringer pr. april

Se alle bilag

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, 

1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender regnskabsprognosen pr. april 2016.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

2. at de bevillingsmæssige ændringer i bilag 3 godkendes.

3. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets indtægts- og udgiftsbudget, som følge af eksterne midler, forøges med 4,2 mio. kr. i 2016, med 5,6 mio. kr. i 2017 og med 1,4 mio. kr. i 2018 vedrørende servicerammen og med 5,7 mio. kr. i 2016 og med 5,3 mio. kr. i 2017 vedrørende indsatsrammen, jf. bilag 3.

Problemstilling

Indstillingen vedrører to forhold: 1) Regnskabsprognose pr. april og 2) Bevillingsmæssige ændringer.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal løbende følge op på økonomien og efter 1., 2. og 3. kvartal indberette forventet regnskab til Økonomiudvalget.

Samtidig kan Beskæftigelses- og Integrationsudvalget fire gange om året anmode Borgerrepræsentationen om bevillingsmæssige ændringer. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kan løbende godkende omplaceringer inden for hver af udvalgets egne bevillinger, mens omplaceringer mellem udvalg og mellem to af udvalgets egne bevillinger samt bevillingsmæssige ændringer som følge af eksterne midler (fx statslige puljemidler) skal godkendes af Borgerrepræsentationen.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen forventer, at forbruget vil svare til budgettet (inkl. korrektioner) på servicerammen, anlægsrammen og den efterspørgselsstyrede indsats. Forvaltningen forventer desuden, at overførselsudgifterne bliver 43,2 mio. kr. lavere end budgetteret (inkl. korrektioner) på grund af dels færre ydelsesmodtagere og dels lavere gennemsnitlig udgift pr. ydelsesmodtager.

Løsning

1) Regnskabsprognosen pr. april 2016 

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skønner på de enkelte såkaldte styringsområder følgende afvigelser mellem udvalgets budget for 2016 (inkl. forventede korrektioner, herunder bevillingsmæssige ændringer) og det samlede regnskab for 2016, jf. tabel 1:

Tabel 1: Forventet afvigelse mellem budget og forbrug i 2016

  

Servicerammen omfatter udgifter til fx den borgerrettede service i jobcentre (primært samtaler) og Ydelsesservice samt tværgående administration.

På dette område forventes ingen afvigelse.

Anlægsrammen omfatter udgifter til anlæg.

På dette område forventes ingen afvigelse.

Overførsler mv. omfatter

  1. bevillingen efterspørgselsstyrede overførsler (udgifter til forsørgelsesydelser til modtagere af kontanthjælp og sygedagpenge mv. samt medfinansiering af a-dagpenge).

På dette område forventes et mindreforbrug på 43,2 mio. kr. dels som følge af færre ydelsesmodtagere og dels som følge af lavere gennemsnitlig udgift pr. ydelsesmodtager.

  1. bevillingen efterspørgselsstyret indsats (primært udgifter til aktive beskæftigelsestilbud, herunder drift af kommunens egne beskæftigelsescentre).

På dette område forventes ingen afvigelse.

Finansposter omfatter balanceposter, fx kortfristet og langsigtet gæld og tilgodehavender.

På dette område forventes en afvigelse på 22,3 mio. kr. som følge af balanceforskydninger vedrørende refusion. Afvigelsen har ikke driftsmæssig betydning.

Forbrugsskønnet er baseret på følgende forventede korrektioner af budgettet (inkl. bevillingsmæssige ændringer), jf. tabel 2.

Tabel 2: Forventede korrektioner til budgettet (mio. kr.).

Forventede korrektioner vedrørende den tekniske overførselssag 2015 – 2016 (BIU 8. marts 2016 – sagsnr. 2016-0046107) betyder, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget modtager 29,6 mio. kr., heraf 1,5 mio. kr. på servicerammen, 0,1 mio. kr. på anlægsrammen og 28,0 mio. kr. på efterspørgselsstyret indsats.

Forventede korrektioner vedrørende den politiske aftale om overførselssagen 2015 – 2016 (godkendes forventeligt af Borgerrepræsentationen den 28. april 2016) betyder, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget modtager 36,1 mio. kr., heraf 22,0 mio. kr. på servicerammen, 7,5 mio. kr. på anlægsrammen, 1,2 mio. kr. på indsatsrammen og 5,4 mio. kr. på overførselsrammen.

De bevillingsmæssige ændringer er beskrevet i afsnit 2 nedenfor, mens øvrige ændringer udgør 0,7 mio. kr. og omfatter tilførsel af 0,8 mio. kr. vedrørende boligplacering af flygtninge og afgivelse af 0,1 mio. kr. vedrørende praktikpladser.

I bilag 1 er der redegjort nærmere for forvaltningens forbrugsskøn for de enkelte områder. Bilag 2 indeholder kvartalsregnskabet efter 1. kvartal 2016.

2) Bevillingsmæssige ændringer pr. april 2016
Bevillingsmæssige ændringer i forhold til egne bevillinger og andre udvalg
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller følgende tekniske bevillingsmæssige ændringer af budget 2016:  

  • Kvartermanager Kødbyen (1,0 mio. kr. flyttes til Økonomiudvalget, fordi de varetager opgaverne)

  • Cruise Copenhagen Network (0,1 mio. kr. flyttes varigt til Økonomiudvalget, fordi de varetager opgaverne)

  • Velfærdsanalyseenhed (0,5 mio. kr. modtages fra Økonomiudvalget for lån af medarbejder fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen).

De tekniske bevillingsmæssige ændringer fremgår af bilag 3, hvor der er nærmere oplysninger om omplaceringerne, herunder baggrund for beslutning, modtagende udvalg og beløb. 

Bevillingsmæssige ændringer som følge af eksterne midler
Det er alene Borgerrepræsentationen, der har bemyndigelse til at give bevillinger, og derfor skal projekter med eksterne midler forelægges Borgerrepræsentationen til formel godkendelse for at justere Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets indtægts- og udgiftsbevilling. Udvalgets samlede bevilling ændres ikke herved, fordi indtægts- og udgiftsbevillingen ændres med samme beløb.

Der er behov for ændringer i forhold til seks projekter finansieret af eksterne midler:

  • Opsøgende indsats for ægtefælleforsørgede indvandrere

  • JobFirst

  • National hotline

  • IBBIS

  • BIF Uddannelsen

  • Samtaler og indsats, der modvirker langtidsledighed 

Ændringerne betyder, at udgifts- og indtægtsbudgettet øges med 4,2 mio. kr. i 2016, med 5,6 mio. kr. i 2017 og med 1,4 mio. kr. i 2018 på servicerammen og med 5,7 mio. kr. i 2016 og med 5,3 mio. kr. i 2017 på indsatsrammen. I bilag 3 er der nærmere oplysninger om projekterne, herunder formål, tidligere politisk behandling og bevillingsgiver.  

Økonomi

Se ovenfor.

Videre proces

Indstillingen er afleveret til Økonomiforvaltningen ultimo april 2016 med forbehold for Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets godkendelse.

Økonomiforvaltningen udarbejder en samlet regnskabsprognose for Københavns Kommune og samler de enkelte udvalgs anmodninger om bevillingsmæssige ændringer med henblik på forelæggelse for Økonomiudvalget (17. maj 2016) og Borgerrepræsentationen (26. maj 2016).

Regnskabsprognosen indeholder ikke særskilt opfølgning på konsekvenserne af refusionsreformen. Udvalget besluttede 17. august 2015 (BIU 2015-0178241), at der skulle ske opfølgning i forbindelse med relevante regnskabsprognoser. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har i samråd med Økonomiforvaltningen vurderet, at det er relevant at lave en opfølgning ved næste regnskabsprognose, hvor der foreligger et nyt skøn for indtægtssiden.


Jacob Zeberg Eberholst / Lars Eriksen Videbæk

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top