VINK handleplan 2020-2021
Resumé
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forelægges udkast til ny VINK handleplan for 2020-21. Handleplanen redegør for de indsatser, som VINK vil videreføre eller udvikle i 2020-21 som led i arbejdet med en helhedsorienteret forebyggelse af ekstremisme i København.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender VINK handleplan 2020-21 – ”Forebyggelse af ekstremisme i København”.
Problemstilling
Sikker By Strategien 2018-21 udgør med principområdet Fokus på ekstremisme det strategiske ophæng for arbejdet med forebyggelse af ekstremisme i Københavns Kommune. Strategien angiver, at Københavns Kommunes indsats til forebyggelse af ekstremisme de kommende år skal fokusere på følgende områder:
- Særlig indsats mod radikalisering i skoler og civilsamfund med henblik på øget forståelse af demokratiske værdier og øget opmærksomhed blandt unge og forældre om online propaganda og manipulation
- Vidensformidling og rådgivning af fagpersoner og medarbejdere, så de er klædt på til at handle, hvis de møder bekymrende adfærd hos en borger
- Indsatser for borgere, der udgør en risiko i forhold til at begå kriminelle handlinger med ekstremistisk motiv
Da VINK handleplan 2018-2019 er udløbet, forelægges Beskæftigelses- og Integrationsudvalget udkast til en ny handleplan for indsatsen under VINK i 2020-21.
Løsning
Med denne indstilling forelægges forslag til en ny handleplan for VINK, der udmønter Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens indsatser under Sikker By Strategi 2018-21 til udvalgets godkendelse (se bilag 1).
Udkast til VINK’s handleplan 2020-21 bygger på erfaringer fra handleplanen for 2018-19 og viden fra nationale aktører som PET og Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme. Samtidig er der lagt vægt på at udvikle og målrette indsatsen, så den imødegår aktuelle udfordringer og tendenser vedr. radikalisering og ekstremisme i København.
Ifølge den to år gamle trusselsvurdering fra PET af 12. januar 2018 er terrortruslen mod Danmark alvorlig og kommer overvejende fra personer med sympati for militant islamisme. Ifølge PET er radikalisering som følge af militant islamistisk ideologi og propaganda en vedvarende trussel, uagtet udviklingen i Syrien og Irak. PET vurderer, at terrortruslen fra politiske miljøer er begrænset, men at der findes højre- og venstreekstremistiske miljøer, som er parate til at anvende vold for at fremme deres dagsordener. Specifikt nævner PET, at truslen fra personer med sympati for højreekstremisme er øget. Supplerende kan det konstateres, at der det seneste år på både nordisk og europæisk plan har været fokus på en stigende antisemitisme og hadforbrydelser.
Med afsæt i Kortlægningen af viden om ekstremisme udarbejdet af Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme (2018), tager handleplanen udgangspunkt i, at ekstremisme opstår i et samspil mellem faktorer på følgende niveauer:
- samfundsniveau
- gruppeniveau og
- individniveau
Der lægges op til, at den fremadrettede forebyggelsesindsats struktureres omkring disse niveauer med henblik på at sikre en helhedsorienteret forebyggelse. Ud over at der skal arbejdes på disse tre niveauer, indgår fagprofessionelle, som har kontakt til borgere på både samfunds-, gruppe- og individniveau, som et selvstændigt niveau.
Følgende indsatser foreslås iværksat eller videreført i 2020-21:
1. Samfundsniveau: Unge, forældre og foreninger, der kan medvirke til at opbygge modstandskraft mod ekstremisme
- Indsats i københavnske skoler i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen omkring forståelse af demokratiske spilleregler, online propaganda og manipulation (Ny)
- Forældreindsats med fokus på at styrke forældres evne til at tale med deres børn om propaganda og negative fællesskaber (Videreført)
- Videreudvikling af samarbejdet omkring moskenetværket med øget fokus på moskeernes rolle og bidrag til at imødegå ekstremisme (Videreført)
2. Gruppeniveau: Miljøer med risiko for ekstremisme
- Udvikling af modeller for opsøgende arbejde over for miljøer med risiko for ekstremisme Flere af de bekymringer om ekstremisme, som Infohus København behandler, involverer borgere, der færdes i lukkede miljøer. Det opsøgende arbejde skal øge disse borgeres tillid til myndighederne og øge muligheden for, at borgere i disse miljøer vil indgå i en individuel indsats i regi af infohuset og derved forebygge risikoen for kriminelle handlinger med ekstremistisk motiv. Indsatsen sker i samarbejde med det kriminalpræventive politi og SSP København (Ny)
3. Individniveau: Individer i ekstremistiske miljøer eller i risiko for radikalisering
- Mentorindsats for individer, der er aktive i ekstremistiske miljøer, eller som er i risiko for radikalisering (Videreført)
- Pårørendecoachindsats som støtter pårørende i at udgøre en ressource for individer i ekstremistiske miljøer eller i risiko for radikalisering (Videreført)
- Udvikling af indsats overfor ressourcestærke borgere, der udviser ekstremistisk adfærd Det er ofte en udfordring at få ressourcestærke borgere til at acceptere et individuelt forløb, fordi de ikke har brug for de sociale indsatser, som almindeligvis tilbydes i infohuset. Derfor foreslås, at der med handleplan 2020-21 nedsættes en arbejdsgruppe, der skal identificere nye typer individuelle indsatser målrettet ressourcestærke borgeres behov (Ny)
4. Professionelle: Fagpersoner med kontakt til sårbare borgere
- Opmærksomhedsoplæg for fagpersoner med kontakt til sårbare borgere (Videreført)
- Individuel sparring og rådgivning til fagpersoner og borgere om ekstremisme via VINK’s rådgivningstelefon (Videreført)
Økonomi
VINK handleplan 2020-21 er finansieret af midler fra Budget 2019 og Budget 2020. Der er afsat 4,6 mio. kr. til indsatsen i både 2020 og 2021.
Tabel 2. Midler til VINK handleplan 2020-21
Mio. kr. |
2020 |
2021 |
Fra Budget 2019 |
2,4 |
2,4 |
Fra Budget 2020 |
2,2 |
2,2 |
I alt |
4,6 |
4,6 |
Af disse midler er 3,25 mio. kr. afsat specifikt til årsværk i VINK og Jobcenter København. Derudover er der afsat 1,35 mio. kr., som skal fordeles på handleplanens forebyggende indsatser.
Tabel 3. Midler til handleplanens indsatsområder
Budgetpost |
2020 (mio. kr.) |
2021 (mio. kr.) |
1. Samfundsniveau: Børn, forældre og foreninger |
0,95 |
0,95 |
2. Gruppeniveau: Miljøer med risiko for ekstremisme |
0,1 |
0,1 |
3. Individniveau: Individer i ekstremistiske miljøer/i risiko for radikalisering |
0,2 |
0,2 |
4. Professionelle: Fagpersoner med kontakt til sårbare borgere |
0,1 |
0,1 |
Medarbejdere til VINK til drift og implementering af handleplanen |
3 |
3 |
Medarbejder til Jobcenter København til at arbejde med individer i ekstremistiske miljøer/i risiko for radikalisering |
0,25 |
0,25 |
I alt |
4,6 |
4,6 |
Der vil overvejende skulle bruges årsværk til indsatsniveau 2-4, og derfor er aktivitetsudgifterne for disse indsatser begrænset.
Udover ovenstående midler til Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets område blev der med Budget 2020 afsat følgende midler til forebyggelse af ekstremisme i Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen:
Forvaltning |
Aktiviteter |
2020 (mio. kr.) |
2021 (mio. kr.) |
Socialforvaltningen |
Arbejde med borgersager |
1,8 |
1,8 |
Børne- og Ungdomsforvaltningen |
Aktiviteter i skoler (udmøntes i samarbejde med VINK) |
0,3 |
0,3 |
Videre proces
VINK implementerer handleplanen fra marts 2020. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget får status for handleplanens resultatmål i marts 2021.
Tanja Franck / Jeppe Bøgh Andersen
Beslutning
SF fremsatte følgende ændringsforslag til indstillingens løsningsafsnit, hvor nedenstående sætning indsættes efter følgende sætning: ”Ifølge den to år gamle trusselsvurdering fra PET af 12. januar 2018 er terrortruslen mod Danmark alvorlig og kommer overvejende fra personer med sympati for militant islamisme.”
”Både her og i vores nabolande ses højreekstremismen i stigning, med flere dødelige angreb i Tyskland det seneste år og opjusteret trusselsvurdering i Norge.”
Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget
For stemte: 5 (F, Ø, Å)
Imod: 5 (A, V, C)
Undlod: 1 (B)
Dermed blev ændringsforslaget ikke godkendt
Der blev begæret afstemning om den samlede indstilling
For stemte: 8 (A, B, C, F, V og Å)
Imod: 0
Undlod: 3 (Ø)
Dermed blev indstillingen godkendt
SF fremsatte følgende protokolbemærkning som Alternativet og Enhedslisten tilsluttede sig.
”I indstillingen lægges der vægt på, at PET’s to år gamle trusselsvurdering fastlægger islamistisk terror som den største trussel. Men spørger man vores nabolande, så vurderer norske PST, at risikoen for højreekstremistiske angreb er på samme niveau som fra islamistisk og de tre voldsomme angreb i Tyskland i blot det seneste halve år har været højreekstremistiske. Vi er derfor bekymrede for, om dette lidt enøjede fokus på den islamistiske terror kan give os en blindvinkel. Derfor ønsker vi, at udvalget orienteres når PET’s nye trusselsvurdering foreligger.”
Konservative fremsatte følgende protokolbemærkning som Venstre tilsluttede sig:
”Konservative og Venstre opfordrer til en løbende dialog med PET og andre faglige instanser, uden forudindtaget holdning til, hvad et opdateret trusselsbillede evt. kan være.”