Temadrøftelse om social kontrol.
Temadrøftelse for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget om fremme af frihed og tryg opvækst blandt unge.
Indstilling og beslutning
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter temaet social kontrol med henblik på handlingsplan til fremme af frihed og tryg opvækst blandt unge (jfr. Inklusionsaftalen 2013)
Problemstilling
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget afsatte med Inklusionsaftalen 2013 1 mio. kr. i 2013 til handlingsplan til fremme af frihed og tryg opvækst blandt unge med minoritetsbaggrund. Handlingsplanen skal udformes på baggrund af temadrøftelse i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget om social kontrol.
Baggrund for handlingsplanen er Social- og Integrationsministeriets undersøgelse Ung 2011 der peger på substantielle udfordringer i forhold til social kontrol blandt etniske minoritetsunge, fx når det gælder valg af partner, valg af uddannelse og deltagelse i fritidsaktiviteter. Det fremgår af rapporten, at ca. en femtedel af de etniske minoritetspiger og en fjerdedel af de etniske minoritetsdrenge er udsat for social kontrol i form af tvang og overvågning. Rapportens resultater peger på, at det især er i hjem, hvor hensynet til familiens ære vejer tungt, at der sker social kontrol. Udfordringen forsvinder ikke med (opholds)tid. I nogle tilfælde oplever efterkommere større kontrol end indvandrere og mange etniske minoritetsunge har selv holdninger, der understøtter og viderefører social kontrol. Rapporten sætter desuden spørgsmål ved, hvor stærk sammenhængen er mellem social udsathed og social kontrol, evt. fordi det kræver en vis grad af ressourcer for at udøve social kontrol.
Blandt kommunens fagpersonale er der efterspørgsel på viden og redskaber til at forstå og håndtere situationer, hvor social kontrol og æresrelaterede konflikter er på spil. Kommunens rådgivningsenhed ift. social kontrol og æresrelaterede konflikter, Etnisk Konsulentteam (Socialforvaltningen), tilbyder rådgivning i alvorligere sager og opkvalificering, som udgangspunkt for medarbejdere i Socialforvaltningen.
Social- og Integrationsministeriet forventer i efteråret 2012 at offentliggøre en national strategi mod æresrelaterede konflikter. Ministeriet gennemførte i 2011 ved Als Research kampagnen Dit Liv Dine Muligheder med henblik på at forebygge social kontrol.
Løsning
Program for temadrøftelsen:
- Oplæg ved Etnisk Konsulentteam, Christina Elle og Kristine Larsen: Hvad er social kontrol? Hvilke sager oplever ETK i Københavns Kommune? Hvilke behov har medarbejderne ift. at hjælpe de unge og forebygge social kontrol?
- Oplæg ved Als Research, Jacob Als: Nøgleresultater af Socialministeriets undersøgelse Ung 2011 og erfaringer fra kampagnen Dit Liv Dine Muligheder. Kampagnens formål var gennem en række dialogmøder og formidlingsmateriale til unge og forældre at sætte holdningsændring i gang og forebygge social kontrol.
- Drøftelse
Der er afsat i alt 60 min. til temadrøftelsen
Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser
Videre proces
På baggrund af udvalgets drøftelse forberedes et udkast til handlingsplan, som Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil blive forelagt.
BILAG
1: Socialministeriets undersøgelse Ung 2011
Morten Binder / Kaj Ove Christiansen