Opfølgning på revisionsbetænkningen for 2005 på områderne beskæftigelse, integration og repatriering
Opfølgning på revisionsbetænkningen for 2005 på områderne beskæftigelse, integration og repatriering
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 1. marts 2007
2. Opfølgning på revisionsbetænkningen for 2005 på områderne beskæftigelse, integration og repatriering
BIU 30/2007
Orientering
om initiativer iværksat med henblik på at imødekomme Revisionens bemærkninger i
revisionsbetænkningen for 2005.
Beslutning
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, 1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager nærværende orientering om opfølgning på revisionsbetænkningen for 2005 til efterretning |
Problemstilling
Revisionsdirektoratet pegede i forbindelse med revisionsbetænkningen for 2005 på mangler ved udbetalingskontrollen og en for høj fejlandel i sagsbehandlingen. Revisionsdirektoratet anbefalede, at der sættes fokus på et godt internt kontrolmiljø gennem etablering af et lokalt ledelsestilsyn.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tog 24. august 2006 forvaltningens redeg ørelse på baggrund af betænkningen til efterretning, jf. bilag 1.
På Revisionsdirektoratets foranledning følges der halvårligt op på revisionsbetænknin-gerne. Denne orientering skal dermed ses i forlængelse af ovenstående forelæggelse og omhandler initiativer i relation til Revisionsdirektoratets kritikpunkter.
Løsning
I samarbejde med Socialforvaltningen er der gennemført en bagudrettet stikprøveunder-søgelse af udbetalinger til alternative modtagere[1] i perioden december 2005 til maj 2006.
Undersøgelsen skal ses i lyset af dels, at det er den periode, Revisionsdirektoratet har fremhævet som kritisk på grund af utilstrækkelig udbetalingskontrol, dels at der i særlig grad er et kontrolbehov i forhold til alternative modtagere, idet der med implementerin-gen af KMD-aktiv og nemkonto er lettere adgang til at udbetale til sådanne.
Undersøgelsen viste, at udbetalingerne i stikprøven generelt var foretaget i henhold til gældende forretningsgange. Revisionsdirektoratet er orienteret om resultatet og om, at centralforvaltningen fremadrettet vil gennemføre kontrol af alle udbetalinger til alterna-tive modtagere. Ligeledes er Revisionsdirektoratets konkrete spørgsmål i forbindelse med revisionsbetænkningen besvaret.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har herudover generelt igangsat en række initiativer til at sikre korrekte udbetalinger og understøtte Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets mål om, at sagsbehandlingen gennemføres med maksimalt 3 % fejl med refusionsmæssig betydning og 10 % andre fejl i 2007. Disse initiativer - som også er meddelt Revisionsdirektoratet – gennemgås nedenfor.
Det lokale ledelsestilsyn
Kontrol af udbetalinger er en del af det generelle lokale ledelsestilsyn, som der er udarbejdet forretningsgangsbeskrivelser for i forlængelse af etableringen af de nye job-, ydelses- og beskæftigelsescentre i 2006.
Ledelsestilsynet indebærer en løbende lokal stikprøvekontrol på områderne løn, administration og borgersager. Ledelsestilsynet udføres og beskrives lokalt og er bl.a. grundlaget for løbende forbedringer i sagsgange og sagsbehandling. Forvaltningens interne kontrol vil i 2007 følge op på, at ledelsestilsynet efterleves i praksis.
Systematiseret arbejde med velbeskrevne og
ensartede arbejdsgange
I forbindelse med etableringen af de nye enheder job-, Ydelses- og beskæftigelsescentre er de væsentligste arbejdsgange og snitflader beskrevet og implementeret i 2006. De er nu indarbejdet i forvaltningens webbaserede arbejdsgangsportal, som også giver mulig-hed for at foreslå forbedringer mv. Der er også etableret en fast organisation til løbende justering af arbejdsgangene i lyset af forbedringsforslag, ændringer i lovgivning mv.
Det forventes, at dette fokus på gode, ensartede arbejdsgange – sammen med den øgede specialisering på de enkelte enheder – vil medføre en reduktion i både formelle og materielle fejl i forhold til tidligere.
Nye styringsprincipper og -redskaber
Forvaltningen har i 2007 implementeret nye styringsprincipper og -redskaber i form af en ny bevillingsmodel, resultatkontrakter med alle de decentrale enheder og et nyt ledel-sesinformationssystem. Der er i den forbindelse anlagt et gennemgående, balanceret perspektiv med fokus på 4 områder: beskæftigelsesindsats, kvalitet, personale og organisation samt økonomi.
Resultatstyringen er således rettet mod at skabe en høj beskæftigelseseffekt, men også mod at højne kvalitet og korrekthed i sagsbehandlingen. Således fremgår målet om maksimalt 3 % fejl med refusionsmæssig betydning, direkte af resultatkontrakterne.
Der følges løbende op på realiseringen af dette og øvrige mål fra resultatkontrakterne i det nye ledelsesinformationssystem. I forhold til det konkrete mål sker dette i form af, at forvaltningens interne kontrol gennemfører en undersøgelse af, hvorvidt de decentrale enheder lever op til målet. Ledelsesinformationssystemet skal generelt sikre en øget opmærksomhed omkring forvaltningens resultatskabelse – centralt såvel som decentralt.
Fokus på hjemtagelse af statsrefusion
Indenfor sygedagpenge, fleksjob og kontanthjælp er der bestemte krav, der skal opfyldes, for at statsrefusion kan hjemtages. Vedr. sygedagpenge er det allerede sådan, at manglende rettidig opfølgning medfører tab af statsrefusion for den periode, hvor der ikke er fulgt op, jf. forelæggelsen den 8. februar 2007 om regnskabsførelse af et muligt refusionstab for 2006.
Med velfærdaftalen kommer der en lignende bestemmelse for kontaktforløbet med kontanthjælpsmodtagere. Ifølge aftalen bortfalder den statslige refusion til kontant- og starthjælp, såfremt lovgivningens minimumskrav til tidspunkt for afholdelse af aktive-ringstilbud ikke overholdes. Denne del af velfærdaftalen træder i kraft den 1. juni 2007.
Forvaltningen har iværksat en række initiativer til dels at opfylde disse krav for hjemtagelse af refusion og dels til at sikre et godt informationsgrundlag for direktionen og udvalg i form af opgørelser af opfyldelsen af kravene.
På sygedagpengeområdet fokuseres der på en dobbelt strategi. På den ene side fokuseres her og nu på at øge opfølgningsgraden for at minimere refusionstabet for 2007, bl.a. gennem inddragelse af eksterne og interne aktører. På den anden side er der igangsat to konsulentundersøgelser. Capacent vil således allerede primo marts komme med en række anbefalinger om initiativer på kort og på længere sigt til at optimere produktivitet, kvalitet og arbejdsglæde i Sygedagpengecenteret, ligesom Mercuri Urval skal fremlægge forslag til en forbedret rekrutteringsstrategi i centret.
På fleksjobområdet er der udviklet et visitationsværktøj og en ny visitationsprocedure. Det skal sikre, at de rette sagsbehandlingsskridt tages og det rette dokumentations-grundlag skabes, for at refusionshjemtagelsen kan finde sted.
Kontrolenheden vil i 2007 have fokus på, at kravene til sagsbehandling og dokumenta-tion opfyldes, således at den maksimale statsrefusion kan hjemtages på alle områder. Endvidere fokuseres der i forbindelse med kontrakterne med de decentrale enheder specifikt på, at enhederne har pligt til at sikre, at der kan hjemtages den relevante statsrefusion.
Det skal dog bemærkes, at der med de nye og strammere regler må påregnes et større refusionstab fremover, end det har været tilfældet hidtil.
Økonomi
Denne indstilling har ingen direkte økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Indstillingen skal ikke videre.
Bilag
1. Kopi af beslutningsprotokol fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets møde den 24. august 2006
Morten Binder /Thomas Thellersen Børner
[1] En alternativ modtager er f.eks. en tandlæge, brilleleverandør e.l., der leverer en ydelse til en borger, og hvor kommunen betaler.