Mødedato: 28.05.2013, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, Magistratssalen, 2. sal

Sårbarhedsrapport for 2013

Se alle bilag

Københavns Brandvæsen har som led i Beredskabspolitikken udarbejdet sårbarhedsanalyse i et samarbejde mellem brandvæsenet og de 7 forvaltninger i Københavns Kommune.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Beredskabskommissionen,

  1. at Sårbarhedsanalysen for Københavns Kommune tages til efterretning.
  2. at det godkendes, at der på de efterfølgende beredskabskommissionsmøder bliver redegjort for fremdriften på de foreslåede tiltag i sårbarhedsanalysen.

Problemstilling

I forbindelse med vedtagelsen af Københavns Kommunes Beredskabspolitik og Plan for Fortsat drift i 2011 blev det vedtaget, at der i regi af Københavns Brandvæsen løbende, og mindst en gang årligt, skal udarbejdes sårbarhedsvurderinger, som identificerer kommunens kritiske funktioner samt analyserer konsekvenserne af truslerne imod disse funktioner.

Løsning

Københavns Brandvæsen koordinerer og rådgiver forvaltningerne i deres arbejde med kriseberedskab, herunder beredskabsplanlægningen. Det tværgående arbejde forankres i Beredskabs Samordningen i Københavns Kommune (BSKK), der ledes af Københavns Brandvæsen.

Beredskabskommissionen har i forbindelse med Beredskabspolitikken bemyndiget BSKK (Beredskabs Samordning for Københavns Kommune) til at udarbejde et beredskabsprogram, som sikrer implementeringen af beredskabspolitikken og ”Plan for fortsat drift” i alle forvaltninger samt Københavns Brandvæsen til at koordinere udarbejdelsen af sårbarhedsanalyser for den civile sektors beredskab i Københavns Kommune.

Målet med de årlige sårbarhedsanalyser er at identificere de alvorligste risici i forhold til kommunens vigtigste opgaver og funktioner. Sårbarhedsanalyserne kan således danne baggrund for det forebyggende og forberedende arbejde i forvaltninger og enheder i Københavns kommune – både inden for og på tværs af forvaltningerne og enhederne. Ligeledes indgår sårbarhedsanalyserne i BSKK´s udarbejdelse af nye beredskabsplaner og revision af eksisterende beredskabsplaner, herunder forvaltningers delplaner og specialplaner samt i den beredskabsfaglige uddannelse og i øvelser i BSKK regi.

Forvaltningerne har i sårbarhedsanalysearbejdet vurderet deres vigtige funktioner / opgaver indenfor hvert forvaltningsområde. Funktioner og opgaver, hvor der i forvejen er lavet beredskabsplaner for området, eller hvor der allerede er gennemført sårbarhedsnedsættende foranstaltninger er ikke medtaget i denne sårbarhedsanalyse, men fremgår af de af forvaltningerne udarbejdede hjælpeskemaer. Hjælpeskemaerne forefindes hos hver enkelt forvaltning, Københavns Ejendomme samt Københavns Brandvæsen.

Videre proces

Forvaltningerne vil det kommende halve år arbejde videre med implementeringsplanen for de enkelte sårbarheder, der er identificeret.

Der vil på de efterfølgende beredskabskommissionsmøder blive redegjort for fremdriften på de foreslåede tiltag i sårbarhedsanalysen.

Frem mod april 2014 udarbejdes der en ny sårbarhedsanalyse, der kan vedtages af Beredskabskommissionen 2014.


Claus Juhl                    Bjarne Winge

Beslutning

Beredskabskommissionens beslutning i mødet den 28. maj 2013

Indstillingen godkendt.
Til top