Orientering om vandforsyning til brandslukning i Københavns Kommune (brandhanestrategi)
Indstilling og beslutning
1. at orientering om vandforsyning til brandslukning i Københavns Kommune (brandhanestrategi) godkendes.
Løsning
HOFOR står over for en gennemgribende renovering af ledningsnettet inden for de kommende år, bl.a. for at sikre en høj vandkvalitet til brugerne. Det forudsætter, at de eksisterende vandledninger udskiftes og den billigste og mest effektive fremgangsmåde for udskiftning af rør er at skyde nye mindre rør ind i de eksisterende gamle rør. Målet er at tilpasse ledningsdimensioner til det nuværende forbrug (forsyning til borgere og virksomheder) gennem en reducering af størrelse og dermed flow (vandydelse). Konsekvensen af dette er dog, at en mindre ledningsdimension kan risikere at medføre et mindre flow fra brandhanerne.
Københavns Brandvæsens operative strategi er tæt forbundet med adgangen til det eksisterende brandhanenet og en forringelse af adgangen til og kapaciteten i brandhanerne vil derfor potentielt få stor betydning for de operative muligheder for brandslukning i Københavns Kommune.
Advokatfirmaet Horten har udarbejdet et juridisk notat om, hvem der bærer omkostningerne ved at renovere ledningsnettet, således at der fortsat kan leveres samme tryk for Københavns Brandvæsen og HOFOR. Det er Hortens klare vurdering, at omkostningerne vil skulle dækkes af kommunen (jf. bilag 1)
Der kan således blive tale om ganske betydelige omkostninger for kommunen, såfremt vandledningsnettet skal reetableres med samme vandtryk/flow til brandhaner. Der er derfor god grund til at foretage en vurdering af realistiske og fornuftige alternativer til den nuværende vandforsyning til brandslukning, som er baseret på brandhaner. Selvom ændring af vandledningsnettet kan have karakter af en langsigtet plan, skal det understreges, at en ændring i vandforsyningen til brandslukning i et område af København kan risikere at få store operative konsekvenser. Derfor har Københavns Brandvæsen og HOFOR besluttet at nedsætte en fælles arbejdsgruppe, der skal sikre, at HOFOR’s plan for renovering af vandledninger først iværksættes, når Københavns Brandvæsen har alternative slukningsmuligheder på plads.
Arbejdsgruppen har foretaget en analyse af udvalgte områder i byen. De udvalgte områder er valgt således, at de bedst muligt beskriver/dækker bygningsmassen/risici i København. Områder er udvalgt som:
(1) villaområde
(2) Karrekvarter fra 1800 tallet
(3) Karrekvarter fra 1900 tallet til i dag
(4) Karrekvarter fra 1600-1800 tallet.
Det er Københavns Brandvæsens vurdering, at det bliver endog meget vanskeligt at foretage ændringer i vandforsyningsstrategien for Karrekvartererne fra 1600 til i dag. Det skyldes både den manglende fremkommelighed og bygningernes beskaffenhed, der gør, at en løsning med f.eks. tankvogne ikke er en praktisk anvendelig løsning i store dele af København, hvilket også skal vurderes ud fra manglende plads på skadesteder og faciliteter på brandstation, øget dimensionering af mandskab til betjening af flere køretøjer mv. Hertil kommer, at der i Karrekvartererne er et stort antal aftagere af vand, hvilket fordrer et vandledningsnet med stor kapacitet.
Til gengæld giver det god mening at se på villaområderne. Der er derfor foretaget en analyse, der består af en aktuel måling af det nuværende flow samt en teoretisk beregning af det forventede fremtidige flow. Analyserne viser, at der vil være områder som ved ændringer får en dårligere forsyning samt områder, hvor der vil være den samme eller ske en bedring af den eksisterende forsyning.
Det er således nødvendigt at foretage en vurdering af de områder, hvor vandydelsen bliver ringere end den er på nuværende tidspunkt. Vurderingen tager udgangspunkt i to fremgangsmåder (løsninger):
1) Løsningsmodel:
Vandforsyningen til brandslukning sikres alene gennem brandhaner, hvilket vil betyde forøgede omkostninger til større ledninger, ledninger som skal have ringforbindelse, mv.
En foreløbig vurdering viser, at selv iværksættelse af anlægsarbejde med små ændringer i ledningsnettet, hvor dette opgraderes til både større ledningsdimension og/eller etablering af ringforbundne ledninger, vil medføre en betydelig meromkostning for Københavns Kommune. Et forsigtigt skøn foretaget ud fra arealberegning fra villaområder, der vurderes at have samme behov for ekstraledninger, viser, at en samlet anlægsudgift for kommunen starter på anslået 70-100 millioner kr.
2) Løsningsmodel:
Der implementeres tekniske løsninger (f.eks. materiel eller værktøjer) som sikrer, at beredskabet kan foretage en tilsvarende effektiv indsats med lavere vandforsyning.
Der findes i dag en række tekniske løsninger, der kan bidrage til at sikre beredskabets indsatsmuligheder i områder med lav vandydelse. Det drejer sig bl.a. om bedre oversigt over vandydelse (via GIS kort/værktøj), skæreslukkere, CAFS (tryklufts-skumsystem), slangetender, særlige slukningsværktøjer og lignende. Den omkostning, der vil være forbundet med en anskaffelse af værktøjer samt ledelsesstøtte, anslås at udgøre ca. 10-15 millioner kroner herunder udgift til drift efterfølgende.
Københavns Brandvæsen vurderer, at den mest omkostningsfornuftige løsning er at arbejde hen imod en model, hvor beredskabets kapacitet for brandslukning sikres ved implementering af tekniske tiltag. Fordelen ved denne løsning er derudover, at disse tiltag hurtigt kan implementeres, og allerede er kendte og afprøvede løsninger. Løsningerne bidrager desuden til en reducering af følgeskaderne, ved mindre forbrug af slukningsvand.
Københavns Brandvæsen vil således arbejde videre på denne løsningsmodel i forhold til den kommende risikobaserede dimensionering.
Beslutning
Dagsordenspunkt 5: Orientering om vandforsyning til brandslukning i Københavns Kommune (brandhanestrategi)
Beredskabskommissionens beslutning i mødet den 24. marts 2015
Orientering blev godkendt uden afstemning.