Mødedato: 09.10.2012, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, Magistratssalen, 2. sal

Drøftelse af sagen om arbejdsmiljø i Københavns Brandvæsen

Se alle bilag
I forbindelse med Team Arbejdslivs rapport til Københavns Brandvæsen, ønskes en drøftelse af sagen om arbejdsmiljø i Københavns Brandvæsen.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Beredskabskommissionen,
 
1. at sagen om arbejdsmiljø i Københavns Brandvæsen drøftes.

Problemstilling

Københavns Brandvæsen har i forbindelse med implementeringen af den risikobaserede dimensionering 20122015 oprettet bl.a. en ny Specialtjeneste, der skal sikre, at Københavns Brandvæsen er rustet til at kunne håndtere store og komplekse hændelser. Herunder at kunne foretage redning, hvis borgernes liv er i fare i for eksempel metro, tunneller, højhuse og indkøbscentre.


Sammenlægningen medfører en omfattende uddannelsesaktivitet, der
blev påbegyndt i foråret 2012 med en række røgdykkerkurser for pionererne. I alt 39 gennemgik uddannelsen. Formålet med kurserne er at sikre, at brandfolkene gennem øvelser i realistiske øvelsesmiljøer lærer deres egne grænser at kende, inden de står i en virkelig hændelse. I løbet af uddannelsesrækken blev 2 personer så dårlige af varmepåvirkningen, at de efterfølgende har været på hospitalet til observation. Derudover var der ét tilfælde, hvor instruktørerne har sendt pågældende på skadestuen på grund af anden helbredsmæssig årsag, de ikke var orienteret om i forvejen, og én anmeldt skade vedrørende forbrænding.

Efterfølgende er brandvæsnet blevet gjort opmærksomme på, at der angiveligt skulle være 9 øvrige tilfælde af småskader og forbrændinger, som medarbejderne ikke, som de skal, havde anmeldt til brandvæsenet. Alle er blevet kraftigt opfordret til at anmelde disse hurtigst muligt.

Løsning

Uanset antallet og omfanget af skader står det klart, at der skal gøres hvad der er muligt for at undgå ulykker. Alle medarbejdere skal være trygge ved håndteringen af arbejdsmiljø og sikkerhed. Medarbejdere og ledelse har et fælles mål om at sikre at arbejdsmiljø er så sundt, og uddannelser og kurser så sikre som muligt.

 
På baggrund af ulykkesundersøgelserne har Københavns Brandvæsens ledelse udarbejdet
20 initiativer, som vil blive implementeret i den kommende tid:

·         Københavns Brandvæsens ledelse og FOA vil være i tæt samarbejde og dialog om at sikre den mest optimale struktur i forhold til medarbejdernes arbejdsmiljø og sikkerhed.

·         Københavns Brandvæsen vil i samarbejde med FOA iværksætte et særligt arbejde med at få afdækket eventuelle kulturudfordringer, der modarbejder arbejdet med at fremme for eksempel arbejdsmiljø, kompetenceudvikling og nye arbejdsopgaver. Baggrunden er, at der internt blandt visse kolleger har været kritik af, at der blandt brandfolk er en ”machokultur”, som skygger for fokus på egen og kollegers sikkerhed.

·         Som led i styrkelsen af arbejdsmiljøarbejdet og arbejdsmiljøudvalgenes sagsbehandling vil Københavns Brandvæsen se på mulighederne for fremadrettet at anvende ekstern bistand til at evaluere alvorlige skadeshændelser.

·         Københavns Brandvæsen vil samarbejde med arbejdsmedicinsk klinik i København om forberedelsen af de kommende røgdykkeruddannelser.

·         I forbindelse med at der ses på den optimale struktur for arbejdsmiljø og sikkerhed, ses der på at uddanne egentlige ’safety officers’ eller sikkerhedsledere, der deltager ved særligt krævende uddannelser. Sikkerhedslederen skal supplere instruktørerne og følge op i forhold til den generelle sikkerhed, herunder:

o dokumentation af korrekt uniformering

o temperaturmåling af deltagere og instruktører

o registrering af indsatstid og individuelt fysisk pres

o væskeindtagelse

o sikring af korrekt procedure ved uheld, herunder inddragelse af det anvendte udstyr/materiel

o udfyldelse af risikovurdering/APV

o overvågning af deltagerplacering

·         Københavns Brandvæsens opfattelse, at de anvendte instruktører alle er kompetente og har gennemgået Beredskabsstyrelsens instruktøruddannelse. For at udvikle og fastholde vores instruktører vil der blive udarbejdet en kompetence og udviklingsplan for den enkelte instruktør.

·         Der iværksættes en analyse af operativ anvendelse af kredsløbsapparater og trykluftsapparater.

 


I forhold til den konkrete røgdykkeruddannelse vil følgende initiativer blive søgt
realiseret så hurtigt som muligt:

Inden deltagelse på uddannelsen:

·         Der vil fremadrettet blive udarbejdet en kontrakt mellem aspiranterne til specialtjenesten og Københavns Brandvæsen, som tydeliggør formål og krav til uddannelsen samt forventningerne til virket i specialtjenesten.

·         Deltagerne skal have gennemført specialtjenestetest senest 3 uger før, herunder gennemgå lægeundersøgelse.

·         Deltagerne vil inden kursusstart blive testet i uddannelsesmaterialet – såvel teoretisk som praktisk (som blandt andet omhandler kroppens reaktioner, åndedrætslære, røgdykkertekniktaktik, slukningstekniktaktik, slangeudlægninger).

·         Deltagerne skal inden kursusstart ved praktiske øvelser i brandhus eller lignende vise, at de kan omsætte teori til praksis.

·         Københavns Brandvæsen vil i dialog med repræsentanter for alle øvelsesfaciliteter, hvor der er varmehuse stille krav om, at der er temperaturmåling, som foreskrevet i Branchearbejdsmiljørådets (BAR) retningslinjer.


Under uddannelsen:

·         Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning vil Københavns Brandvæsen fremadrettet under uddannelserne i varmehuse anvende termisk kamera med optagefunktion og temperaturføler for dokumentation.

·         Der vil fremadrettet anvendes transportable temperaturfølere/lydgivere under øvelser i varme rum.

·         Markering af deltagernes dragt med selvlysende skrift eller lignende, således at deltagerne kan identificeres i mørke.

·         I tilfælde af uheld vil der som fast procedure foretages et udskrift af apparatets ”bodyguard”, således at der kan ske en sikring af objektive data ved uheld.

·         Der indføres kognitive test af deltagere under øvelserne, således at der sikres øget opmærksomhed på om deltagerne er ved at nå deres grænse.

·         Der vil fremadrettet være 1 instruktør til 2 deltagere, så det sikres, at der er øget fokus på den enkelte deltager.

·         Uddannelserne vil fremadrettet søges planlagt således, at det er de samme instruktører, der deltager under hele uddannelsen. Dermed vil det være lettere at evaluere den enkelte kursist, også i forhold til eventuelle adfærdsændringer.

Claus Juhl                              Bjarne Winge

Beslutning

Beredskabskommissionens beslutning i mødet den 9. oktober 2012.
Indstillingen blev drøftet.
Til top