Anlægsbevilling til kapacitetsudvidelse af LAVUK med 20 klubpladser
Indstilling og beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der gives en anlægsbevilling på 9.200.000 kr. (2012 p/l) til etablering af en ny tilbygning til en kapacitetsudvidelse på LAVUK. Der anvises dækning for anlægsbevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets ramme jf. tabel 1 i økonomiafsnittet
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede i budget 2011, at der skal anlægges 30 nye specialklubpladser. Der foreslås nu etableret 20 klubpladser til unge udviklingshæmmede mellem 16 - 25 år på LAVUK. Der er tale om en kapacitetsudvidelse til unge med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder. Det kan være unge med multihandicap, ADHD og autisme. Det er muligt at ombygge og udvide tilbygningen, hvis brugergruppen her skal udvides fra 20 til 30 unge.
Det var oprindeligt forudsat, at de sidste 10 pladser skulle etableres ved en udvidelse af specialklubben Rughavevej. Specialklubben foretrak imidlertid at huse disse 10 pladser inden for de eksisterende fysiske rammer for at bevare institutionens gymnastiksal. I budget 2013 er det vedtaget at etablere 100 specialklubpladser til 14-17 årige. Når placeringen af disse 100 specialklubpladser er afklaret, vil forvaltningen i forlængelse heraf vurdere placeringen af de resterende 10 klubpladser til 16-25 årige ud fra behovene i de forskellige målgrupper, så der også kan skabes en fysisk og geografisk sammenhæng i tilbuddene.
Løsning
Forundersøgelser
Bevillingen i budget 2011 blev afgivet til 30 klubpladser til handicapgruppen. Der kan først søges om bevilling nu, fordi det har været nødvendigt at afklare, på hvilken institution pladserne skulle placeres, hvor mange af pladserne, der skulle pladseres på LAVUK og endelig på hvilken af LAVUKs adresser pladserne skulle etableres.
Herefter er der blevet udarbejdet et prisfastsat projekt i samarbejde med LAVUK, som nu kan fremlægges til politisk behandling.
LAVUK
På samme matrikel som LAVUK, ligger den integrerede børneinstitution "Børnevænget" med vuggestue, børnehave, Fritidshjem og Fritidsklub. Institutionerne er opført i 1980´erne, og har både egne og fælles udearealer.
Projektbeskrivelse
LAVUK´s nye tilbygning, udformes med fladt grønt tag, med strategisk placerede ovenlys. Bygningen er holdt i én etage, med niveaufri og direkte adgang til det eksisterende LAVUK. Placeringen giver mulighed for at etablere et godt privat skærmet udeareal til den nye funktion. Sammenbygningen med LAVUK afstedkommer kun mindre ombygninger i det eksisterende hus og giver en god mulighed for, at rummene kan bruges fleksibelt og for at funktioner udvides eller indskrænkes efter behov i forhold til hinanden.
Da tilbygningens størrelse kun er på 315 m2, er indretningen forsøgt optimeret bedst muligt. De fysiske omgivelser skal stimulere sanserne, men uden at overstimulere. Overskuelighed og mulighed for at vælge “eget rum” eller “fællesrum” skal være til stede. Der indrettes to grupperum med hvert sit tilhørende siderum, som forsynes med skydedøre, så rummene kan inddeles efter behov. Der indrettes et sanserum med mulighed for lys og lydindtryk. Rummet forsynes med et lavtsiddende vindue så de multipelt handicappede unge kan kigge ud i gårdrummet. Personalerum er placeret centralt ved indgangen og anvendes både til arbejdsplads for to personer ad gangen, samtalerum og pauserum. Brugerkøkken indrettes med eleverbare arbejdsborde og med spiseplads samt udgang til gårdhaven.
Det er muligt at ombygge og udvide tilbygningen, hvis brugergruppen skal udvides fra 20 til 30 unge. Ved fleksibel indretning og sameksistens med det eksisterende LAVUK er der mulighed for, at brugergruppen kan ændre sig over tid. Køkken og siderum kan omdannes til et tredje grupperum, og dermed kan en senere udvidelse med 10 ekstra pladser finde sted, hvis behovet opstår.
Udearealer
Den eksisterende adgangsvej til LAVUK suppleres med 4 nye parkeringspladser. På forarealet opføres et nyt gårdmands- og depotskur som en uisoleret konstruktion til erstatning for skur, der fjernes i gårdrummet.
De nære udearealer i gårdrum med flisebelægning omkring tilbygningen tilpasses projektet. Der udføres en opholdsgårdhave syd for tilbygningen med små kroge og opholdssteder, hvor de unge kan sidde i fred med mulighed for stimulering af sanserne. Der udføres en forsænket sti med trappe langs den nye bygning mod nord med mulighed for at kigge op i den del af haven, som anvendes af LAVUKs øvrige brugere.
Brugerinddragelse
Forslaget er udarbejdet i et byggeudvalg nedsat af LAVUK, hvor klubbens ledelse, lærere, forældrebestyrelse og pædagogiske konsulenter er repræsenteret. Arbejdet og de prioriteringer, der er foretaget i byggeudvalget afspejler de forventninger, som både klubben og forældre har specielt til det nye klubmiljø. Forældrebestyrelsen udtrykker stor tilfredshed med det foreliggende dispositionsforslag. Ledelsen og forældrebestyrelsen udtrykker desuden stor tilfredshed med det arbejde, som alle parter i byggeudvalget har ydet. Udtalelse fra forældrebestyrelsen er vedlagt som bilag.
Høringssvar fra Københavns Ejendomme
Den anførte økonomi og ansøgte bevilling vurderes som værende realistisk. Den anførte tidsplan vurderes som værende realistisk. Det er dog en forudsætning fra KEjds side, at der kan indgås kontrakt med entreprenøren medio november 2012 med en planlagt aflevering primo juli 2013. BR-vedtagelsen forventes i december måned, hvilket indbærer en mindre forsinkelse af underskrivelsen af kontrakten. Det er dog BUFs vurdering, at projektet kan afleveres til skolestart 2013 (primo august 2013).
Tidsplan
Parallelt med den politiske behandling færdigbearbejdes projektet, og der påregnes byggestart start december 2012 og med ibrugtagning primo august 2013.
Økonomi
Anlægsøkonomi
Anlægsbevillingen finansieres og udmøntes således:
Tabel 1 Finansiering og udmøntning af anlægsbevilling | |||||
Kr. | Udvalg | Bevilling | Funktion | 2012 (2012 p/l) | 2013 (2013 p/l) |
Finansiering | BUU | Anlæg | 05.25.16.3 | 1.788.520 | 7.529.720 |
Udmøntning | BUU | Anlæg | 05.25.16.3 | 50.000 | 464.720 |
Udmøntning | KFU | KEjD Anlæg | 05.25.16.3 | 1.738.520 | 7.065.000 |
Anlægsbevilling i alt | 1.788.520 | 7.529.720 |
Finansiering
I budget 2011 blev der afsat 13,8 (2012 p/l) mio. kr. til etablering af 30 klubpladser til børn med vidtgående vanskeligheder. Bevillingen til 20 pladser på LAVUK finansieres af denne ramme. Herefter resterer 4,6 mio. kr. til etablering af yderligere 10 klubpladser. Det var oprindeligt forudsat, at disse 10 pladser skulle etableres ved udvidelse af specialkluben på Rughavevej. Specialkubben skulle udvides ved at inddrage instituionens gymnastiksal. Specialklubben har dog tilkendgivet, at pladserne kan rummes inden for de nuværende fysiske rammer, og at klubben i øvrigt har stor gavn af gymnastiksalen og ønsker den bevaret. Der tages stilling til de sidste 10 klubpladser til 16 - 25 årige efter at placeringen af 100 specialklubpladser til 14 - 17 årige, jf. budget 2013, er afklaret.
Benchmark anlægsøkonomi
På LAVUK er udgifterne til 20 klubpladser 9,2 mio. kr. kr. svarende til 460.000 kr. pr. elev. Der eksisterer ikke benchmark m.h.t etablering af specialklubpladser. Dette hænger sammen med, at handicapgrupperne er meget forskellige, og at handicagrupperne er meget små, hvorfor kapacitetsudvidelsessager generelt er sjældne og de seneste tal derfor er forældede. De fysiske krav, som et specialklubtilbud skal opfylde, varierer meget fra handicapgruppe til handicapgruppe. Anlægsudgifterne varierer derfor meget fra handicapgruppe til handicapgruppe.
Driftsøkonomi
De samlede årlige afledte driftsudgifter til 20 ekstra klubpladser på LAVUK forventes at udgøre 5.445.983 kr. Dette svarer til 272.299 kr. pr. barn. Det er ikke muligt at opstille en opgørelse over de gennemsnitlige driftsudgifter for specialklubber, bl.a. fordi en væsentlig del af klubbernes bevillinger afhænger af typen af elever, jf. budgetmodellen på området.
Videre proces
Efter procedure for inddragelse af Kultur- og Fritidsudvalget i anlægssager sendes indstillingen til udtalelse i KFU. Herefter fremlægges sagen for ØU og BR.
Else Sommer /Knud Langberg