Mødedato: 30.10.2013, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Medlemsforslag om skolestruktur i Kongens Enghave

Udvalget skal tage stilling til medlemsforslag om skolestruktur i Kongens Enghave.

Indstilling og beslutning

Mia Nyegaard har på vegne af Det radikale Venstre anmodet om, at følgende forslag behandles på Børne- og Ungdomsudvalgets møde den 30.10.2013:

Det foreslås,
  1. at forvaltningen senest den 1.3.2014 fremlægger forslag til forskellige modeller for en ny skolestruktur i Kongens Enghave/Sydhavnen, der har til hensigt at øge søgningen til bydelens skoler markant, styrke fagligheden og trivslen målbart, samt bibringe en mere hensigstmæssig fordeling af elever. Forslagene bør indtænke fremtidige børnetal, herunder den mulige 4. skole. Et af forslagene skal være et bud på en model med en overbygningsskole, fx den 4. skole

MOTIVATION
Søgningen til bydelens skoler trækker fortsat voldsomt skævt og der er brug for at se på distriktet som en samlet udfordring, hvor alle gode kræfter arbejder i samme retning hen mod en bedre og mere søgt folkeskole i Sydhavnen. Alle mulige modeller der kan trække videre i en god retning bør overvejes. Vi kan ikke blive ved - år efter år - at leve med en så lav søgning til distriktets skoler.

Beslutning

Medlemsforslaget blev godkendt efter afstemning med følgende resultat, idet udvalget konstaterede at der i forlængelse af budgetaftalens strukturanalyse fremlægges modeller for den kommende skolestruktur:

For stemte 7 medlemmer: A, B, F, O og Ø.

Imod stemte 2 medlemmer: V og Sofie K. Led (løsgænger).

Ingen medlemmer undlod at stemme.

Cecilia Lonning-Skovgaard (V) ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Valgflæsk".

Sofie K. Led (løsgænger) ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Omfanget af medlemsforslaget er allerede indeholdt i forudgående beslutninger i BUU og Budget 2014".

Jesper Christensen (A), Tue Hækkerup (A), Pernille Gaarde Bendix (F), Bjarne Fey (F), Karin Storgaard (O) og Rikke Lauritzen (Ø) ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Vi ser forslaget i forlængelse af den gode udvikling, der i forvejen eksisterer mellem de 3 skoler i Sydhavnen".
Til top