Temadrøftelse om opgaver og informationer til Københavns skoler
På udvalgsmødet d. 26. april 2017 godkendte Børne- og Ungdomsudvalget et medlemsforslag, stillet af Socialdemokratiet, der pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen at fremlægge en oversigt over indholdet af Ugepakken til byens skoleledere. På samme tid ønskede udvalget forslag til, hvilke elementer der kan udelades i Ugepakken for at skabe større rum for faglig ledelse i dagligdagen på skolerne. Som følge deraf afholdes en temadrøftelse om opgaver og informationer fra forskellige aktører til Københavns skoler og hvordan disse påvirker skoleledelsernes mulighed for at prioritere faglig ledelse på skolerne.
Børne- og Ungdomsforvaltningen fremlægger på denne baggrund et oplæg til temadrøftelsen. Bilag 1 indeholder en oversigt over opgaver og informationer udsendt med ugepakken i 2016 frem til maj 2017. Bilaget er inddelt i tre farvekategorier, der indikerer forvaltningens vurdering af, om en opgave/information er af administrativ, faglig eller anden, herunder driftsmæssig, karakter. Formålet er give et hurtigt overblik over, hvilken type opgaver og informationer ugepakken indeholder.