Mødedato: 30.05.2012, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Digital skoleindskrivning

Udvalget skal tage stilling til forslag om digital skoleindskrivning samt forslag til indsatser i forbindelse hermed.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
1. at forslag til selvbetjeningsløsning til Digital Skoleindskrivning i sammenhæng med skoleportalen "Byens skoler" på www.kk.dk og indsatser i forbindelse hermed godkendes

Problemstilling

BUU behandlede på sit møde den 5. april 2011 forskellige forslag til PR-kampagner for folkeskolerne. I den forbindelse blev det oplyst, at forvaltningen arbejder med forslag til digital indskrivning i folkeskolerne, samt at forvaltningen er i gang med at undersøge mulighederne for en bedre anvendelse af de digitale muligheder i forhold til borgerne. Disse muligheder forventes desuden at kunne støtte op om skolernes profileringsindsats generelt.

På denne baggrund samt på grundlag af kommunens digitaliseringsstrategi og den Fællesoffentlige Digitaliseringsstrategi om at gøre visse offentlige ydelser obligatoriske som digitale selvbetjeningsydelser, foreslår forvaltningen, at der indføres digital skoleindskrivning med virkning fra skoleåret 2013-14. Forvaltningen fremlægger desuden forslag til indsatser, som støtter op herom.

Løsning

Ifølge et nyt lovforslag skal der indføres obligatorisk digital selvbetjening i forbindelse med, at forældre ansøger om, at få deres barn opskrevet til plads i dagtilbud, skole og fritidsinstitution. Loven forventes at træde i kraft pr. 1. december 2012. Eftersom indskrivningen i Københavns Kommune for det kommende skoleår 2013/14 finder sted allerede i november måned, vil det det første år være frivilligt for forældrene at benytte systemet. De indhøstede erfaringer vil herefter kunne nyttiggøres ved indførelse af obligatorisk, digital skoleindskrivning fra 2013.

Den projekterede selvbetjeningsløsning udvikles således, at det vil fremgå tydeligt, at barnet er garanteret en plads på distriktsskolen, men at der i henhold til det frie skolevalg kan indsendes ønsker om indskrivning på yderligere to af kommunens folkeskoler.

Det vil samtidig være muligt at indsende ønsker om tilknytning til fritidshjem, og der kan downloades ansøgning om skoleudsættelse i et år.

 

Ønskerne kan indsendes i en afgrænset periode med start i indskrivningsugerne i november, hvorefter skolerne som hidtil gennemfører klassedannelse og fordeler fritidshjemspladser i samarbejde med forvaltningen. Herefter orienteres forældrene om skoleplaceringen som hidtil i februar måned.

 
Det vil fremgå, at ansøgning om indskrivning på andre folkeskoler end dem der er beliggende i Københavns Kommune eller på privatskole, er forældrene selv ansvarlige for.

Selvbetjeningsmuligheden forudsætter, at den der indskriver barnet, signerer indsendelsen vha. NemID, svarende til måde, som kommunen i øvrigt kommunikerer med borgerne på.  Forældre, som ikke umiddelbart kan anvende NemID, vil blive henvist til at få hjælp hertil hos Borgerservice. Det vil desuden fortsat være muligt for forældre, der ikke kan anvende digital selvbetjening med NemID, at få et barn indskrevet på anden vis, fx. ved at kontakte distriktsskolen.


Konsekvenserne af at skoleindskrivningen bliver digital, vil desuden blive beskrevet i indskrivningsvejledningen til skolerne. 

 

Løsningen vil blive testet af forældre i målgruppen. Skoleledere og Skole og Forældre har fået løsningen forevist til kommentering og vil efterfølgende blive tilbudt at indgå i testgrupperne.

Det første år, hvor digital skoleindskrivning er i drift, vil blive afviklet som et forsøgsår, hvor der indhøstes erfaringer. Der vil især være fokus på Borgerrådgiverens anbefalinger i årsberetningen for 2011, om at alle dele af kommunen bør være ”opmærksom på at udvise særlig omtanke i betjeningen af borgere, som ikke kan honorere digitaliseringskrav. Det er Borgerrådgiverens vurdering, at der er tale om en meget stor gruppe af borgere (herunder ældre, handicappede og ressourcesvage borgere)”.


Tilrettelæggelsen af den årlige indskrivningskampagne, samt indsatserne i projektet:

 

PR Kampagne for folkeskolen understøtter implementeringen af den digitale indskrivning og tager højde for en række af de afledte konsekvenser, som den digitale indskrivning har. Der kan blandt andet være en risiko for, at forældrefremmødet på distriktsskolen reduceres, fordi forældrene kan indskrive børnene hjemmefra samt en risikoen for, at ressourcesvage forældre har problemer med at anvende digitale selvbetjeningsløsninger.

 

Indsatser:  

Indskrivningskampagnen afvikles stort set som de foregående år, men suppleres med målrettet information om muligheden for digitial skoleindskrivning, med en klar beskrivelse af, hvordan digital skoleindskrivning foregår, samt hvor der er mulighed for at få hjælp.

 

·Hjemmesiden www.kk.dk/indskrivning suppleres med information om digital skoleindskrivning

 

·Den lokale distriktsskole sender informationsbrev og eget informationsmateriale til distriktets kommende skolestartere

 

·Der udarbejdes pjecer til download fra kommunens hjemmeside

 

·Indskrivningen annonceres i samtlige lokalaviser i ugerne op til indskrivningen

 

·Der hænges plakater op i skoler, fritidshjem og børnehaver

 

·Børnehaverne informeres særskilt om indskrivningen, med særligt fokus på, at der i år er mulighed for digital skoleindskrivning, og med information om, hvor forældrene kan få hjælp, så ledere/medarbejdere i børnehaver også kan bidrage til at orientere forældrene 

·PR Kampagne for folkeskolen har i 2011 etableret skoleportalen: www.kk.dk/byensskoler, hvor alle københavnske folkeskoler præsenteres. Der linkes fra skolernes præsentationer til den digitale selvbetjeningsløsning

·PR Kampagne for folkeskolen gennemfører en pressekampagne om de københavnske folkeskoler i oktober/september

 

·PR Kampagne for folkeskolen udbyder fra september 2012 kompetenceudviklingsforløb til skolerne i markedsføring/synliggørelse af den lokale folkeskole

 

·PR Kampagne for folkeskolen udarbejder værktøjer og inspirationsmateriale til skolerne, som kan bruges i arbejdet med en skærpet indsats for at synliggøre skolen i lokalområdet.markedsføring/synliggørelse af den lokale folkeskole

 


Med afsæt i forskellige analyser af forældres bevæggrunde for valg af skole til deres barn, er PR Kampagne for folkeskolen ved at udarbejde en strategi for, hvordan netværk og samarbejde med fx sundhedsplejen og børnehaver kan anvendes til at øge synligheden af den københavnske folkeskole.

Øget samarbejde mellem skole, dagtilbud og fritidsinstitution

Det overvejes i øjeblikket i forvaltningen, hvordan kontakten mellem skoler og institutioner yderligere kan forstærkes og tænkes sammen med henblik på den lokale skole som førstevalg. Forvaltningen forventer at kunne fremlægge yderligere forslag til initiativer senest i forbindelse med indskrivningen til skoleåret 2014/15.
 

Økonomi

Udviklingen af den digitale løsning finansieres via midler afsat i budget 2012 til implementering af nye IT-løsninger (København i vækst /5,7 mio. kroners IT effektiviseringer) og afholdes på funktion 3.22.01.3.

I tabellen fremgår budgettet for implementeringen i 2012:  

KMD udvikling med 1 NemID underskrift 

201.400

Teknisk support KMD/Pentia

13.000

Pentia udvikling

500.000

Ekstrapulje til evt. udvikling

200.000

Evt. ekstra udvikling af kortmodul, maksimalt

20.000 

Fotograf

25.000

Oversættelse af vejledning

25.000 

I alt

984.000 

Driftsudgifterne i 2012 og fremover på årligt 125.000 (inkl. moms) afholdes på bevillingsområde Undervisning, funktionsnr. 3.22.01.3, med henvisning til, at der i 2012 indhentes besparelser på 200.000 kr. ifm. IT-effektivisering, og fra 2013 årligt 400.000 kr.

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, sørger forvaltningen for udvikling og implementering af forslagene. Løsningen er planlagt til idrifttagning i november 2012.


                     Else Sommer                             /Thomas Berlin Hovmand

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top