Mødedato: 30.05.2012, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Nedlæggelse af gruppeordningen for specialelever på Sønderbro Skole

Se alle bilag

Udvalget skal tage stilling til forslag om nedlæggelse af gruppeordningen for børn med autisme på Sønderbro Skole efter høring.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget

  1. at gruppeordningen til børn med autisme på Sønderbro Skole nedlægges fra skoleåret 2012/13

Problemstilling

Børne- og Ungdomsudvalget har den 21. marts 2012, besluttet at sende forslaget om at nedlægge gruppeordningen på Sønderbro Skole i høring, se bilag 1.

 

Udvalget skal nu tage stilling til nedlæggelse af gruppeordningen på Sønderbro Skole efter endt høring.

Løsning

Resultat af høring
Forvaltningen har modtaget høringssvar fra Autismeforeningen, Handicaprådet, Landsforeningen for Socialpædagoger, Personalet i gruppeordningen (Gruppe D) på Sønderbro Skole, Skole og Forældre, Skolebestyrelsen ved Skolen i Peter Vedels Gade, Skolebestyrelsen ved Sønderbro Skole og en forælder, se bilag 2. Af bilag 3 fremgår forvaltningens resume af høringssvarene.

 

Høringssvarene viser overordnet set, at det er positivt, at kommunen ønsker at styrke indsatsen for skoletilbuddene for specialelever, og at lukningen af gruppeordningen på Sønderbro Skole kan medvirke hertil.

 

Særligt disse emner er berørt i høringssvarene:

 

·        Det er positivt, at Københavns Kommune søger at tilbyde specialeleverne en langsigtet og etableret løsning

Forvaltningen vurderer, at en nedlæggelse af gruppeordningen på Sønderbro Skole vil være en forbedring af skoletilbuddet for de 13 berørte elever, idet det sikrer dem et større og dermed mindre sårbart tilbud på længere sigt.

 

·        Der skal sikres en god proces og en tryg overgang for eleverne

Forvaltningen er meget opmærksom på at skabe så gode og trygge rammer for børnene som muligt. Ved en lukning af gruppeordningen vil der således i videst muligt omfang blive taget hensyn til børnenes forskellige behov. Af samme årsag har forvaltningen afholdt dialogmøder med forældrene til samtlige 13 børn i gruppeordningen i foråret 2012.

 

Der vil blive lavet konkrete, individuelle indslusningsforløb for alle elever hvad angår overgangen til andet skole- og fritidstilbud. Disse planer vil inddrage Sønderbro Skole, modtagerskolen, modtagerfritidstilbud, Børnecenter København og elevens forældre.




 

·        Eleverne bør starte i nyt tilbud før sommerferien

Forvaltningen er enig i, at det skal sikres, at eleverne får en god og tryg start på nyt skole- og fritidstilbud. Imidlertid er det forvaltningens vurdering, at det ikke er hensigtsmæssigt at lade eleverne starte i nyt skoletilbud inden sommerferien, da den nuværende tidsplan ikke vil give tilstrækkelig tid til at forberede overgangen for den enkelte elev ordentligt.

 

·        Eleverne bør flyttes over til nyt tilbud samlet

Forvaltningen er positivt indstillet over for forældreønsker om samlet overgang til nyt skole- og fritidstilbud. Imidlertid skal dette betragtes under hensyntagen til, at der kan være enkelte elever, der har behov for et andet tilbud. 

 

Påbegyndt dialogproces

For at kunne nå at implementere løsningen til skoleåret 2012/13 har forvaltningen sideløbende med høringsfasen påbegyndt dialogprocessen med forældre med ønsker og behov i forhold til en ændret skoleplacering af deres børn – under forbehold for den endelige politiske beslutning.

 

De foreløbige resultater af dialogprocessen er, at forvaltningen arbejder på at kunne tilbyde plads til størstedelen af eleverne på Skolen i Peter Vedels Gade, mens der for et mindre antal elever arbejdes på andre skoletilbud.

Økonomi

Med den nye budgetmodel for specialskolerne er alle de berørte skoletilbud i samme pladspriskategori. Det betyder, at de skoler, som får en merindskrivning som følge af nedlæggelsen af gruppeordningen, vil få budget til de ekstra elever, mens budgettet til Sønderbro Skole nedskrives tilsvarende. Dermed er det økonomisk neutralt.

 

Tilsvarende er alle de berørte fritidstilbud med den nye budgetmodel for specialfritidstilbud i samme pladspriskategori. Det betyder, at de fritidstilbud, som får en merindskrivning som følge af nedlæggelsen af gruppeordningen, vil få budget til de ekstra børn. Dermed er omlægningen økonomisk neutral.

 

Skolen i Peter Vedels Gade samt KKFO’en får således budget til de ekstra elever, de modtager. Dermed vil der være ressourcer til det personale, der flytter fra Sønderbro Skole til Skolen i Peter Vedels Gade. Såfremt der skulle opstå økonomiske problemstillinger i en overgangsperiode som følge af overflytning af personale, vil forvaltningen finde en løsning i samarbejde med Skolen i Peter Vedels Gade.

 

Personalemæssige konsekvenser

Personale fra gruppeordningen på Sønderbro Skole og afdelingen i ”Fabrikken” vil skulle omplaceres til andre relevante stillinger i Børne- og Ungdomsforvaltningen. Afdelingslederfunktioner for såvel skole- som fritidsdelen vil bortfalde. Omplaceringerne af medarbejdere vil ske efter forvaltningens normale omplaceringsprocedure.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, vil forvaltningen fortsætte dialogprocessen med elevernes forældre samt påbegynde personaleprocessen med de involverede medarbejdere med henblik på, at eleverne kan starte i nyt tilbud ved begyndelsen af skoleåret 2012/2013.

                Else Sommer                  /Nina Hemmersam

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top