Mødedato: 29.04.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: 1. regnskabsprognose 2015

Se alle bilag
Udvalget skal tage stilling til 1. regnskabsprognose for 2015 på udvalgets område.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
  1. at udvalget godkender 1. regnskabsprognose for 2015
  2. at udvalget godkender de reviderede forældrebetalingstakster pr. 1. august 2015, jf. bilag 2

Problemstilling

Udvalget skal aflevere sine forventninger til det samlede regnskabsresultat tre gange årligt til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentation. I 1. regnskabsprognose præsenteres forvaltningens forventninger til årsresultatet på baggrund af forbruget de to første måneder af 2015 samt forventningerne til resten af året. Økonomiudvalget behandlede cirkulære for regnskabsopfølgning den 18.11.2014, og derfor fremlægges denne sag som første prognose for det samlede regnskabsresultat for 2015.

Udvalget fik på mødet den 25.2.2015 forelagt en indstilling om de forudsatte aktivitetstal og økonomien i budget 2015. Denne indstilling vedrører 1. regnskabsprognose for det samlede årsregnskab for 2015, hvor forventede afvigelser i forhold til budgettet forklares.

Det fremgår af dagtilbudsloven, at forældrebetalingstaksterne skal justeres som følge af et ændret økonomisk beregningsgrundlag for takstopkrævningen. Siden vedtagelsen af budget 2015 i Borgerrepræsentationen den 2.10.2014 er pris- og lønfremskrivningen i 2015 justeret ned, således at det har indvirkning på forældrebetalingstaksterne i dagtilbud. Yderligere er udgifterne steget som følge af udmøntningen af "flere midler til pædagogisk personale i daginstitutionerne", jf. BUU 28.1.2015. På den baggrund fremlægges de justerede forældrebetalingstakster gældende fra 1. august 2015, jf. takstbilaget bilag 2. 

Løsning

Helt overordnet balancerer den samlede økonomi for 2015 med et beskedent mindreforbrug, og der er på nuværende tidspunkt ingen grund til at foretage ekstraordinære tiltag.

1. regnskabsprognose udviser et forventet mindreforbrug på 121,9 mio. kr., hvor 43,5 mio. kr. kan forklares med den decentrale opsparing. Det resterende mindreforbrug på 78,4 mio. kan primært forklares med mindre aktivitet på egne skoler og institutioner for 70,3 mio. kr. 

Det er i 1. regnskabsprognose antaget, at den decentrale opsparing følger regnskabsresultatet for 2014. Det betyder, at forvaltningen på nuværende tidspunkt forventer, at skoler og institutioner samlet set hverken ned- eller opsparer i 2015, men bruger den bevilling, som er givet specifikt til deres aktivitet i 2015, fuldt ud. Da opsparingen fra 2014 nu er tilført Børne- og Ungdomsudvalgets budget, giver det et teknisk mindreforbrug, men der er ikke tale om et reelt mindreforbrug i 2015. Når vi når længere ind i året vil forventningerne til den decentrale opsparing sandsynligvis ændre sig i takt med, at prognoserne fra de decentrale enheder giver et mere præcist bud på årets resultat.

Forvaltningens reelle forventede mindreforbrug på driften relateret til 2015 er på nuværende tidspunkt 78,4 mio. kr. I Overblik over budget 2015, som udvalget blev præsenteret for på mødet 25. februar, var der afsat 31,8 mio. kr. til aktivitetsudsving på de enkelte bevillingsområder.

Midlerne til aktivitetsudsving er hovedsageligt et resultat af et etableringsefterslæb af pladser på specialområdet for 30,5 mio. kr., der dækker over et efterslæb på omkring 145 pladser. På dagtilbudsområdet afventer etablering af 100 specialklubpladser en kapacitetsanalyse og eventuel efterfølgende kapacitetsskabelse på baggrund af det konkrete behov. Der er også et efterslæb på etablering/udmelding af ca. 20 specialbørnehavepladser grundet en ekstraordinær lav efterspørgsel efter specialbørnehavepladser i 2014 bl.a. som følge af øget fokus på inklusion via basispladser. Endelig vurderes efterslæbet på skoleområdet at være ca. 25 pladser. Forvaltningen forventer, at udviklingen i pladser vil overstige demografitildelingen fra 2015-2018, hvorfor efterslæbet helt eller delvist vil blive indhentet. Det skal bemærkes, at der generelt ikke har været mindre aktivitet i udvalgets budget i de senere år. Udvalget har således selv finansieret de stigende dækningsgrader på dagområdet, som er et resultat af udbygningen af kapaciteten og opfyldelsen af målsætningen om pasningsgaranti inden for 4 km.

Såfremt der ikke havde været nogle ændringer til årets resultat siden februar, ville prognosen udvise et forventet mindreforbrug på 31,8 mio. kr. Forvaltningens forventning til mindreforbruget er altså her med 1. regnskabsprognose vokset med 46,6 mio. kr. fra 31,8 mio. kr. til 78,4 mio. kr. Hovedforklaringen på udviklingen i mindreforbruget er en forventning om mindre aktivitet på egne skoler og institutioner end budgetteret. Det kan i alt forklare 39,8 mio. kr. af de 46,6 mio. kr.

På dagtilbudsområdet skyldes det en lavere aktivitet i pladsafregningen på klubområdet på 744 børn (121 fritidsklubbørn og 482 juniorklubbørn) svarende til 22,4 mio. kr. Det er dog kun en afvigelse ift. korrigeret budget på 0,7 pct. Bag den lavere aktivitet kunne der ligge et fald i dækningsgraden på klubområdet som følge af folkeskolereformen og længere skoledage, udover den mindreaktivitet der allerede er indregnet som følge af samme. Det samlede fald i dækningsgraden på klubområdet passer dog med Rambølls brugerundersøgelse vedrørende fremtidens fritidstilbud. Her svarede resultaterne af forældrenes forventninger til et fald i dækningsgraderne på 3-5 pct. på fritidshjem, 12-15 pct. på fritidsklub og 20-25 pct. på juniorklubområdet. På specialdagtilbud er der en mindre aktivitet svarende til 1,7 mio. kr.

På undervisningsområdet er der et mindreforbrug på 6,2 mio. kr. som følge af opdateret befolkningsprognose, hvor der forventes 72 færre elever og en lidt lavere gennemsnitspris som følge af mindre budgetændringer. Herudover er der et mindreforbrug på 9,5 mio. kr. vedrørende visitationen af elever til specialundervisning og lavere priser, som især skyldes mindre brug af solistpladser og andre dyre pladser end først antaget.

Forvaltningen følger udviklingen i økonomi og aktivitet tæt og vil, såfremt det bliver nødvendigt, fremlægge forslag for udvalget om behov for eventuelle korrektioner i aktiviteterne. Såfremt der er en sikker forventning til et fortsat mindreforbrug ekskl. decentrale opsparing ved 2. regnskabsprognose, så fremlægger forvaltningen forslag til anvendelse af disse midler.

Se endvidere tabel 1 og 2 i bilag 1 om fordeling af bevillinger på de enkelte bevillingsområder inklusiv den decentrale opsparing og bevilling på forklaringskategorier.

Det er hensigten, at budgettet justeres så lidt som muligt i løbet af året, så der er et stabilt grundlag for styring og forklaringer af evt. afvigelser. Det faktiske forbrug vil dog altid afvige marginalt fra budgetudmeldingen. På budgetsiden opskrives budgettet løbende fx med skolernes og institutionernes opsparing i forbindelse med overførselssagen fra regnskab 2014 til budget 2015. Desuden sker der en efterregulering af demografimidlerne i udvalgets budgetramme. På forbrugssiden kan selv små ændringer i dækningsgraderne eller mængden af børn i forskellige aldersgrupper generere udsving i det samlede forbrug.  

Tabel 1: Ændringer fra vedtaget budget 2015 til 1. prognose

 

25/2

1. prognose 2015

Vedtaget budget 2015 (mio. kr.)

9.749,7

 9.749,7

Overførselssagen fra 2014 til 2015

 56,6

Pris- og lønfremskrivning

 -64,9

Demografi efterregulering 2015

  -6,2

1. sag vedrørende bevillingsmæssige ændringer 2015

  9,9

Øvrige bevillingsmæssige ændringer fra 2014* og 2015 og ændrede budgetforudsætninger

37,8

 37,3

Korrigeret budgetramme 2015

9.787,5

  9.782,4

*Ændringerne vedrører primært huslejekorrektioner.

Forældrebetalingstaksterne forventes justeret pr. 1. august 2015 som følge af et ændret økonomisk beregningsgrundlag for takstopkrævningen i 2015, da de gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgifter ændres. Årsagen er blandt andet overenskomstfornyelsen i perioden 1. april 2015 – 31. marts 2017 for regionalt og kommunalt ansatte. KL har i den forbindelse udsendt nye skøn for pris- og lønfremskrivningen, hvilket medfører at der både sker en lavere fremskrivning af lønudgifterne fra tidligere 2,08 pct. til nu 1,46 pct. og en lavere fremskrivning af driftsudgifterne fra tidligere 1,89 pct. til nu 1,05 pct., end der var forudsat ved vedtagelsen af taksterne i oktober 2014 ( BR 2.10.2014).  Takstopkrævningsgrundlaget er desuden blevet korrigeret for alle kendte budgetændringer i 2015, som kan have en indflydelse på taksterne, fx midlerne til mere pædagogisk personale i daginstitutioner mv. Konsekvensen af det ændrede beregningsgrundlag er et samlet fald i flere af taksterne på området, jf. bilag 2. 

Egne skoler og institutioner udviser samlet set et mindreforbrug på 70,7 mio. kr., der skyldes lavere aktivitet end ventet.

Økonomi

Ingen yderligere bemærkninger.

Videre proces

Sagen forelægges Økonomiudvalget den 2. juni og  Borgerrepræsentationen den 17. juni 2015.


       Else Sommer           /Sti Andreas Garde

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top