Mødedato: 29.03.2023, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Opfølgning på medlemsforslag i BUU om musikskoleundervisning i folkeskolers musiklokaler

Se alle bilag

På baggrund af et godkendt medlemsforslag stillet af Socialistisk Folkeparti i BUU om musikskoleundervisning i folkeskolers musiklokaler kan forvaltningen oplyse, at folkeoplysende foreninger gratis kan bruge skolernes lokaler. Udvalget skal beslutte om private musikskoler skal opfordres til at omdanne sig til foreninger, hvis de vil låne lokaler på skolerne.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at private musikskoler rådgives om muligheden for at blive folkeoplysende forening.
  2. at ”Medlemsforslag om musikskoleundervisning i folkeskolers musiklokaler" godkendt i Børne- og Ungdomsudvalget den 22. juni 2022 hermed er håndteret. 

Problemstilling

Der er i Københavns Kommune mange forskellige udbydere af musikundervisning til børn og unge uden for skoletiden, herunder foreninger og musikskoler, der er organiseret som virksomheder (private musikskoler).

Musikskoler, der er godkendt som folkeoplysende foreninger, kan gratis låne lokaler på skolerne. Private musikskoler skal betale markedsleje for brug af kommunens lokaler.

BUU godkendte på udvalgsmødet den 22. juni 2022 et medlemsforslag fra Socialistisk Folkeparti om musikskoleundervisning i folkeskolers musiklokaler, hvor forvaltningen bliver bedt om at udarbejde en model, så private musikudbydere enten kan undgå lejeudgifter til skolelokaler eller kompenseres for lejeudgifter gennem et tilskud, så forældrebetalingen kan holdes nede.

Mulighederne der beskrives i denne indstilling har været i høring i KFF og hos Intern Revision, der har givet input til sagen, og Intern Revision har sagt god for mulighederne.

Løsning

Private musikskoler skal som udgangspunkt betale leje af lokaler på folkeskoler på markedsvilkår ligesom alle andre private virksomheder. Hvis de skal have omkostningsfri adgang til lokaler på folkeskoler kan de omdannes til folkeoplysende forening.

Omdannelse til folkeoplysende forening

Private musikskoler kan omdanne sig til en folkeoplysende forening og dermed indgå i det eksisterende system for lån af lokaler i regi af Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF). Dette er den enkleste model, men det forudsætter, at musikudbyderen stopper sin virksomhed og i stedet etablerer sig som forening uden kommercielt sigte.

Den bedste løsning for musikskolerne, hvis de vil have gratis adgang til folkeskolernes lokaler, er derfor at omdanne sig til folkeoplysende forening og bruge den ordning, der allerede eksisterer i dag.

Indirekte tilskud til private musikskoler

Det vil være muligt at yde et indirekte tilskud i form af gratis adgang til lokaler til private musikskoler.

Kommunen kan kun give tilskud, hvis det er til en såkaldt ”lovlig kommunal aktivitet”, fx musikundervisning. Det er ikke en lovlig kommunal aktivitet at have et profitformål, og derfor må tilskud ikke bidrage til et overskud i de private musikskoler. Det betyder, at et tilskud skal øremærkes tydeligt til de aktiviteter, der lovligt kan ydes tilskud til. Der er også mulighed for at skrive en udbyttebegrænsning ind i nogle selskabers vedtægter, så det er tydeligt, at selskabet ikke har et profitformål.

Et tilskud til de private musikskoler kan gives som et indirekte øremærket tilskud i form af gratis adgang til lokaler på folkeskoler. Det forudsætter, at tilskudsmodtageren udarbejder et særskilt regnskab for de støttede aktiviteter, der kan dokumentere at tilskuddet ikke bidrager til profit.

Samtidig skal der være ledig overskudskapacitet på folkeskolerne.

Det er KFF, der formidler ledige lokaler på folkeskolerne uden for skoletiden (efter Folkeoplysningsloven). Ledige lokaler bliver først fordelt til foreningsaktiviteter. Det betyder, at der ikke permanent kan sikres ledig kapacitet, der kan tildeles private musikskoler, og eventuelle aftaler om brug af lokaler derfor vil ske på midlertidig basis.

Private musikskoler vil derfor opleve, at de kun kan få lokaler, hvis foreningerne ikke bruger dem, at aftalerne er tidsbegrænsede, at de skal aflægge særskilt regnskab for beløbet svarende til lokaleleje og at der eventuelt skrives en udbyttebegrænsning ind i virksomhedens vedtægter.

Samlet kan det gøre det mindre attraktivt for nogle private musikskoler at indgå i en sådan tilskudsordning.

Politisk handlerum

Udvalget kan beslutte at yde private musikskoler indirekte øremærket tilskud i form af gratis adgang til lokaler på folkeskoler (foruden evt. rådgivning om muligheden for at blive folkeoplysende forening).

Ønskes den model, så vil der være en kommunal merudgift til administration forbundet med løsningen.

Forvaltningen vil i givet fald indhente en ekstern juridisk vurdering, samt indgå dialog med KFF, med henblik på at udforme en model og forankring heraf samt udarbejde et budgetnotat til budget 2024. Sagen vil herefter blive forelagt udvalget igen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Intet yderligere.

 

Tobias Børner Stax                                  Mette Seneca Kløve

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 29. marts 2023:

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

Til top