Høring fra BIU om Københavns strategi for fremme af lige muligheder
Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) skal tage stilling til høringssvar til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU) om Københavns Kommunes strategi for fremme af lige muligheder.
Indstilling og beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller,
- at Børne- og Ungdomsudvalget godkender indstillingen som udvalgets høringssvar til BIU om Københavns Kommunes strategi for fremme af lige muligheder
Problemstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har udarbejdet et udkast til Københavns Kommunes strategi for fremme af lige muligheder i henhold til Inklusionsaftale 2013, som på BIU-mødet den 24. juni 2013 blev besluttet sendt i høring, se bilag 1-4.
Udkast til strategi har fokus på to overordnede områder:
- Bedre borgerservice gennem styrket ligebehandling
- Styrket ligebehandling gennem mere blandet leder- og medarbejderskare i Københavns Kommune som arbejdsplads
Løsning
Strategien vil i vidt omfang kunne understøtte BUFs arbejde med fremme af lige muligheder for borgere og medarbejdere. BUF har en meget forskelligartet ’kundekreds’, som kræver at denne også afspejler sig i medarbejdersammensætningen. Disse forhold arbejdes der allerede aktivt med i forvaltningen. Strategien skønnes at gøre det muligt at arbejde endnu mere målrettet med ligebehandling end tidligere.
Overordnet er det forvaltningens vurdering, at strategien vil kunne indgå i en løbende implementeringsproces, der vil styrke og skabe større ligebehandling i hele kommunen. Det er forvaltningens vurdering, at der fortrinsvis bør arbejdes ud fra en mainstreaming tankegang, frem for som hensigtserklæring i udvalgte pilotenheder og -projekter.
Bedre borgerservice gennem styrket ligebehandling
Det fremgår af forslaget til strategien, at borgernes forskellighed skal anerkendes igennem en løbende analyse og tilpasning af de tiltag, der retter sig mod borgerne. Det skal sikres at borgerne kender og har adgang til klagemuligheder igennem forståelig kommunikation. Kommunens ansatte skal have kompetencer i ligebehandling, herunder kendskab til lovgivning og klagemuligheder.
Vedr. BUFs større borgerrettede områder kan det nævnes, at BUF - i forbindelse med lærerlockouten i foråret - har formået at holde den brede og mangfoldige kreds af forældrene og børn opdateret over forløbet og de med udelukkelsen forbundne praktiske konsekvenser ift. transport, åbnings- og lukketider for alternative pasningstilbud mm. Digital skoleindskrivning har ligeledes opnået et højt niveau, som dog igennem de i strategien forslåede tiltag som f.eks. ligebehandlingstjek af borgerrettede blanketter yderligt kan øges. Derudover er kommunikationen til de meget forskelligartede målgrupper af unge i forbindelse med ungdomsuddannelser blevet moderniseret og forenklet, så tilbuddene er lettere tilgængelig via de medier, som er kendt og brugt af de unge (f.eks. facebook).
BUU vurderer at strategien vil kunne hjælpe med at løse den etniske ligebehandlingsudfordring på ungdomsuddannelsesområdet, som også er dokumenteret i inklusionsbarometeret og som der allerede handles på via bl.a. rollemodelkorps og forældrerollemodeller.
Styrket ligebehandling gennem mere blandet leder- og medarbejderskare i Københavns Kommune som arbejdsplads
Det fremgår af forslag til strategi, at arbejdspladserne igennem rekrutteringen skal skabe og igennem inklusion rumme forskellighed og udnytte denne i det daglige arbejde. Derudover skal ligebehandling og anti-diskrimination tænkes ind i kompetenceudvikling for kommunens ledere og medarbejdere, så der findes brugbare værktøjer til at gribe ind i tilfælde af diskrimination eller ulig behandling.
BUF er allerede en mangfoldig arbejdsplads ikke mindst igennem den høje grad af socialt ansvar som skoler og institutioner udviser igennem rekruttering af en bred vifte af forskellige minoriteter. Især for ufaglærte er en stilling som pædagogmedhjælper den første skridt i arbejds- og uddannelsesverden. MED-aftalen i BUF vil derudover styrke inklusionen af minoriteter i fremtiden og fint spille sammen med strategien.
BUF finder det centralt, at der formuleres principper for ligebehandling vedrørende den interne HR og Personalepolitik, men gør samtidig opmærksom på, at der i forhold til rekruttering af personer fra særlige grupper er en hårfin balance i forhold til at sikre overholdelse af gældende lovgivning. Derudover har kommunen i forvejen politisk besluttede måltal for at fremme ansættelse i løntilskud, fleksjob, seniorjob mm., som der løbende følges op på. Det er BUFs vurdering, at det bør være den enkelte, decentrale leder, der vurderer, hvordan principperne skal indgå i personaleledelsen.
Implementering af strategi
I strategien foreslås det, at der oprettes et board for bekæmpelse af diskrimination og fremme af lige muligheder i kommunen, som skal sikre høring og inddragelse af repræsentanter fra minoritetsgrupper. Derudover anbefales oprettelsen af en ligebehandlingsenhed forankret under BIF for at initiere og yde rådgivning ifm. implementeringen i alle forvaltninger.
BUF støtter oprettelsen af et board for bekæmpelse af diskrimination og fremme af lige muligheder i Københavns Kommune. Ligeledes anses en ligebehandlingsenhed forankret i BIF som et tiltag, der kan sikre en ensartet udmøntning af strategien i alle forvaltninger. Enheden anbefales dog alene at have en rådgivende funktion for at tage højde for BUFs decentrale organisering og den store lokale selvbestemmelse på medarbejderområdet. BUU understøtter således tanken om videreuddannelse af ledere og medarbejdere med henblik på ligebehandling og anti-diskrimination, men anbefaler, at det overlades til den enkelte forvaltning at undersøge og definere det forvaltningsspecifikke behov samt udvikle de passende uddannelsesforløb.
BUU vægter, at strategien implementeres på en måde, så opfølgningen ikke medfører unødigt, bureaukrati i forhold til resultatmålinger, men følger tillidsdagsorden. Desuden er der behov for en sammenhængende tids- og finansieringsplan, idet forvaltningen ikke på nuværende tidspunkt har taget stilling til mulighederne for finansieringen af strategien i BUF.
Økonomi
I forbindelse med Inklusionsaftalen 2013 har BIU afsat 2 mio. kr. til udarbejdelse af en strategi for fremme af lige muligheder i Københavns Kommune og til en fortsættelse af Ligebehandling KBH på 25 nye institutioner i 2013.
Finansieringen af en eventuel udbredelse af principperne til hele kommunen er ikke besluttet.
Videre proces
Såfremt BUU godkender BUF’s høringssvar til principperne for ligebehandling, fremsendes høringssvaret til BIU. På baggrund af høringssvarene forelægger Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen et udkast til en endelig strategi for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget på møde d. 7. oktober 2013 med henblik på efterfølgende behandling i Borgerrepræsentationen i november 2013.
Else Sommer /Elin Hausle Ebbesen