Pædagogiske tiltag med tilknyttet forskning
Indstilling og beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at midler reserveret til pædagogiske aktiviteter med tilknyttet forskning anvendes til målrettede tiltag for omsætning af eksisterende viden fra forskning i den pædagogiske praksis i dagtilbud
Problemstilling
I forbindelse med vedtagelsen af en ny budgetmodel for sociale normeringer til daginstitutioner med mange udsatte børn blev der over en periode på 3 år (2013-2015) reserveret et beløb til pædagogiske tiltag med tilknyttet forskning (BUU 26.9.2012). Formålet var overordnet at få en forskningsmæssig belysning af, hvad en reduceret børnegruppestørrelse og opnormering af personalet betyder for børnene. Der blev afsat 2,5 mio. kr. i 2013 og 2014 og 0,5 mio. kr. i 2015, og det blev angivet, at midlerne skulle anvendes til budgetsikkerhed i de institutioner, der deltog i forskning, mens der ikke kunne anvendes midler til finansiering af forskernes arbejde.
Børne- og Ungdomsudvalget besluttede på mødet den 27.22.13, at midlerne for det pågældende år kunne bruges til et tilbud om faglig supervision til samtlige de institutioner, der modtager sociale normeringer i 2014, da forskningssamarbejde uden medfinansiering af forskernes arbejde ikke er mulig.
BUU skal nu træffe beslutning om, hvordan midlerne for 2014 og 2015 skal anvendes.
Løsning
Konkrete tiltag til overførsel og omsætning af viden
Det er en central udfordring, at der i det pædagogiske praksisfelt er utilstrækkelig viden om og anvendelse af aktuel forskning om udsatte børn. Det betyder i mange tilfælde, at man teoretisk kender til nytten af en bestemt type indsats, fx en særligt struktureret pædagogik, særlige aktiviteter til stimulering af kognitive færdigheder eller principper om enkelte gennemgående voksne, uden at denne viden slår igennem i den pædagogiske praksis.
Dette peger på et behov for udvikling af nye strategier for overførsel og omsætning af viden fra forskningen i de daginstitutioner, der har de mest udsatte børn. Forvaltningen foreslår derfor, at der indgås et samarbejde med det konsortium af forskere og uddannelsesinstitutioner, der i de senere år har afprøvet en model for implementering af en vidensbaseret indsats overfor udsatte børn i dagtilbud (VIDA).
VIDA programmet er stort og omfatter både kurser for personale og ledere og udviklingsprojekter, som institutionerne selv sætter i værk. Derfor foreslås det, at der i første omgang gøres erfaringer med en mindre gruppe interesserede daginstitutioner med sociale normeringer. Disse identificeres med hjælp fra bl.a. områdechefer og pædagogiske konsulenter, de tilbydes en mindre kompensation for personalets uddannelsestid, og der samles op på erfaringerne med henblik på at udvikle en lettere model til implementering i flere institutioner.
Det foreslås desuden, at der af bevillingen afsættes midler til mere ekstensive ’transferstrategier’. Det kan fx være i form af:
- Fyraftensmøder med særlige aktuelle temaer fra forskningen
- Områdebaserede netværk for pædagoger fra institutioner med mange udsatte børn. Fokus skal her være på præsentation, refleksion og aktivt arbejde med ny viden fra forskning
- Videnscirkler hvor praktikere i samarbejde med en cirkelleder, typisk en forsker, reflekterer over ny teoretisk viden med henblik på nye tiltag i egen praksis.
Udvikling af struktureret forskningssamarbejde
Arbejdet med at finde anvendelse af midlerne til forskning under de sociale normeringer har afdækket to generelle udfordringer relateret til samspillet imellem forskning og pædagogisk praksis. Den løsning, forvaltningen foreslår, adresserer udfordringringen med at formidle forskningsbareseret viden. Det foreslås, at der i en bredere sammenhæng end de sociale normeringer arbejdes videre med den anden udfordring, som er, at gensidigt forpligtende og udbytterigt samarbejde med forskere typisk kræver en længere tidshorisont samt åbenhed fra begge parter om de konkrete forskningstemaer. Det kalder på samarbejdsrelationer og -temaer af bredere og mere strategisk karakter.
Forvaltningen vil arbejde videre med etableringen af egentlige strategiske samarbejdsrelationer med udvalgte forsknings- og udddannelsesinstitutioner og forventer at fremlægge oplæg herom til drøftelse i udvalget på et senere tidspunkt.
Økonomi
Det foreslås at midlerne afsat til pædagogiske aktiviteter med tilknyttet forskning i 2014 anvendes på følgende måde:
- 1,8 mio. kr. går til gennemførelsen af VIDA programmet i et antal institutioner med sociale normeringer, herunder 0,3 mio. kr. til sikkerhed for, at en institution, der deltager i VIDA, men mister de sociale normeringer i 2015, kan fortsætte deltagelsen
- 0,7 mio. kr. går til netværk i områderne, fyraftensmøder og/eller etablering af videnscirkler.
De ca. 0,5 mio. kr., der er til rådighed i 2015, anvendes til videreførelse af de nævnte aktiviteter.
Videre proces
Else Sommer / Camilla Niebuhr