Mødedato: 28.03.2007, kl. 15:00

Udlicitering af Køss

Se alle bilag

Udlicitering af Køss

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 28. marts 2007

 

 

3.      Udlicitering af Køss

  J.nr. 2007-3599

 

 

 

 

 

 

Udvalget skal tage stilling til, om produktionen af mad til Københavns sunde skolemad skal sendes i udbud, og i givet fald hvilket koncept der fremover skal være rammen for en skolemadsordning i København.

 

Beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

1.  at udvalget træffer beslutning om hvorvidt produktionen af mad til Københavns sunde skolemad (Køss) sendes i udbud, og i givet fald om konceptet for Københavns skolemad skal ændres.

 

Problemstilling

Maden til Køss produceres af kommunes køkken i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF). Forvaltningerne imellem er der indgået en samarbejdsaftale om produktionen. Så længe maden produceres under nuværende konstruktion, hvor køkkenet producerer, og skolerne sælger, er skolemadsordningen ikke udbudspligtig, jf. bilag 1. Den nuværende skolemadsordning er udviklet og tilpasset til forholdene i Københavns Kommune skoler med målsætninger, der udover at tilbyde mad omfatter undervisning og en sundhedsdimension, jf. bilag 2. Beslutter BUU, at produktionen af mad sendes i udbud, skal udvalget beslutte hvilket koncept, der skal være rammen for en skolemadsordning i København.

 

Løsning

Aftalen, der er indgået med SUF om produktion af mad, kan opsiges 31. juli 2007 til udløb 31. juli 2008. Ifølge igangværende forhandlinger ser det ud til, at aftalen kan ophøre 31. december 2007.

Inden skolemaden sendes i udbud, udarbejdes et udbudsmateriale, med de krav Københavns Kommune stiller til en skolemadsordning.

Udover krav, der udspringer af Københavns Folkesundhedsplan, krav fra Fødevarer- instituttets Afdeling for Ernæring til sund mad i skoleboderne samt Agenda 21-planens Dogme 2000-krav om 75 % økologi, er det væsentlig at BUU fastlægger konceptet for den fremtidige skolemadsordning. Forvaltningen fremlægger tre modeller, der hver for sig kan danne rammen for et udbudsmateriale, jf. bilag 3.

 

Model 1

Konceptet som det kendes i dag bevares, med salg fra skolebod og via Internettet. De pædagogiske elementer, det sundhedsfremmende arbejde også med ulighed i sundhed bevares blandt andet gennem forsat læring om sund mad, spontan køb og kontantbetaling. I udbud sendes de opgaver, der i dag varetages af centralkøkkenet i de Gamles By, det vil sige produktion, pakning og distribution af maden og administrationsopgaver vedr. bestilling og betaling. Modellen indebærer, at skolerne selv bestiller maden, og det økonomiske ansvar for driften af skolemaden flyttes ud på de enkelte skoler.

 

Model 2

Denne model er en madserviceordning, hvor maden bestilles og betales over nettet, en producent varetager produktion, administration og leverer maden på skolen (fx som en udvidet mælkeordning). Formodentlig vil der kun kunne leveres kolde produkter. Der vil være et minimalt kommunalt engagement, idet den pædagogiske overbygning udgår og der ikke vil være læring relateret til forebyggelse, sundhedsfremme og miljø.

 

Model 3

Forvaltningen indgår en rammeaftale med forskellige leverandører af skolemad. Leverandørerne leverer skolemad ud fra forskellige kriterier, det kan både være model 1 og 2 eller en mere udvidet model, hvor maden leveres som halvfabrikata og færdigproduceres på skolerne. Den enkelte skole vælger hvilken form for skolemad der tilbydes.

I diskussionen om valg af model bør Københavns Madhus bud på en bæredygtig og fremtidssikret skolemad inddrages, jf. bilag 4. Madhuset fremhæver bl.a., at der bør sikres madtilbud til de børn, der ellers ikke får ordentlige måltid hjemmefra og at der skal skabes mulighed for "maddannelse" af kommunens børn og unge, både via nye madvaner, men også via medvirken ved produktion og salg.

Endvidere bør brugerundersøgelsen af Køss fra efteråret 2006 inddrages ved valg af udbudsmodel, jf. bilag 5. Formålet med undersøgelsen har bl.a. været at afdække de nuværende brugeres tilfredshed, elevers foretrukne måltider samt hvem der bruger Køss. I undersøgelsens hovedpointer og anbefalinger står bl.a., at der er markant tilfredshed blandt både elever og forældre med skolemadsordningen.

Model 1 opfylder både buddet fra Madhus København, og er den model brugerundersøgelsen viser, der er stor tilfredshed med.

Det bemærkes, at udlicitering af skolemaden næppe vil føre til lavere priser. Priserne for mad hos private producenter af skolemad, ligger i dag på niveau med de netop forhøjede priser i København, der træder i kraft med sommermenuen.

Alt efter buddenes karakter, er det muligt skoleboderne skal ombygges i relation til et ændret koncept – derfor skal eventuelt påregnes minimum ½ år fra aftale er indgået – til en ombygning kan være på plads.

I stort set alle kommuner med en skolemadsordning, uanset om det er en privat eller kommunal ordning, gives der økonomisk tilskud til drift, medmindre det er en rent internetbaseret skolemadsordning, jf. bilag 6. Økonomien i relation til de 3 modeller for skolemad gennemgås i bilag 7.

 

Økonomi

Der er i Køss' budget ikke afsat midler til udarbejdelse af udbudsmateriale. Der skal i givet fald afsættes ca. 0,2 mio. kr. til konsulentbistand til udarbejdelse af udliciteringsmateriale og udbudsproceduren. Forvaltningen foreslår, at udgiften finansieres ved, at undlade at etablere yderligere to af de manglende skoleboder.

Med mindre model 2 vælges, skal der afsættes tre mio. kr. årligt til drift af skoleboderne, hvilket i givet fald bør indgå i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2008.

Der skal eventuelt afsættes midler til reorganisering af skoleboderne  på mellem 50-150.000 pr. skole jvf. bilag 7, i relation til et ændret koncept, hvilket i givet fald bør indgå i budgetforhandlingerne for 2008. Vælges model 1 eller 3 som skolemadsordning i København indgår økonomien for valgte model i budgetforhandlinge rne for 2008.

 

Videre proces

Såfremt Køss udliciteres, vil forvaltningen udarbejde relevante budgetter, opsige samarbejdsaftalen med SUF, iværksætte proceduren vedrørende udlicitering og forventeligt opstarte Køss med en ny leverandør den 1. januar 2008.

 

Bilag

-         Bilag 1: Notat vedrørende grundlæggende udbudsretlige emner.

-         Bilag 2: Hvad er Køss?

-         Bilag 3: Modeller for en skolemadsordning

-         Bilag 4: Notat om Køss, fra Københavns Madhus

-         Bilag 5: Brugerundersøgelsen om Køss

-         Bilag 6: Driftstilskud i andre skolemadsordninger

-         Bilag 7: Økonomi til de 3 skolemadsordninger

 

 

                                            Else Sommer

                                                                                       Per Quaade

 

 

 

 

 



 

Til top