2. behandling af investeringsforslag til OFS 23-24
Børne- og Ungdomsudvalget skal i alt finde nye effektiviseringer for 54,3 mio. kr. til at indfri måltallet for budget 2025. Med denne sag skal udvalget 2. behandle investeringsforslag til overførselssagen 2023/24, som kan bidrage med nye effektiviseringer for 29,2 mio. kr. i 2025 og 74,7 mio. kr. varigt.
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),
- at udvalget godkender de investeringsforslag til overførselssagen 23/24, der fremgår af indstillingen.
Problemstilling
Økonomiudvalget (ØU) har med indkaldelsescirkulæret for budget 2025 den 24. januar besluttet, at BUU skal aflevere et forslag til budget 2025, der indeholder effektiviseringer for 96,4 mio. kr. inkl. effektivisering på administrative opgaver for 6,9 mio. kr.
Regeringen har med økonomiaftalen for 2024 tilkendegivet, at udgifterne til administrative opgaver i kommuner og regioner skal nedbringes med 3 mia. kr. frem mod 2030. Derfor har ØU besluttet, at udgifterne til de administrative opgaver i kommunen skal reduceres med 30,0 mio. kr. i 2025.
Måltallet for effektivisering på administrative opgaver er fordelt på forvaltningerne med en nøgle, som baserer sig på forvaltningernes andel af serviceudgifterne og fordelingen af måltallet i budget 2024. BUU’s måltal for effektivisering på administrative opgaver er 6,9 mio. kr., hvoraf 4,9 mio. kr. kan henføres til forvaltningens andel af serviceudgifter, mens 2,0 mio. kr. er efter fordelingen i budget 2024.
Til at indfri det samlede effektiviseringsmåltal på 96,4 mio. kr. er der 42,1 mio. kr. i stigende profiler fra effektiviseringer vedtaget i tidligere budgetter. BUU skal dermed finde nye effektiviseringer for 54,3 mio. kr., som skal løses med BUF’s egne investerings- og effektiviseringsforslag samt tværgående investerings- og effektiviseringsforslag.
I budget 2024 er der afsat en investeringspulje på i alt 320 mio. kr., som fagudvalgene kan ansøge om af få del i ved at fremsende investeringsforslag, som resulterer i effektiviseringer. Forslagene godkendes i overførselssagen i marts 2024 eller ved vedtagelsen af budget 2025. Hvis forslagene skal indgå i udvalgets budgetforslag 2025, skal de endelig godkendes med denne sag, så de kan indgå i overførselssagen.
Udvalget 1. behandlede investeringsforslagene på mødet 7. februar 2024, og nogle af forslagene er tilrettet på baggrund af udvalgets drøftelse.
Løsning
BUF har 11 investeringsforslag med en samlet effektivisering på 29,2 mio. kr. i 2025 og 74,7 mio. kr. varigt. De enkelte forslag fremgår af bilag 1-11.
Forslagene kan inddeles i 4 temaer, der omhandler henholdsvis administrative opgaver, skolernes drift, kapacitet på dagtilbud og forslag vedrørende børn med særlige behov. Der er fem forslag indenfor temaet administrative opgaver, som skal medvirke til at forenkle og samle opgaver centralt. To forslag er er udformet med henblik på at lette skolernes drift, et forslag omhandler nedjustering af dagtilbudskapacitet og to forslag har fokus på børn med særlige behov.
Dertil er der et forslag udarbejdet i samarbejde med Socialforvaltningen, som omhandler en styrket fælles indsats for sårbare familier med henblik på at mindske behovet for dagbehandling.
Alle forslagene er vurderet af Økonomiforvaltningen (ØKF) i henhold til kriterierne for investeringspuljerne. Forslaget om Øget og systematisk fakturakontrol overlapper efter ØKF’s opfattelse med Investeringsforslaget Fremtidens indkøb, og forslaget skal derfor særskilt politisk prioriteres i overførselssagen. De øvrige forslag er godkendt af ØKF.
Herudover er der 2 tværgående investeringsforslag, hvor BUF bliver berørt. Forslagene handler om administrative lettelser i mobilhåndtering og indregning af energibesparelser ved renovering og planlagt vedligehold. De tværgående forslag bidrager i alt med 0,6 mio. kr. i 2025 og 1,0 mio. kr. varigt. Forslagene blev præsenteret for udvalget i forbindelse med 1. behandlingen af sagen den 7. februar.
Tabel 1: Økonomiske konsekvenser ved vedlagte investeringsforslag (mio.kr.)
Bilag nr. |
Titel på forslag |
Investering |
Netto effektivisering i 2025 |
Varig netto effektivisering |
Administration |
||||
1 |
Investering i stifinder-medarbejdere i AF |
1,7 |
-0,6 |
-1,3 |
2 |
Øget og systematisk fakturakontrol i BUF |
1,3 |
-1,8 |
-1,8 |
3 |
Registrering og oprydning af bærbare og tablets i dagtilbud |
0,6 |
-1,0 |
-1,0 |
4 |
Styrkelse af styring og overblik vedrørende udgifter til anbragte børn i Københavns Kommune |
1,0 |
-1,5 |
-2,0 |
5 |
Administrativ understøttelse af bydækkende enheder via de administrative fællesskaber |
3,8 |
-1,7 |
-1,7 |
Kapacitet på dagtilbud |
||||
6 |
Nedjustering af dagtilbudskapacitet |
42,6 |
-16,3 |
-23,4 |
Skolernes drift |
||||
7 |
Decentralisering af svømmeundervisningen |
13,5 |
-1,4 |
-5,7 |
8 |
Kompetencepakker og praksisnær kompetenceudvikling på skoleområdet |
19,1 |
-2,1 |
-4,5 |
Børn med særlige behov |
||||
9 |
Ændring i vilkår for tildeling af kørsel til særlige dagtilbud |
1,2 |
-1,6 |
-9,6 |
10 |
Målrettet arbejde med børns sensoriske og motoriske udfordringer |
12,9 |
-0,0 |
-22,5 |
BUF-SOF |
||||
11 |
Styrket fælles indsats for sårbare og udsatte 4 til 6-årige og deres familier |
10,9 |
-1,2 |
-1,2 |
|
I alt |
108,6 |
-29,2 |
-74,7 |
Ændringer i investeringscases siden 1. behandling
Siden 1. behandling er der ændret i forslagene om nedjustering af dagtilbudskapacitet, decentralisering af svømmeundervisningen, ændring i vilkår for tildeling af kørsel til særlige dagtilbud og administrativ understøttelse af bydækkende enheder via de administrative fællesskaber.
I forslaget vedr. Nedjustering af dagtilbudskapacitet (bilag 6) er beskrivelse af proces for udvælgelse blevet præciseret, der er tilføjet et afsnit om pasningsgarantien indenfor 4 km i Ørestad, og der er lavet rettelser under beskrivelsen af de enkelte cases, hvor der var behov for uddybning.
I forslaget om Decentralisering af svømmeundervisningen (bilag 7) er der bl.a. tilføjet, at skolerne allerede i dag modtager midler gennem deres budgettildeling, så der kan være tilstrækkelig med lærere til at deltage i svømmeundervisningen. Derfor er der ikke behov for yderligere lærerressourcer på skolerne, men alene behov for opkvalificering.
I forslaget om Ændring i vilkår for tildeling af kørsel til særlige dagtilbud (bilag 9) er der blevet tilføjet, at forældre bliver vejledt i hvordan de søger om kørsel under de nye vilkår, når de modtaget tilbud om plads i særligt dagtilbud.
Bemærkninger til investeringsforslagene
I perioden mellem 1. og 2. behandling af sagen har forvaltningen sendt forslagene til kommentering hos forældreorganisationer, fagforeninger og de parter, der bliver direkte berørt af de respektive forslag. Der er kommet 20 høringssvar, som fremgår af bilag 12 (bilaget er fortroligt af GDPR-hensyn).
Otte af høringssvarene vedrører forslaget Nedjustering af dagtilbudskapacitet og er fra ledere, lokaludvalg, forældre og lokalMED. Flere af dem er bekymrede for den betydning, som forslaget kan have for de områder, hvor institutionerne ligger i, og de stiller sig undrende overfor de kriterier, der er sat for udvælgelsen.
Ni af forslagene vedrører forslaget om Administrativ understøttelse af bydækkende enheder via de administrative fællesskaber og er fra ledere, MED-udvalg, medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer. Flere af kommentarerne fremhæver de enkelte enheders forskellige behov, og de har et ønske om, at AF for de bydækkende enheder samles i én enhed, hvis forslaget vedtages.
To af forslagene vedrører forslaget om Decentralisering af svømmeskolen og er fra bestyrelsen af Københavns Kommuneskolers Idrætslærerforening og personalet fra svømmeskolen. Begge forholder sig kritisk til forslaget og ser det beklageligt at en faglig ekspertise forsvinder.
Den sidste kommentar er fra Skole og Forældre København, som forholder sig kritisk til forslagene Nedjustering af dagtilbudskapacitet, Decentralisering af svømmeundervisningen, Kompetencepakker og praksisnær kompetenceudvikling på skoleområdet og Ændring i vilkår for tildeling af kørsel til særlige dagtilbud.
Politisk handlerum
Udvalget har mulighed for ikke at godkende et eller flere af forslagene. I så fald skal der træffes beslutning om flere effektiviseringer med henblik på at indfri effektiviseringsmåltallet.
Økonomi
Intet yderligere.
Videre proces
De forslag, som Børne- og Ungdomsudvalget vedtager, indgår i forhandlingerne om overførselssagen 2023-24 med henblik på udmøntning af midler fra investeringspuljerne til implementering af forslagene i Børne- og Ungdomsforvaltningen. Afledte driftseffektiviseringer i 2025 og frem som følge af de godkendte forslag indarbejdes i Børne- og Ungdomsudvalgets budgetforslag 2025.
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 28. februar 2024:
Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF1):
”At Uddannelsescenter Ungdomsskolen i Utterslev Mose udgår af investeringsforslaget ”Administrativ understøttelse af bydækkende enheder via de administrative fællesskaber”.
Ændringsforslaget (ÆF1) blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 3 medlemmer: Ø.
Imod stemte 7 medlemmer: A, C, F og V.
Ingen medlemmer undlod at stemme.
Socialistisk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF2):
”At investeringsforslaget ”Decentralisering af svømmeundervisningen” udgår som investeringsforslag”.
Ændringsforslaget (ÆF2) blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 7 medlemmer: A, F og Ø.
Imod stemte 3 medlemmer: C og V.
Ingen medlemmer undlod at stemme.
Et enigt udvalg stillede følgende ændringsforslag (ÆF3):
”At investeringsforslaget ”Nedjustering af dagtilbudskapacitet” godkendes, idet udvalget frem mod Borgerrepræsentationens godkendelse af overførselssagen 2023-24 – på baggrund af supplerende udredning og høringsproces forestået af Børne- og Ungdomsforvaltningen - kan fremsætte alternative forslag til nedjustering af dagtilbudskapaciteten til hel eller delvis erstatning for forslagene a) ”Børnehuset Cobra”, b) ”Børnehaven Parkhøj”, c) ”Sammenlægning af Børnehuset Lygtemagerstien og Idrætsinstitutionen Hoppeland” og d) ”Lukning af afdeling hos Vuggestuerne Ingolf og Lille Ingolf””.
Venstre stillede følgende underændringsforslag til ÆF3 (UÆF3):
”At ”Bellahøj Børnehave” tilføjes som et 5. forslag”.
Underændringsforslaget (UÆF3) blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 1 medlem: V.
Imod stemte 9 medlemmer: A, C, F og Ø.
Ingen medlemmer undlod at stemme.
Ændringsforslaget (ÆF3) blev herefter godkendt uden afstemning.
Indstillingen blev med ovenstående tilpasninger og justeringer godkendt uden afstemning.