Mødedato: 28.01.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Omlægning af dyrere pladser til billigere

Udvalget skal tage stilling til forslag om høring om omlægning/opsigelse af små/deltidsåbne institutioner.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at forslag om tilpasning af budget, omlægning eller opsigelse af seks dagtilbud sendes i høring

Problemstilling

Det fremgår af budget 2015, at der skal ske en effektivisering ved omlægning af dyrere pladser til billigere pladser.  Et af punkterne herunder er små og deltidsåbne institutioner. Af udmøntningssagen den 5. november 2014 fremgår det, at der skal hjemtages en besparelse i 2015 på 1,0 mio. kr. og fra 2016 2,0 mio. kr.

Forvaltningen vil i løbet af de kommende år frem til 2018 gennemgå alle institutioner med udgangspunkt i en række forhold: institutioner på fastfrosset budget (dvs. institutioner, som ikke har fået tilpasset deres budget til den almindelige budgetmodel pga. deres størrelse, da de vil have svært ved at kunne få økonomien til at hænge sammen), institutioner på økonomisk handleplan, institutioner med udflytterkørsel, institutioner med andre udfordringer, fx de fysiske rammer mv. Der kan være sammenfald mellem grupperne. At en institution har en eller to grupper, er i sig selv ikke ensbetydende med, at den er dyrere i drift end en større institution, men nogle af de mindre institutioner er knap så robuste i forhold til at imødegå fx langtidssygdom og fald i børnetal.

Denne indstilling vedrører specifikt de sidste seks daginstitutioner på fastfrosset budget. Forvaltningen fremlægger forslag om høring af institutionerne m.fl. om, at institutionerne enten skal overgå til normal budgetmodel eller indstilles til opsigelse.

Løsning

Når institutionerne på fastfrosset budget i dag er dyrere end gennemsnittet skyldes det, at de overordnet set modtager et større budget pr. barn end de institutioner, der er tilpasset den almindelige budgetmodel, fordi deres budget ikke har været reguleret i en årrække, og derfor modtager samme budget som før der skete regulering, fx i forhold til lederløn og kompensationstimer. De institutioner, som forvaltningen foreslår fortsætter, vil med overgang til normal budgetmodel ikke længere være dyrere på den børnetalsafhængige pladspris, men der vil stadig være tale om små institutioner, der er mere økonomisk sårbare end store institutioner. Den foreslåede løsning sker alene ud fra en økonomisk betragtning, og handler således ikke om den pædagogik, der er i de pågældende institutioner. 

Forvaltningen har haft møde med ledelsen i de berørte institutioner og gennemgået de økonomiske konsekvenser ved overgang til normal budgetmodel og eventuelle løsningsmuligheder. Institutionerne deler sig i to grupper:

Den ene gruppe forventer forvaltningen kan fungere på normal budgetmodel ved justeringer på normering, åbningstid og personaletid. Disse institutioner vil fortsat være små og følsomme overfor ændringer i fx børnetal eller langtidsfravær. Men da de ved overgang til normal budgetmodel ikke længere er dyrere i drift end de øvrige institutioner, vurderer forvaltningen, at de skal have mulighed for at fortsætte driften. De vil blive fulgt tæt i regnskabsprognoserne, og skulle der vise sig problemer i forhold til budgetstyringen, vil forvaltningen følge op på det. Den samlede besparelse for de to institutioner er 0,6 mio. kr.

Ragnarok
Institutionen vil opnormere og udvide åbningstiden. Forvaltningen vurderer, at institutionen med disse tiltag vil kunne fungere på den normale budgetmodel.

Rudolf Steiner Børnehaven
Institutionen er blevet opnormeret. Desuden vil der ske en udvidelse af åbningstiden, og der vil være en personaletilpasning. Forvaltningen vurderer, at institutionen med disse tiltag vil kunne fungere på normal budgetmodel.

Den anden gruppe forventer forvaltningen ikke kan fungere inden for de rammer, den normale budgetmodel giver, og det indstilles derfor, at driftsaftalen opsiges med disse institutioner. Børnene i de pågældende institutioner skal være sikret et ubrudt pasningsforløb og vil derfor få tilbudt en anden plads. De to institutioner er selvejende, og vil selv skulle afvikle lejemålene.

Montessori Børnehaven
Institutionen vil tilpasse økonomien til den almindelige budgetmodel ved personaletilpasning. Det vil teoretisk kunne føre til overholdelse af den normale budgetmodel, men er samtidig også meget følsomt overfor ændringer i fx børnetallet eller langtidsfravær.

I øjeblikket er institutionen under skærpet tilsyn grundet en række personalemæssige udfordringer. Hvis institutionen ikke lykkes med at få rettet op på forholdene, vil forvaltningen indstille til opsigelse af driftsoverenskomsten.

Tingbjerg Legested
Tingbjerg Legested har ikke mulighed for at indhente budgetreduktionen, da antallet af ansatte i forvejen er reduceret til et minimum, og der er ikke mulighed for fusion med andre institutioner i nærområdet. Forvaltningen indstiller til opsigelse af driftsaftalen.

Kollegiegårdens Vuggestue
Institutionen er beliggende på 7. sal i et kollegium. I tilfælde af brand, skal institutionens personale bære børnene ned ad trapperne. Institutionen har ingen legeplads. Den fysiske beliggenhed samt hensynet til sikkerheden i tilfælde af brand gør det svært for institutionen at udvide lokalerne eller skære i personalet. Institutionen mister et stort beløb ved overgang til normal budgetmodel. Forvaltningen indstiller til opsigelse af driftsaftalen.

Endelig er der en enkelt institution, som i første omgang kan dække budgetreduktionen i 2015, men hvor der mangler en permanent løsning.

Halvdagsbørnehaven Thyborøn Allé
Denne børnehave er, som den eneste af institutionerne på fastfrosset budget, kommunal. Det er vanskeligt at udvide åbningstiden grundet en klub, som benytter tilstødende lokaler og samme legeplads. Budgetreduktionen vil i 2015 blive dækket af klyngen. Forvaltningen vil på baggrund af den kommende fritidstilbudsstruktur vurdere, om der er mulighed for omlægning af lokaleanvendelsen, som kan sikre en bæredygtig drift. Dette kan først afklares efter Børne- og Ungdomsudvalgets beslutninger omkring Fremtidens Fritidstilbud.

Forvaltningen indstiller, at børnehaven i 2015 får dækket budgetreduktionen af klyngen. Forvaltningen forventer senest i løbet af juni 2015 i samarbejde med klyngen og institutionen at fremkomme med en permant løsning. Forslaget vil blive forelagt Børne- og Ungdomsudvalget.

Økonomi

I 2015 og 2016 modtager institutionerne et budget, som er reduceret med 5% i forhold til i 2014 svarende til en samlet besparelse på 0,7 mio. kr. for de seks berørte institutioner. Ved fuld indfasning svarer det til 2,0 mio. kr. årligt. Hertil kommer en reduktion i de faste udgifter for de institutioner, hvor driftsaftalen opsiges svarende til 1,3 mio. kr. i 2016 og frem. I alt udgør besparelsen 3,4 mio. kr. Den vil blive indarbejdet i budgetforslag 2016, og indgå som en del af den samlede effektivisering på omlægning af dyrere pladser til billigere pladser.
 

Institutionsnavn

Normering 0-2 års pladser

Normering 3-5 års pladser

Budgetreduktion ved fuld indfasning 1.1.2017

Reduktion ved opsiglse af driften: Faste udgifter fra 1.1. 2016

Effektivisering i alt fra 1.1.2017

Ragnarok

 

22

-233.571

 

-233.571

Rudolf Steiner børnehaven

 

22

-423.055

 

-423.055

Montessori børnehaven

 

12

-280.230

- 221.821

-502.051

Halvdagsbørnehaven Thyborn Allé

 

20

-363.002

 

-363.002

Tingbjerg Legested

 

22

-131.846

-487.407

-619.253

Kollegiegårdens Vuggestue

25

 

-609.023

-648.356

-1.257.379

Ved fuld indfasning i 2017

 

 

-2.040.727

-1.357.584

-3.398.311

Generelt vil disse institutioner blive fulgt tæt i regnskabsprognoserne og de årlige regnskaber, da deres økonomier er sårbare overfor ændringer.

Hvis det på sigt viser sig, at økonomien ikke kan hænge samme på den nye budgetmodel fx på grund af færre indmeldte børn, manglende stabilitet i personalegruppen (f.eks. langtidsfravær) eller oparbejdelse af gæld, vil der blive udarbejdet en økonomisk handleplan. Hvis forudsætningerne for at få økonomien på rette kurs ikke er til stede, vil institutionerne kunne indstilles til opsigelse, også selv om de med denne indstilling bliver indstillet til at fortsætte driften.

Videre proces

Hvis Børne- og Ungdomsudvalget godkender indstillingen sendes løsningsforslagene i høring hos de berørte parter:  forældrebestyrelsen/institutionsbestyrelsen, de faglige organisationer, paraplyorganisationerne og Københavns Forældreorganisation (KFO) med 6 ugers høringsfrist, som forlænges med en uge pga. vinterferien. På baggrund af høringssvarene vil forvaltningen udarbejde en ny indstilling. I fald driftsoverenskomsterne skal opsiges, er opsigelsesvarslet ni måneder.

Efter gennemgangen af de øvrige små institutioner vender forvaltningen tilbage til udvalget med en vurdering ift. fremmtidig struktur og institutionsstørrelser.

        Else Sommer              /Sti Andreas Garde

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top