Mødedato: 27.11.2019, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Mulig ny skolestruktur

Se alle bilag
Der skal tages stilling til pejlemærkerne for det fremadrettede arbejde med justeringer af skolestrukturen, forslag til skolesamarbejder og forslag til den videre inddragelsesproces.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

  1. at udvalget godkender forslag til pejlemærker for det fremadrettede arbejde med justeringer af skolestrukturen

  2. at udvalget godkender ændring af forslag til skolesamarbejde omkring Skolen på Torveporten, så det fremadrettet er Kirsebærhavens Skole og Lykkebo Skole, der indgår i den videre proces om et muligt skolesamarbejde

  3. at udvalget godkender forslag til dialogproces imellem udvalget og skoleledere samt inddragelsesproces for lokaludvalg

Problemstilling

Børne- og Ungdomsudvalget besluttede på udvalgsmødet d. 9. oktober, at forvaltningen skal udarbejde tre forslag til justeringer af skolestrukturen omkring kommende skoler, hvor der skal træffes beslutning om organisering i forbindelse med budget 2021. Det er Skolen på Torveporten, Skolen på Levantkaj og Skolen i De Gamles By. Derudover udarbejder forvaltningen et forslag til en justering af skolestrukturen omkring den kommende skole på Hannemanns Allé i Ørestad. Forslagene udarbejdes med henblik på at indgå i udvalgets budgetforslag for 2021. Udvalget godkendte d. 9. oktober beslutnings- og inddragelsesprocessen, som forvaltningen foreslog. Udvalget understregede i denne forbindelse behovet for at indtænke lokaludvalgene i den fremadrettede inddragelse.

Løsning

Udvalget blev d. 9. oktober præsenteret for et forslag til pejlemærker for det fremadrettede arbejde med justeringer af skolestrukturen. Pejlemærkerne skal sikre at fremtidige justeringer af skolestrukturen holder fokus på centrale værdier og målsætninger for de københavnske folkeskoler, herunder skolernes mulighed for at styrke trivsel og faglighed hos personale og elever, samt mulighederne for at skabe økonomiske bæredygtige skoler. De foreslåede pejlemærker er:

  1. Dygtigere elever i trivsel

  2. Chancelighed og bæredygtige elevgrupper

  3. Tryghed og nærhed

  4. Arbejdsplads med gode rammer

  5. Folkeskolen som førstevalg

  6. Økonomisk bæredygtige skoler

Pejlemærkerne har også været retningsgivende for udvælgelsen af skoler til forslagene om mulige skolesamarbejder, hvor parametre som elevsammensætning, økonomisk bæredygtighed og nærhed imellem skoler har været vægtet i udvælgelsen. Pejlemærkerne er blevet udarbejdet i samarbejde med projektets følgegruppe, bestående af faglige organisationer (KLF, SKK, BUPL og LFS), forældreorganisationer (Brug Folkeskolen og Skole og Forældre) og elevorganisationer (KFE og Ungerådet). Dertil har Børne- og Ungdomsudvalget, samt udvalgte skoleledere og KKFO-ledere været med til at kvalificere pejlemærkerne.

Status på inddragelsesproces

På baggrund af udvalgets beslutning d. 9. oktober og som en del af inddragelsesprocessen, har forvaltningen siden d. 9. oktober gennemført et arbejdsmøde i hvert område med deltagelse af områdernes skoleledere. Arbejdsmøderne blev foretaget med henblik på at drøfte de nuværende forslag til skolesamarbejder, hvor skolelederne også havde mulighed for at komme med eventuelle ændringsforslag. Hvert forslag til skolesamarbejde er beskrevet nedenstående, samt tilbagemeldingen fra arbejdsmøderne med skolelederne. Derudover blev arbejdsmøderne gennemført med henblik på at afdække om skoler, som ikke indgår i de fire foreslåede skolesamarbejder, eventuelt kunne se yderligere muligheder for potentielle skolesamarbejder og nye former for organisering imellem skolerne.

Forslag til skolesamarbejder omkring kommende skoler

Valby: Torveporten, Kirsebærhavens Skole, Lykkebo Skole, Vigerslev Allés Skole og Valby Skole

På arbejdsmødet blev det foreslået af skolelederne at ændre det nuværende forslag omkring Skolen på Torveporten, så det fremadrettet kun er Kirsebærhavens Skole, som der indgår i den videre proces om et muligt skolesamarbejde, da Kirsebærhavens Skole tidligere har ytret ønske om at indgå i et samarbejde med den kommende skole på Torveporten. Lykkebo, Vigerslev Allé, Valby, Ålholm og Hanssted skoler er klar over, at dette forslag indebærer, at flere skolers skoledistrikter justeres, hvis at alle skoler skal have et bæredygtigt og balanceret skoledistrikt, med særlig fokus på at den socioøkonomiske udfordring på Lykkebo Skole imødekommes. Derudover blev det påpeget, at løsningen også indebærer et særligt fokus på sikre skoleveje, da Folehaven i dag udgør en trafikal barriere. På baggrund af Lykkebo Skoles socioøkonomiske udfordring og lave klassekvotienter, er det dog forvaltningens anbefaling, at Lykkebo Skole forsat indgår i dialogen om et fremtidigt skolesamarbejde omkring Skolen på Torveporten, idet at der alternativt skal gennemføres skoledistriktsændringer for hele Valby. Den kommende skole på Torveporten er dertil placeret i Lykkebo Skoles nuværende skoledistrikt. Afstanden mellem Lykkebo Skole og den kommende skole på Torveporten er relativt stor, hvilket er et opmærksomhedspunkt i den videre proces. Valby Skole og Vigerslevs Allé Skole udgår derved af forslaget til skolesamarbejde, da hverken Valby Skole eller Vigerslev Allés Skole er udfordret socioøkonomisk eller kapacitetsmæssigt. 

Nørrebro: Guldberg Skole, Skolen i De Gamles By, Rådmandsgades Skole

Der var ikke ændringsforslag på baggrund af arbejdsmødet. Guldberg Skole og Rådmandsgade Skole ønskede begge at forsætte dialogen om en fælles løsning omkring den kommende skole i De Gamles By. Det anbefales derfor at bevare det nuværende forslag om skolesamarbejde. Det er et opmærksomhedspunkt i den videre proces, at begge skoler er placeret på flere matrikler, hvilket betyder at et evt. skolesamarbejde kan omfatte 5 matrikler.

Nordhavn: Skolen på Levantkaj og kommende skoler i Nordhavn

Da forslaget ikke involverer eksisterende skoler, har der ikke været en tilbagemelding om at ændre forslaget til skolesamarbejde. Forvaltningen udarbejder derfor også en alternativ proces for fastlæggelsen af skolestrukturen i Nordhavn, idet at der ikke interessenter fra eksisterende skoler at inddrage. Dette giver også en naturlig mulighed for at samtænke de kommende skoler i Nordhavn i en organisatorisk sammenhæng, da forslaget ikke har betydning for den eksisterende skolestruktur.

Amager: Kalvebod Fælled Skole, Ørestad Skole, Skolen på Hannemanns Allé, Skolen ved Vejlands Allé

Der var ikke ændringsforslag på baggrund af arbejdsmødet. Det anbefales derfor at bevare det nuværende forslag. Skolen ved Vejlands Allé indgår i forslaget, da området forventes godkendt som byudviklingsområde med Kommuneplan 2019, som er til endelig vedtagelse i Borgerrepræsentationen d. 12. december, hvorefter at der kan søges om planlægningsbevilling til Budget 2021. Dette giver en naturlig mulighed for at medtænke den kommende skole ved Vejlands Allé i en organisatorisk sammenhæng med de øvrige skoler i Ørestaden. Derudover er det et opmærksomhedspunkt, at forvaltningen har ansøgt Undervisningsministeriet om at få dispensation til at etablere et fælles skoledistrikt for skolerne i Ørestaden, hvilket betyder at denne mulighed indgår som et potentielt scenarie for et fremtidigt skolesamarbejde.

Forslag til dialogmøder med udvalg og inddragelse af lokaludvalg

På arbejdsmøderne blev der udvist interesse for at forsætte dialogen om potentielle skolesamarbejder og/eller nye former for organisering imellem skolerne. Særligt var der interesse fra de interesserede skoler om at drøfte, hvordan fremtidige skolesamarbejder kan imødekomme udfordringer med kapacitetsudnyttelse og elevsammensætning på skolerne. Dertil var der på arbejdsmøderne en generel interesse for, at udvalget og skolelederne har en direkte dialog om behovet for evt. fremtidige lokale justeringer af skolestrukturen. Hvis skolelederne ønsker at igangsætte denne dialog, foreslår forvaltningen på denne baggrund, at der afholdes et dialogmøde imellem udvalget og skolelederne i hvert område i 2020. Uddybning af forslag til dialogmøder fremgår af bilag 3. Der blev d. 6. november afholdt et møde imellem borgmesteren og lokaludvalgsformændene omhandlende eventuelle justeringer af skolestrukturen. På baggrund af mødet foreslås det, at forvaltningen igangsætter en løbende dialog med hvert lokaludvalg, som er omfattet af forslagene til skolesamarbejder. Dialogen vil dreje sig om lokaludvalgenes perspektiver og anbefalinger ift. scenarierne, der arbejdes med, herunder den fremadrettede inddragelsesproces. Inden jul holder forvaltningen som minimum ét møde med hvert af de fire lokaludvalg. Derudover er det forventningen at holde et møde omkring budgetseminaret i det nye år mhp. at drøfte status på udarbejdelsen af forslag til skolestruktur og den videre inddragelse. Yderligere møder afholdes løbende efter behov. Uddybning af inddragelsesproces fremgår af bilag 3.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Udvalget præsenteres til budgetseminaret i februar 2020 for fire forslag om lokale justeringer af skolestrukturen omkring kommende skoler, hvorefter udvalget træffer beslutning i forbindelse med 2.behandlingen af budgetforslag i april 2020. Forslagene vil omfatte skolestrukturen omkring Skolen på Torveporten, Skolen på Levantkaj, Skolen i De Gamles By og Skole på Hannemanns Allé. Derudover forsætter forvaltningen den godkendte inddragelsesproces frem mod budgetseminaret i februar 2020, med tilføjelse af en inddragelsesproces for lokaludvalgene. Næste arbejdsmøde i inddragelsesprocessen forventes afholdt i januar og vil have deltagelse af relevante interessenter omkring de involverede skoler, herunder forældre- og elevrepræsentanter, skoleledere, skolepersonale, fritidshjemledere mv.

 

Tobias Børner Stax                                                                              /Sti Andreas Garde

 

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 27. november 2019:

B, C, O og V stillede følgende 1. ændringsforslag i tilknytning til indstillingens 1. at-punkt:

"At det til 1. pejlemærke tilføjes: "...og fokus på samt yderligere løft af de 10% dygtigste elever"".

Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.

B, C, O og V stillede følgende 2. ændringsforslag i tilknytning til indstillingens 1. at-punkt:

"At 5. pejlemærke får følgende titel: "Folkeskolen som et attraktivt valg”".

Ændringsforslaget blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 7 medlemmer: B, C, F, O, V og Ø.

Imod stemte 4 medlemmer: A og Å.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

Indstillingens 3. at-punkt blev godkendt.


Til top