Mødedato: 27.11.2019, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Status på styrket opfølgning på tilsyn og øget åbenhed

Se alle bilag

Børne- og Ungdomsudvalget orienteres om status på styrket opfølgning på tilsyn og øget åbenhed.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at status for styrket opfølgning på tilsyn og øget åbenhed tages til efterretning.

Problemstilling

Børne- og Ungdomsudvalget vedtog den 19. juni 2019 styrket opfølgning på tilsyn og øget åbenhed. Beslutningen indebar, at tilsynskonceptet på dagtilbud blev tilføjet en række nye elementer:

  1. Muligheden for at udstede strakspåbud, når tilsynet konstaterer forhold, som skal rettes op nu og her
  2. Automatisk overgang til faglig handlingsplan, når institutioner får to eller flere pejlemærker i ’Ny/ændret indsats’ i tilsynet
  3. Nye tidsfrister og proceskrav for opfølgningen på tilsynet samt krav om offentliggørelse af tilsynet.

Desuden blev der vedtaget en række greb, som skal styrke åbenheden om tilsynet og styrke dialogen mellem forældrene og institutionerne omkring tilsynet.

BUU blev lovet, at udvalget en gang hvert halve år vil få en opgørelse over hvor mange institutioner, som er omfattet af faglig handlingsplan, hvor mange institutioner, der er på skærpet tilsyn, hvor mange institutioner i den forgange periode, der er lukket eller omorganiseret, og hvor mange der er overgået til light-tilsyn. Denne status er den første i rækken.

Løsning

Status på tilsynet pr. 15. oktober 2019

Status på BUU’s beslutning om styrket opfølgning og øget åbenhed er pr. 15. oktober 2019:

 

Antal gennemførte tilsyn i perioden

Antal institutioner der i periodens tilsyn fik to eller flere pejlemærker i ’Ny/ændret indsats’

Antal institutioner i alt på handlingsplan pr. 15. oktober *

Antal institutioner i alt på skærpet tilsyn i perioden

Perioden fra den 19. juni til den 15. oktober 2019

108

7 (Heraf er 6 overgået til faglig handlingsplan og 1 er i gang med at få udarbejdet en handlingsplan)

46

6

*Der er to måder at overgå til faglig handlingsplan på. Før beslutningen 19. juni, var det en konkret vurdering af institutionens faglige niveau, der afgjorde om institutionen overgik til faglig handlingsplan. Med beslutningen den 19. juni overgår institutionen automatisk til handlingsplan, hvis den har to eller flere pejlemærker i ’Ny/ændret indsats’, men institutionerne kan også stadig overgå til faglig handlingsplan, hvis områdeledelsen vurderer, at der er behov for det. I perioden 19. juni – 15. oktober 2019 er 3 institutioner overgået til faglig handlingsplan, fordi områdeledelsen vurderede, at der var behov for det.

Der er i alt 46 institutioner på faglig handlingsplan pr. 15. oktober 2019. I perioden er 6 institutioner overgået til faglig handlingsplan, fordi de havde to eller flere pejlemærker i ’Ny/ændret indsats’ og 4 er overgået til faglig handlingsplan, fordi områdeledelsen har vurderet, at der var behov for det. Som det fremgår af bilag 1 var der i forrige periode (1. januar 2019 – 19. juni 2019) 36 institutioner, som overgik til faglig handlingsplan.

I BUU strategien er det beskrevet, at målet er at halvere antallet af institutioner med to eller flere pejlemærker i ’Ny/ændret indsats’ fra 44 institutioner til 22 institutioner. På nuværende tidspunkt er der i alt 40 institutioner, som har fået to eller flere pejlemærker i ’Ny/ændret indsats’. BUU vil få en endelig status for 2019 i forbindelse med faglighedsdrøftelsen for dagtilbud i maj 2020.

Siden den 19. juni 2019 har forvaltningen opsagt driftsoverenskomsten med en selvejende institution på grund af for lav faglig kvalitet samt givet strakspåbud i en institution.

De første light-tilsyn gennemføres fra 1. januar 2020 i de institutioner, der i tilsynsåret 2019 har ”Vedligehold indsats” i alle pejlemærker. Det drejer sig pr. 15. oktober om 70 institutioner, som udelukkende har ’Vedligehold’ i alle pejlemærker. Light-tilsynet gennemføres sådan, at den pædagogiske konsulent deltager i en dialog med den samme deltagergruppe, som ved den ordinære tilsynsdialog. Udgangspunktet for dialogen er den seneste tilsynsrapport, samt hvad ledelsen og bestyrelsen vurderer, der er behov for at drøfte. Der gennemføres ikke observationer forud for dialogen, og der udarbejdes ikke en rapport ved light-tilsyn. Målet er, at der kan frigives ressourcer til at understøtte handlingsplansarbejdet i de institutioner, der er mest udfordrede.

Jævnfør bilag 1 er der i forhold til forrige periode en lidt lavere andel af institutioner, som får to eller flere pejlemærker i ’Ny/ændret indsats’. En af årsagerne til udviklingen er, at en del af institutionerne i forbindelse med deres deltagelse i Tidlig indsats programmet, har gennemført et kvalitetsløft 2017 og 2018.

Det samlede antal af institutioner som er omfattet af en indsats med faglig handlingsplan, vil over de næste år stige, da handlingsplansperioden er to-årig. De første handlingsplaner blev igangsat 1. januar 2019, og vil således efter planen blive afsluttet primo 2021. Herefter vil der forventeligt være et fald i antal institutioner omfattet af faglig handlingsplan.

Status på implementering af beslutningen

Den styrkede opfølgning på tilsynet og øget åbenhed har medført en række nye opgaver, som er i gang med at blive implementeret.

De nye procedurer og krav er indarbejdet i de eksisterende vejledninger og blev udsendt til områderne og lederne i starten af august 2019.

De pædagogiske konsulenter er begyndt på et bydækkende kompetenceløft, hvor de blandt andet arbejder med formidling af tilsynet og med at sikre en større ensartethed i tilsyn og tilsynsrapporter. Det skal sikre, at der er et fælles sprog på tværs, og at der er ensartet høj kvalitet i alle tilsyn. Der bliver ligeledes arbejdet med fremstillingen og sproget i tilsynsrapporterne, sådan at det bliver lettere for forældrene at forstå og indgå i dialog om tilsynsrapporterne.

Vejledning til forældreindflydelse er ligeledes opdateret, og der er udarbejdet en guide til dialogen om tilsynet på det årlige forældremøde. Her er det blandt andet blevet præciseret at forældrebestyrelser og forældreråd skal forelægges tilsynsrapporter, ligesom rapporterne skal lægges på institutionens hjemmeside.

Der er nedsat en følgegruppe bestående af leder- og forældrerepræsentanter samt repræsentanter fra de faglige organisationer. Følgegruppen har afholdt deres første møde, og mødes fremadrettet hver tredje måned, og skal sikre sektorens og forældrenes perspektiv i arbejdet med implementeringen af den styrkede opfølgning på tilsynet og øget åbenhed.

Den nye model betyder, at ledere og områdeforvaltningerne skal tilrettelægge deres arbejde anderledes, end de tidligere har gjort. Forvaltningen følger denne udvikling tæt og vil i løbet af de næste år følge op, på hvordan implementeringen forløber, og hvordan organisationen arbejder med de nye opgaver og arbejdsgange. Såfremt der viser sig et behov for nye tiltag i den forbindelse, vil BUU blive orienteret.

Opsamling på tilsyn gennemført før BUU’s beslutning om styrket opfølgning på tilsynet

I bilag 1 sammenfattes udviklingen blandt de tilsyn, der blev gennemført inden BUU’s justering den 19. juni, hvor det skulle sikres, at institutioner der havde to eller flere anmærkninger i ny/ændret indsats, enten fik et nyt tilsyn, der viste forbedringer, eller fik udarbejdet en faglig handleplan eller kom på skærpet tilsyn.

Oversigten i bilag 1 viser, at alle institutioner der i tilsynet i 2018 og i tilsynet i 2019 før den 19. juni fik to eller flere pejlemærker i ’Ny/ændret indsats’, enten er overgået til faglig handlingsplan, skærpet tilsyn eller har fået lavet et nyt tilsyn, som viser, at de har et eller nul pejlemærker i ’Ny/ændret indsats’.

Økonomi

Sagen har ikke nogen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Direktionen følger arbejdet med den styrkede opfølgning tæt gennem statusnedslag hvert kvartal. Direktionen har her særlig fokus på de institutioner, som har været på handlingsplan 1 år, og hvor tilsynet viser, at de stadig har pejlemærker i ’Ny/ændret indsats’. For disse institutioner skal der være tungtvejende grund til, at de ikke overgår til skærpet tilsyn, hvor næste skridt vil være at lukke eller omorganisere institutionen. Der vil i hvert enkelt tilfælde være en dialog med institutionens ledelse og områdeledelsen om, hvad næste skridt skal være, hvis institutionen efter 1 år på faglig handlingsplan fortsat har pejlemærker i ’Ny/ændret indsats’.

Den næste status på den styrkede opfølgning på tilsynet og øget åbenhed vil tilgå BUU i løbet af foråret 2020. Næste status vil have fokus på forældreinddragelse og erfaringer med de forskellige greb om øget åbenhed.

 

 

Tobias Børner Stax                                    / Mette Seneca Kløve

 

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 27. november 2019:

Indstillingen blev taget til efterretning, idet udvalget ønskede et dataark vedr. de 46 handlingsplansinstitutioner.

 


Til top