Organisering af fritidsinstitutionspladser ved Brønshøj Skole
Indstilling og beslutning
- at de 112 nye fritidsinstitutionspladser organiseres som kommunale fritidshjemspladser efter dagtilbudsloven i regi af Børnehuset Bella
Problemstilling
Forslaget om høring omhandler således pladsernes organisering og ikke deres fysiske placering, selv om organisationsformen kan understøtte denne.
Ud af flere mulige løsninger for udbygning er der valgt et scenarie, hvor Brønshøj Skole samles på en matrikel, hvorpå den eksisterende bygning udvides, mens den tilbageværende matrikel efterfølgende anvendes til KKFO eller fritidshjem. Brønshøj Skole har ikke i forvejen hverken fritidshjem eller KKFO på matriklen, som ligger ca. 200 m væk, se bilag 2.
Løsning
Der er i alt indkommet 6 høringssvar, som kort gennemgås nedenfor med forvaltningens kommentarer. Høringssvarene fremgår af bilag 3.
Børnehuset Bella - Klynge BH3
Klyngen ønsker, at de 112 pladser tilknyttes Børnehuset Bella. Enten ved at de eksisterende 45 pladser flyttes og etableres sammen med de 112 nye pladser i et samlet fritidshjem tæt på skolen eller alternativt ved, at de nuværende 45 pladser bliver, hvor de er, og de nye pladser tilknyttes som en satellit.
Børnehuset Bella er den eneste kommunale institution, der er tilknyttet skolen. De andre skoletilknyttede fritidshjem er forholdsvis større selvejende institutioner. Hvis pladserne tildeles Børnehuset Bella, vil det bidrage til en høj grad af bæredygtighed og sammenhængskraft i klyngen, hvis institutionens fritidsklubdel på 60 pladser ydermere i samme moment udvides.
Forvaltningens kommentar: Det er forvaltningens umiddelbare vurdering, at en etablering af de nye pladser som satellit til Bella vil være hensigtsmæssig. Det vil modellen med flytning af pladser og etablering af flere 10-11 års pladser også, men en genetablering af Bellas 45 pladser på samme lokation som de 112 pladser vil øge anlægsudgifterne med ca. 3 mio. kroner.
Præstekær fritidshjem og klub samt Brønshøj-Husum Ungdomshus (fælles høringsskrivelse)
Institutionerne ønsker, at de 112 pladser organiseres som selvejende fritidshjemspladser. Dette vil skabe det bedste grundlag for at fortsætte det gode samarbejde mellem Brønshøj Skole og de omkringliggende fritidshjem.
Ligeværdigheden i samarbejdet mellem de tilknyttede fritidshjem opleves som centralt, idet det opleves, at lederne så bedre kan prioritere og fokusere på deres fælles opgave. Denne ligeværdighed frygtes udvisket, såfremt pladserne oprettes som KKFO-pladser, da ledelsen, og dermed kompetencen til at træffe beslutninger, der har et større økonomisk eller medarbejdermæssigt ressourcetræk, lægges udenfor fritidshjemsledernes forum.
Skal der en fortsat stærk fokus på faglighed og på den pædagogiske faglige udvikling, er det centralt med en selvstændig pædagogfaglig ledelsesprofil, som ikke underlægges, og skal indtænkes i, en lærefaglig ledelsestænkning.
Forvaltningens kommentar: Der angives i høringssvaret ikke noget konkret forslag til, hvordan de 112 pladser skal etableres i selvejende regi, som institutionen foretrækker. Bemærkningerne om mindre ligeværdighed i forbindelse med etablering af KKFO tages til efterretning, men forvaltningen påpeger, at der findes et samarbejde mellem skole og fritidstilbud uanset organisering flere andre steder omkring enkelte skoler. Desuden er der fordele og ulemper ved begge typer organisering.
Brønshøj Skole
Brønshøj Skole ønsker, at de nyetablerede pladser får status som KKFO. Det nuværende samarbejde med de omkringliggende fritidshjem - et kommunalt og 4 selvejende fungere relativt godt, men der er udfordringer når 6 ledelser og 6 forskellige personalegrupper skal koordinere indsatsen. Dette giver sig bla. udtryk i manglende ensartet af samarbejds- og ledelsesopgaven.
En KKFO med fælles ledelse for skole og fritidsdelen vil være et skridt i den rigtige retning. En KKFO-løsning vil kunne supplere det arbejde, skolen allerede har lavet i forhold til både folkeskolereform og implementering af den nye lov om lærernes arbejdstid.
Forvaltningens kommentar: En KKFO-løsning i dette konkrete tilfælde er ikke lige så oplagt som i tidligere lignende tilfælde, da fritidspladserne ikke ligger på samme matrikel som skolen. Fritidspladserne placeres på skolens gamle matrikel ca 200 m. fra skolen. Desuden vil etableringen af en KKFO medføre, at der oprettes endnu en enhed (ialt 6). Skolen understreger, at de mange enheder giver samarbejdsproblemer, og oprettelse af endnu en fritidsenhed vil ikke nødvendigvis bidrage til løsning disse problemer.
Pakhuset
Bestyrelsen i den integrerede institution Pakhuset i Brønshøj har ingen præferencer i forhold til fritidspladsernes organisering.
Landsforeningen for Socialpædagoger
LFS mener den optimale løsning for organisering af de 112 fritidsinstitutionspladser, er en forankring under dagtilbudsloven og at pladserne tilknyttes Børnehuset Bella, Tuxenvej 2, i Klynge BH 3.
LFS ønsker, at det undersøges, om det er muligt at flytte de nuværende 45 fritidshjemspladser i Børnehuset Bella til den nuværende filialskoles matrikel. I forlængelse af dette vil der være mulighed for at udvide Bellas fritidsklub, hvad der efter LFS' oplysninger er et stort behov for.
Ovennævnte forslag vil iflg. LFS medvirke til en høj grad af bæredygtighed og sammenhængskraft i Bellas klynge (BH 3), både strukturelt, organisatorisk, økonomisk, personale- og ledelsesmæssigt samt pædagogisk. Beslutningen om skolereformen vil yderligere begrunde nødvendigheden af, at udvidelsen af fritidstilbudspladser forankres i en klynge.
Forvaltningens kommentar: Det er forvaltningens vurdering, at der er et behov for klubpladser, men der er ikke pt. anlægsmidler til dette. Se i øvrigt kommentarer til høringssvaret fra Børnehuset Bella.
Skolelederforeningen SKK
SKK ønsker, at de nyetablerede pladser får status som KKFO.
Forvaltningens anbefaling
Der er i alt indsendt meningstilkendegivelser fra 4 høringsparter, hvori der argumenteres for etablering af pladserne under dagtilbudsloven, samt fra 2 høringsparter, der tilkendegiver et ønske om etablering af pladserne efter folkeskoleloven.
Forvaltningen anbefaler, at de 112 pladser tilknyttes Børnehuset Bella således, at matriklen ved Brønshøj Skole tilknyttes institutionen samtidig med, at deres nuværende lokaler bevares. Dette betyder i praksis, at institutionen vil råde over deres nuværende lokaler med nuværende normering (45fh og 60fk) beliggende 600 m. fra skolen, samt de 112 nye fritidshjemspladser beliggende ca. 200 m. fra skolen.
I lyset af folkeskolereformen, hvor behovet for øget samarbejde mellem skole og fritidsinstitution vil blive en forudsætning, vil det være en fordel at flytte de skoletilknyttede fritidshjemspladser fysisk tættere på Brønshøj Skole. En flytning af Bellas 45 nuværende pladser, der i dag ligger ca. 600 m fra skolen, til den nye matrikel ville være at foretrække, da afstanden for disse pladser minimeres til ca. 200 m. Dette kan dog ikke lade sig gøre inden for projektets nuværende budget, men kan måske indtænkes på længere sigt samtidig med, at Bellas dobbelte skoletilknytning ophæves.
Det skal i øvrigt tages med i betragtning, at antallet af institutionsenheder, som skolen skal samarbejde med, ved denne løsning ikke forøges. Hvis det i fremtiden lykkes at flytte Børnehuset Bellas 45 fritidshjemspladser, vil der være muligheder for at udvide Bellas klubafdeling i de lokaler, som institutionens fritidshjemspladser flyttes fra. Dette ville kunne afhjælpe manglen på klubpladser i området og imødekomme det stigende behov for klubpladser i nærheden af Brønshøj Skole, som det ekstra spor, der etableres på skolen, vil afstedkomme på lidt længere sigt.
I København sidestilles fritidshjem og KKFO og er helt sammenlignelige på alle målbare parametre. På denne baggrund og på baggrund af de indkomne høringssvar og med ovenstående argumentation foreslår forvaltningen, at pladserne organiseres efter dagtilbudsloven og tilknyttes Børnehuset Bella. Forvaltningen vil i kommende anlægsplaner vurdere mulighederne for at fremlægge et budgetønske om flytning af de eksisterende 45 fritidshjemspladser.
Forvaltningen vurderer, at der senere kan blive behov for at tage fornyet stilling til spørgsmålet om organisering af fritidsinstitutionspladserne i forbindelse med implementering af Folkeskolereformen og de initiativer der vil blive lagt frem for udvalget i 2014 omkring en yderligere styrkelse af samarbejdet mellem skole og fritidsinstitutioner.
Oversigt over fritidsinstitutioner der er tilknyttet Brønshøj Skole:
Institution |
Afstand |
Potentiel fremtidig fritidshjemsnormering |
Anden skoletilknytning |
Norm BH |
Norm FH |
Norm FK |
Norm UK |
Præstekær (selvejende) |
700m |
samme |
- |
0 |
112 |
100 |
0 |
Brh.-Husum Ungdomshus (selvejende) |
500m |
samme |
Bellahøj |
40 |
80 |
135 |
80 |
Brønsparken Fritidscenter (selvejende) |
700m |
samme |
Katrinedal |
45 |
50 |
45 |
40 |
Børnehuset Bella (kommunal) |
600m |
157 |
Bellahøj |
0 |
45 |
60 |
0 |
Pakhuset (selvejende) |
650m |
samme |
- |
40 |
40 |
0 |
0 |
Evt. ny enhed |
200m |
112 |
- |
0 |
0 |
0 |
0 |
Økonomi
Videre proces
Else Sommer /Henriette Bjørn Nielsen