Mødedato: 27.08.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Kommunalisering af den selvejende børnehave Vinkelager

Se alle bilag
Den selvejende børnehave Vinkelager ønsker at overgå fra selvejende til kommunal drift, og det er Børne- og Ungdomsudvalget der skal tage endelig stilling til, om et sådant ønske kan godkendes.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at kommunaliseringen af den selvejende børnehave Vinkelager godkendes

Problemstilling

Vinkelager er en institution med 35 børnehavebørn. Da Vinkelager er på en økonomisk handleplan, blev der som udgangspunkt arbejdet på, at Vinkelager skulle slås sammen med det selvejende fritidshjem Jyllandshuse. Herved kunne begge institutioner sikres en bedre økonomisk bæredygtighed. Sammenlægningen blev dog efter drøftelser ikke fundet realiserbar af de to institutioner, der i stedet har fundet andre løsninger. Jyllandshuse har sammen med det selvejende Vanløse Børne- og Ungdomscenter indgivet en ansøgning om sammenlægning til forvaltningen, og Vinkelager har sammen med Vuggestuen Vinkelager, der er kommunal med 33 vuggestuebørn, ansøgt om at blive sammenlagt.

Sammenlægningen af Vuggestuen Vinkelager med 33 vuggestuebørn og Vinkelager med de 35 børnehavebørn er en hensigtsmæssig økonomisk løsning for de to små institutioner. Den tætte beliggenhed på henholdsvis adresserne Vinkelager 36 og Vinkelager 40 muliggør endvidere, at der fremadrettet kan arbejdes på en tilpasning af pladser, så den sammenlagte enhed kan fungere som 0-6 års integreret institution, hvilket er efterspurgt af de fleste forældre.

Løsning

For at sammenlægningen af Vuggestuen Vinkelager og Vinkelager kan realiseres, skal driftsformen for de to institutioner ensrettes, og Vinkelager ønsker i denne forbindelse at blive kommunaliseret. Forvaltningen kan anbefale dette, og procedurerne fra ´Vejledning ved ønske om overgang fra selvejende til kommunal drift’ er fulgt af institutionen i sit samarbejde med forvaltningen.

Vejledningen blev fremlagt på udvalgsmødet den 2. april 2014 i sagen om Overgang for institutioner mellem det kommunale og selvejende område. Nedenfor i tabel 1 fremgår procedurerne fra vejledningen i hovedtræk samt håndteringen af disse procedurer i den konkrete situation med Vinkelager.

 Tabel 1: Overgangsprocedurer og status for Vinkelager

Overgangsprocedurerne i hovedtræk

Status for Vinkelager

Ejerforhold for institutionens lokaler skal undersøges, og det skal afklares, om institutionen kan bibeholde drift i de pågældende lokaler.

Det er afklaret, at driften kan fortsættes i Vinkelagers eksisterende lokaler i Andelsboligforeningen Damsøhusene.

Beslutningen om at søge om overgang skal træffes af institutionens bestyrelse og MED/TRIO efter drøftelse.

Dette er tilfældet med Vinkelager, der ønsker at blive kommunaliseret mhp. en fusion med Vuggestuen Vinkelager

Institutionens bestyrelse skal indsende en skriftlig tilkendegivelse til Børne- og Ungdomsforvaltningen om, at der er et ønske om at overgå til kommunal institution.

 

Forvaltningen har modtaget tilkendegivelser fra bestyrelse, ledelse og medarbejdere i henholdsvis Vinkelager og i klyngen VAN3, som Vuggestuen Vinkelager er tilknyttet vedr. en ønsket kommunalisering af Vinkelager og en efterfølgende sammenlægning af Vinkelager og Vuggestue Vinkelager (bilag 1). 

Derudover er BUPL, LFS og Frie Børnehaver og Fritidshjem blevet orienteret.

Der skal sikres kontakt mellem LFS og personale med henblik på drøftelser af vilkår for personale ved en eventuel overgang.

Medarbejderne i Vinkelager er blevet tilbudt møde med LFS.

Institutionen bliver tilknyttet en klynge med henblik at overgå til den hertil knyttede ledelsesstruktur ved en eventuel overgang. Klyngeorganiseringen betyder også, at institutionen ikke længere vil have eget selvstændigt budget og forældrebestyrelse.

Vinkelager er indforstået med klyngetilknytning, -organisering og tilpasning af ledelsesstrukturen. Tilknytningen til en klynge sker gennem sammenlægningen med Vuggestuen Vinkelager.


På baggrund af de positive tilkendegivelser fra Vinkelager og Vuggestuen Vinkelager samt den økonomiske hensigtsmæssighed og pladsfleksibilitet ved en organisatorisk sammenlægning af Vuggestuen Vinkelager og Vinkelager
anbefaler forvaltningen, at udvalget godkender, at Vinkelager overgår til kommunal drift, således at institutionerne kan sammenlægges umiddelbart efter den politiske beslutning.

Økonomi

Godkendelsen af overgang til kommunal drift medfører ikke økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis udvalget godkender forslaget, påbegyndes en virksomhedsoverdragelse fra den selvejende institution til Københavns Kommune.
                     
      Else Sommer                      /Henriette Bjørn Nielsen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top