Digitale platforme til skoler og dagtilbud
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at der efter udbud vælges én læringsplatform til skolerne med virkning fra 2017
- at finansiering af udgifterne til brugerportalsinitiativet på skoleområdet indgår i budgetforhandlingerne for 2017 som en ”need to udgift”. Dette er nødvendigt for at efterleve kommuneaftalen for 2015
- at kommunen tilslutter sig den fælleskommunale samarbejdsplatform for dagtilbudsområdet under forudsætning af, at der tilvejebringes finansiering i budget 2017
Problemstilling
BUU godkendte den 18.11.2015, at Københavns Kommune - som en del af det nationale brugerportalsinitiativ (BPI, se bilag 1) - tilslutter sig den fælleskommunale samarbejdsplatform på skoleområdet. Brugerportalsinitiativet er et ambitiøst digitalt initiativ for folkeskolen i form af nødvendige digitale platforme, som reelt kan understøtte målene i folkeskolereformen. Det fremgik af sagen, at forvaltningen ville vende tilbage med et forslag om finansiering af samarbejdsplatformen til skoleområdet, herunder læringsplatformen, samt evt. tilslutning til samarbejdsplatformen for dagtilbudsområdet.
Brugerportalsinitiativet indebærer jf. regeringen og KL's aftale om kommunernes økonomi for 2015, at kommunen skal finansiere og implementere to overordnede digitale løsninger på skoleområdet:
- En læringsplatform til skolerne, som kommunen selv skal anskaffe
- En fælleskommunal samarbejdsplatform for skolerne, der afløser det nuværende SkoleIntra
Herudover kan kommunen, som en del af initiativet, vælge at tilslutte sig:
-
en fælleskommunal samarbejdsplatform på dagtilbudsområdet, så alle brugerne på sigt oplever en fælles digital indgang på hele 0-18 års området. Men det er ikke obligatorisk.
Løsning
Læringsplatform og samarbejdsplatform for skolerne
Brugerportalsinitiativet skal bidrage til implementeringen af folkeskolereformen ved at etablere tidssvarende digitale løsninger, som kan understøtte kommunikation, læring og trivsel i folkeskolen, og dermed realisere de fire fokuspunkter, som blev vedtaget af BUU den 26.2.2014 (BR 13.3.14) om: elevernes læring og læringsmål, udviklingen af teamsamarbejde mellem medarbejdere, vægt på faglig ledelse, og udnyttelse af forældrenes ressourcer.
En læringsplatform på skolerne understøtter den målstyrede læring og teamsamarbejdet, herunder at elever, forældre og det pædagogiske personale løbende kan følge elevens læring, faglige progression og trivsel. Skolerne er i gang med at afprøve forskellige læringsplatforme og forvaltningen anbefaler på baggrund af dialog med skolelederne, at alle skoler får den samme læringsplatform frem for flere forskellige løsninger. En fælles platform understøtter fælles organisationsudvikling og kompetenceopbygning og er forudsætningen for en fælles support på tværs af kommunens skoler.
Den kommende fælleskommunale samarbejdsplatform, der afløser det nuværende SkoleIntra, vil have flere funktioner. Den skal etablere sikker digital kommunikation mellem forældre, lærere, pædagoger, skoleledelser og elever via mail, chat, fildeling osv. Samtidig skal platformen rumme informationer målrettet den enkelte brugergruppe, fx nyhedsbreve, elevplaner og elevportefolio, fraværsregistrering samt prøver og test.
Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har netop udgivet en rapport, jf. sager til efterretning, der konkluderer, at det kræver en flerstrenget skoleudvikling som både er langvarig og praksisnær, hvis undervisningen på de danske folkeskoler skal udvikle sig mod at styrke den it-didaktiske og innovative undervisningspraksis. Derfor skal der i implementeringen fokuseres på både de teknologiske, didaktiske og organisatoriske indsatser. Herudover skal der også tages højde for, at elever og forældre skal vænne sig til at arbejde på en ny måde. Forvaltningen er derfor meget bevidst om, at der sættes den nødvendige tid og midler af til implementering. Succesfuld anvendelse af it kræver ledelsesmæssigt fokus, en klar strategi og kompetenceudvikling.
Samarbejdsplatform på dagtilbudsområdet
Forvaltningen anbefaler, at kommunen tilslutter sig samarbejdsplatformen for dagtilbudsområdet, selvom det endnu er usikkert, hvordan den konkrete løsning bliver. Det vil understøtte den digitale daginstitution og give mulighed for at arbejde med en fælles digital indgang for alle brugere på 0-18 års området. Det kan give en sammen hængende brugeroplevelse på tværs af dagtilbud, skoler og kommuner. Samarbejdsplatformen på dagtilbudsområdet fremmer digital kommunikation og samarbejde mellem forældre, elever, pædagogisk personale, dagtilbud/skole og forvaltning. Platformen skal desuden give forældrene overblik og indblik i børnenes hverdag såvel fagligt som socialt.
81 kommuner har allerede tilsluttet sig, og på grund af den store tilslutning bliver prisen mere end halveret i forhold til den tidligere udmeldte pris. For at opnå den reducerede pris skal kommunen primo maj tilkendegive overfor KL, om kommunen ønsker at tilslutte sig. En evt. senere tilslutning vil ikke være garanteret samme vilkår som nu. Ved at tilslutte sig nu kan kommunen blive en del af den kommende udviklingsproces i samarbejde med KL og de øvrige tilsluttede kommuner.
For at forældrene oplever én digital indgang på hele 0-18 års området, skal det nuværende digitale daginstitutionssystem (KbhBarn), integreres med samarbejdsplatformen. Derudover skal alle daginstitutioner anvende KbhBarn. Status på KbhBarn er, at alle institutioner har fået trådløst net og ca. 2/3 af institutionerne anvender regelmæssigt KbhBarn.
En helhedsorienteret brugeroplevelse vil derfor også være betinget af, at alle daginstitutionerne har implementeret digital daginstitution (Kbhbarn) og de moduler, der retter sig mod forældrekommunikation, dvs. hjemmeside og løbende digital kommunikation, videnoverdragelse, pædagogiske vurderingsredskaber som fx sprogvurdering og tidlig opsporing. Såfremt kommunen tilslutter sig samarbejdsplatformen, skal det afklares, hvilke funktioner, der fortsat skal ligge i hhv. KbhBarn og i samarbejdsplatformen, samt hvordan de selvejende institutioner skal forpligtes. Derudover skal det sikres, at platformen lever op til den samme høje kvalitet, som brugerne oplever i dag.
Økonomi
BPI finansieres, jf. aftalen om kommunernes økonomi for 2015, ud fra følgende finansieringsprincipper:
- Etableringsomkostninger til fællesoffentlig it-infrastruktur finansieres af staten
- Udgifter til driften af fællesoffentlig infrastruktur deles ligeligt mellem Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling og kommunerne. Kommunernes andel finansieres via en reduktion i bloktilskuddet.
- Kommunerne afholder udgifter til lokalt indkøb af digitale løsninger til understøttelse af kommunikation, læring og trivsel i folkeskolen.
Det betyder, at udgifterne til hhv. den fælleskommunale samarbejdsplatform for skole- og dagtilbudsområdet og læringsplatformen til skolerne skal finansieres af kommunen.
Midlerne til udbud og forlængelse af de nuværende kontrakter på læringsplatforme finansieres på undervisningsrammen i 2016 (1 mio. kr.) og 2017 (0,5-0,7 mio. kr.) på funktion 3.22.01 Forbruget er indarbejdet i prognoserne for regnskab 2016.
Forvaltningen foreslår, at der udarbejdes følgende budgetønsker:
Need to budgetønske 2017
t.kr. |
2017 |
2018 |
2019 |
Læringsplatform til skolerne |
3.500-5.500 |
3.500-5.500 |
3.500-5.500 |
Fælleskommunal samarbejdsplatform til skolerne |
2.700 |
2.700 |
2.700 |
· SkoleIntra |
-827 |
-827 |
-827 |
Udgift til implementering af læringsplatform (kompetenceudvikling, udvikling, support) |
2.000 |
3.000 |
1.000 |
Need to udgifter i alt |
7.373-9.373 |
10.373- 12.373 |
8.373-10.373 |
Tilvalgsbudgetønske 2017
t.kr. |
2017 |
2018 |
2019 |
Samarbejdsplatform dagtilbud |
|
|
1.700 |
Systemintegration med KbhBarn |
|
|
250 |
I alt (budgetønske 2017) |
|
|
1.950 |
For at efterleve aftalen om kommunernes økonomi for 2015 udarbejder forvaltningen et samlet ”need to ønske” til forhandlingerne om budget 2017, der tager højde for udgifterne til samarbejds- og læringsplatform på skoleområdet. Da samarbejdsplatformen erstatter SkoleIntra, vil udgifterne hertil blive modregnet.
Forvaltningen udarbejder ligeledes et tillægsønske til forhandlingerne om budget 2017, der tager højde for udgifterne til samarbejdsplatformen for dagtilbudsområdet. Hvis der findes midler til det i budgettet, forpligter kommunen sig til at købe samarbejdsplatformen på dagtilbudsområdet, når den er klar.
En oversigt over økonomien fremgår af bilag 2.
Videre proces
Forvaltningen anskaffer gennem et offentlig udbud læringsplatform til skolerne, og forventer at platformen kan være til rådighed for skolerne fra januar 2017. Det er forventningen, at udbredelsen samarbejdsplatformen på skoleområdet påbegyndes i 2017/2018 og på dagtilbudsområdet primo 2019.
Forvaltningen vender frem mod budgetforslag 2017 tilbage vedr. forslag til finansiering af "de nævnte" initiativer fra 2017 og frem.
Tobias Børner Stax /Sti Andreas Garde