Midlertidig videreførelse af Second Chance
Indstilling
-
at budgettet på Undervisningsrammen tilpasses midlertidigt for 2016 med 1,1 mio. kr. (5/12-dele af 2,7 mio. kr.) til at optage nye elever på Second Chance fra august frem til d. 31/12 2016
-
at BUU overfører 1,1 mio. kr. til Økonomiudvalget som følge af prioritering af 1,1 mio. kr. til drift af Second Chance fra august til og med december 2016, se økonomiafsnittet
Problemstilling
En række partier (Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti og Enhedslisten) har rejst ønsket om at finde midler til at videreføre tilbuddet Second Chance som konsekvens af, at der ikke blev afsat midler i overførselssagen. Partierne er enige om at finde midler til at videreføre tilbuddet Second Chance frem til den 31. december 2016, og om at arbejde for at finde midler til Second Chance fra 2017 og frem i forbindelse med forhandlingerne af budgettet for 2017. Tilbuddet ønskes videreført for de nuværende 8. klasses børn samt for de børn, der vil have gavn af at starte i 8. klasse i Second Chance efter sommerferien. Partierne er enige om, at man vil finde de nødvendige midler indenfor udvalgets ramme under hensyntagen til kommunens retningslinjer om, at der vil skulle findes et tilsvarende beløb, der afleveres til kassen. Partierne har derfor bedt forvaltningen om at fremlægge en indstilling, der viderefører tilbuddet Second Chance.
Forvaltningen fremlægger hermed forslag til finansiering.
Løsning
Second Chance er et skoletilbud under Ungdomsskolen til elever på 8.-9. klassetrin, som har tabt kontakten til folkeskolen og som er i risiko for at forlade grundskolen uden 9. klasseprøven. En del af finansieringen af pladserne er midlertidig og udløb med udgangen af 2015 (2,7 mio. kr.) og 2,1 mio. kr. udløber med udgangen af 2016. Der blev ikke fundet finansiering i budgettet for 2016 eller i sagen om overførsel af midler fra regnskab 2015 til budget 2016 til en videreførelse af den midlertidige bevilling (ØU 26.4.16, BR 28.4.2016). Som led i udmøntningen af budgettet for 2016 omprioriterede udvalget midlertidigt 1,6 mio. kr. til fortsættelse af tilbuddet frem til sommerferien 2016.
Ungdomsskolen har som følge af den usikre økonomiske situation for videreførelsen af Second Chance måttet tilpasse antallet af optagne elever til budgettet i 2016. Det betyder, at Ungdomsskolen med den midlertidige bevilling på 1,6 mio. kr. for 2016 kan sikre, at de nu optagne elever i 8. og 9. klasse alle kan færdiggøre deres uddannelse.
Nye pladser
For at imødekomme ønsket om at optage børn, der vil have gavn af at starte i 8. kl. på Second Chance efter sommerferien 2016 og samtidig sikre kontinuitet i tilbuddet, vil der skulle skaffes en finansiering på 1,1 mio.kr. i 2016. Dette foreslås gjort ved at reducere budgettet på undervisningsrammen midlertidigt for 2016 med yderligere 1,1 mio. kr.
Hvis der ikke tilvejebringes finansiering fra januar 2017, vil disse pladser lukke pr. 1.1.2017 og der skal findes et undervisningstilbud til de elever, der optages på Second Chance pr. 1.8.16, hvor de kan færdiggøre deres uddannelse.
Økonomi
Nedenfor fremgår en samlet oversigt over økonomien vedr. Second Chance:
Tabel 1. Overblik over udgifter vedr. Second Chance. |
|||
2015 |
2016 |
2017 |
|
Andel af KKU’s varige budget |
0,9 |
0,9 |
0,9 |
4-årig bevilling (Sikker By) |
2,7 |
||
Ekstra 4-årig bevilling (Sikker By) |
2,1 |
2,1 |
|
Midlertidig finansiering (BUU 9.12.2016) |
1,6 |
||
Midlertidigt finansieringsbehov v. nye pladser |
1,1 |
||
Varigt finansieringsbehov v. 78 pladser |
4,8 |
||
Total |
5,7 |
5,7 |
5,7 |
Forvaltningen vil i givet fald udmelde de 1,1 mio. kr. til Second Chance fra undervisningsrammen, funktion 3.22.01 som en midlertidig bevilling, som løber fra august 2016 til og med december 2016.
Midlerne er midlertidigt til rådighed i 2016 på baggrund af en foreløbig vurdering af regnskabsprognosen på undervisningsområdet. Beslutningen vil i givet fald fremgå af en efterfølgende sag om bevillingsmæssige ændringer. Forvaltningen vil desuden følge udviklingen i de kommende regnskabsprognoser for 2016 og vende tilbage, hvis udviklingen ændrer sig.
Da der er tale om finansiering af en aktivitet, som ellers ville ophøre, fremgår det af styringsprincippet vedtaget på Økonomiudvalgets møde den 22/5 2012, at udvalget skal aflevere et tilsvarende beløb til tværgående omprioritering i kommunen (50/50-reglen). Forvaltningen overfører derfor samtidig 1,1 mio. kr. til Økonomiudvalget fra bevilling undervisning, demografireguleret, funktion 3.22.01 til Økonomiudvalgets bevilling finansposter, funktion 8.22.05.5
Videre proces
Hvis det viser sig på baggrund af forbruget i første del af 2016, at finansieringen alligevel ikke kan afholdes på undervisningsrammen, vil forvaltningen vende tilbage til udvalget med forslag til kompenserende besparelse.
Forvaltningen udarbejder budgetnotat om permanentgørelse af Second Chance med henblik på, at forslaget løftes af partierne under budgetforhandlingerne.
Tobias Børner Stax /Sti Andreas Garde