Mødedato: 27.02.2013, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D

Udvikling af skolegårde og deltagelse i kampagnen 'Drøn på skolegården'

Se alle bilag
Udvalget skal tage stilling til forslag om deltagelse i kampagnen 'Drøn på skolegården'.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at forvaltningen ansøger om deltagelse i kampagnen "Drøn på skolegården" med fem udvalgte projekter, der omfatter seks af byens folkeskoler: fællesprojekt Vanløse Skole/Hyltebjerg Skole, Tove Ditlevsens Skole, Valby Skole, Sankt Annæ Gymnasium og Gerbrandskolen

Problemstilling

Udvalget behandlede på sit møde den 5.12.12 (2012-169034) medlemsforslag fra SF om, på hvilken måde København kan deltage i kampagnen ”Drøn på skolegården”, herunder komme med forslag til enten specifikke skolers deltagelse eller til hvordan trængende skoler kan gøres interesserede, jf. bilag 1.

Landets kommuner samt folke-, fri- og privatskoler har modtaget tilbud fra Realdania, Kræftens Bekæmpelse og Lokale og Anlægsfonden om at deltage i kampagnen ’Drøn på skolegården’.

Kampagnen giver mulighed for at opnå økonomisk støtte til udvalgte projekter, der har til formål at få mere leg og bevægelse ind i skolegården. Kampagnen består af en række faser. I første omgang kan kommune og skoler i fællesskab byde ind med én eller flere problemstillinger og visionsoplæg. Deadline for indsendelse af visionsoplæg er 28. februar 2013.

Forvaltningen har vurderet kampagnen og foreslår, at kommunen og seks skoler deltager med fem udvalgte projekter.

Løsning

Forudsætninger for deltagelse
Blandt alle indkomne forslag udvælges min. fem projekter til realisering i januar 2014. De udvalgte projekter støttes med op til 50% af anlægsummen dog maksimalt med 2 mio. kr.

For folkeskoler og kommuner gælder følgende forudsætninger for at deltage:

  • At både kommune og folkeskole står som samlet projektansøger på visionsoplægget.
  • At kommunen og/eller skolen har midler på anlægsbudgettet til implementering af det konkrete tiltag eller som minimum, at der er en hensigtserklæring om at sikre det nødvendige økonomiske grundlag.
  • At der stilles et tværfagligt hold.
  • At de nødvendige planmæssige rammebetingelser kan tilvejebringes, så projektet kan realiseres.
  • At det konkrete område bliver tilgængeligt for alle.

Forslag til skolegårdsprojekter
På denne baggrund har forvaltningen vurderet kampagnen og fundet fem projekter, der involverer seks af byens skoler, der vurderes egenede til at deltage. Det drejer sig om projekter ved Vanløse og Hyltebjerg Skoler, Tove Ditlevsens Skole, Valby Skole, Sankt Annæ Gymnasium og Gerbrandsskolen.

De to første projekter er udvalgt, fordi de tidligere har indgået i et samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden omkring inddragelse af offentlige arealer i skolernes udeareal. Derfor findes der allerede et godt udgangspunkt for deltagelse, som ikke forudsætter økonomiske midler til udarbejdelse af et visionsoplæg. Yderligere er der allerede afsat delvis anlægsfinansiering, som er øremærket disse projekters gennemførelse og kan indgå som projektets egenfinansiering.

Projektet på Vanløse/Hyltebjerg Skoler omfatter en omdannelse af vejarealet ved Lønstrupvej til en nye pladsdannelse, som kan tilføre skolernes elever og områdets beboere nye aktivitets- og opholdsmuligheder. Ved Tove Ditlevsens Skole omfattede det oprindelige projekt en nytænkning af det begrænsede udeareal omkring skolen, som pt. er under udbygning fra 3 til 4 spor. Visionsoplægget til 'Drøn på skolegården' vil komme til at indeholde dele af det oprindelige projekt herunder bl.a. etableringen af en oplyst pladsdannelse mellem skolen og den nye multisal, som etableres foran Matthæus Kirke.   

Projekterne på Vanløse/Hyltebjerg Skoler og Tove Ditlevsens Skole er endnu ikke gennemført, selv om det er to år siden, at forvaltningens andel af fællesfinansieringen blev afsat. Det skyldes, at Lokale- og Anlægsfonden i første omgang udgik af samarbejdet. De afsatte anlægsmidler var herefter ikke tilstrækkelige til at gennemføre projekterne. Der er derfor i den mellemliggende periode fra forvaltningens side arbejdet på at finde alternative muligheder for medfinansiering, så projekterne kunne gennemføres som planlagt. 'Drøn på skolegården' er en oplagt mulighed for at opnå den nødvendige medfinansiering til at gennemføre de af brugerne udarbejdede forslag til projekter og dermed sikre, at projekterne føres ud i livet.

De øvrige tre projekter på Valby Skole, Sankt Annæ Gymnasium og Gerbrandsskolen er valgt ud fra de kriterier, som forvaltningen normalt anvender, når det afgøres, hvilke skoler, der har størst behov for legepladsrenovering, dvs. f.eks. sikkerhed og legepladsværdi. For at bringe flest mulige skoler op på et tilfredsstillende niveau har forvaltningen valgt at foreslå skoler, som ikke har fået midler fx i en skoleudbygningssag.  

Der er dog på nuværende tidspunkt ikke midler på anlægsbudgettet til at realisere de tre projekter, og det er derfor kun muligt at deltage i kampagnen med en hensigtserklæring om at sikre det nødvendige økonomiske grundlag til egenfinansiering, da disse skoler vil blive prioriteret, når forvaltningen søger om anlægsmidler, jf. økonomiafsnittet.  

I forhold til skoler, der er omfattet af helhedsrenovering, prioriteres midlerne af Københavns Ejendomme og forvaltningen har derfor ikke mulighed for at disponere over midlerne til medfinansiering. Københavns Ejendommes prioriteringer pågår i øjeblikket for de skoler, der er omfattet af helhedsrenoveringsmidler fra overførselssagen 2011/12 og er ikke påbegyndt for de skoler, der er omfattet af helhedsrenoveringsmidler fra Budget 2013. Tidsplanen for udførelsen af helhedsrenoveringsarbejderne for begge grupper af skoler, passer derfor ikke ind i tidsplanen for 'Drøn på skolegården'.

Hvad angår det planlagte skolegårdsprojekt  på Amager Fælled Skole,
som ikke er en del af helhedsrenoveringen, passer tidsplanen for 'Drøn på skolegården' ikke sammen med projektets gennemførelse. Det bemærkes i øvrigt, at Lokale- og Anlægsfonden er informeret om projektet og har udtrykt positivt interesse for at indgå i et samarbejde omkring projektets gennemførelse - i givet fald for andre midler end "Drøn på skolegården" i Lokale- og Anlægsfonden. 

Der foregår ikke i øjeblikket renovering af ude- og legearelaer på skoler som følge af sikkerhedspåbud, og der blev ikke afsat midler til renovering af ude- og legearealer i Budget 2013. Det betyder, at det er skolerne selv, der står for denne omkostning, hvis der f. eks. findes 'fejl' på legeredskaber, eller hvis der er utilstrækkeligt faldunderlag. Det er Københavns Ejendomme, der har ansvaret for faste belægninger, brønde, kloakker og hegn i skel. Københavns Ejendomme oplyser, at der pt. ikke foregår arbejder som følge af sikkerhedspåbud i forhold til disse områder.   

Forvaltningen vurderer, at der er et udestående behov for renovering af skolegårde på 42 af byens folkeskoler, hvor udearealerne er vurderet utidssvarende eller delvist tidssvarende. Denne vurdering er foretaget på baggrund af de ovennævnte kriterier for sikkerhed og legepladsværdi. De nødvendige renoveringer på disse skoler skønnes at beløbe sig til 47.500.000 kr. i rene entreprenøromkostninger. Hertil skal lægges 3.500.000 kr. til renovering af de 7 skolegårde, der er vurderet tidssvarende. Det samlede udestående behov for renovering beløber sig hermed til 51.000.000 kr. Forvaltningens seneste opgørelse fra januar 2013 fremgår af bilag 2.

Økonomi

Der er i øjeblikket ikke afsat midler til udbedring af sikkerhedspåbud på legepladser eller legepladsrenoveringer, og der er således heller ikke midler til egenfinansiering af de tre projekter på Valby Skole, Sankt Annæ Gymnasium og Gerbrandsskolen. 

Der kan dog deltages med en hensigtserklæring om sikring af anlægsmidler, idet forvaltningen i overførselssagen 2013 forventes at ønske 1 mio. kr. til sikkerhed på legepladser og 4 mio. kr. til renoveringer, hvor de tre projekter i givet fald vil blive prioriteret. Hvis midlerne ikke bevilges i overførselssagen, vil ønsket blive fremsat igen til Budget 2014. Budgetoverførselssagen behandles i BUU den 13.3.2013.

De tre projekter vil således ikke kunne realiseres, hvis pengene ikke bevilges.

Videre proces

Ved udvalgets godkendelse af forslagene fremsendes projektansøgning vedr. de fem projekter. Udvalget vil herefter blive orienteret om resultatet af udvælgelsen af projekter. 

                                Else Sommer                         /Knud Langberg

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top