Høring om idrætsfaciliteter på Amager (lethal ved Højdevangens Skole)
Indstilling og beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at indstillingen godkendes som BUUs høringssvar til KFU om idrætsfaciliteter på Amager
Problemstilling
Forslaget blev besluttet sendt til høring i Børne- og Ungdomsudvalget, lokaludvalget, skolen og klubberne. Det fremgår af medlemsforslaget, at en eventuel konvertering afhænger af en opbakning til løsningen.
Løsning
Beslutningen om etablering af en lethal ved Højdevangens Skole blev truffet som led i beslutningen om fire-skolesamarbejdet på Amager, som indebærer, at fire tidligere folkeskoler er ændret til tre basisskoler og en overbygningsskole (Højdevangens Skole). Det blev i den forbindelse besluttet at anvende Højdevangens Skoles eksisterende gymnastiksale til et ungdomsmiljø på skolen og det var forudsat, at Højdevangens Skole skulle benytte idrætsfaciliteter primært i Sundby Hallerne.
Lethallen har fra starten været tænkt anvendt til fritidsbrugere og ikke til gennemførelsen af idrætsundervisningen for eleverne på Højdevangens Skole. Idrætsundervisningen på Højdevangens Skole henlægges til Sundby Idrætspark som hele tiden planlagt.
Børne- og Ungdomsforvaltningen har inddraget berørte skoler, fritidsinstitutioner og klubber i området i en vurdering af forslaget og vurderer på denne baggrund, at der er generel tilfredshed med de foreslåede ændringer. Høringssvar fra skolebestyrelsen på Højdevangens Skole fremgår af bilag 2. Det fremgår heraf, at skolen ønsker bygget en idrætshal/multihal ved skolen. Herudover peger skolen på, at der udover de 0,5 mio. kr., som KFU har besluttet afsat, er behov for udbedring af andre mangler, hvis Sundby Hallerne skal benyttes til idrætsundervisningen.
Forvaltningen noterer med tilfredshed, at Kultur- og Fritidsudvalget har besluttet at bevilge midler til udbedring af idrætsfaciliteterne i Sundby Hallerne. Det er forvaltningens vurdering, at Højdevangens Skole på det foreliggende grundlag som forudsat kan leve op til de fastsatte krav til undervisningen i Ministeriet for Børn og Undervisnings "Fælles mål for Idræt".
Forvaltningen lægger vægt på, at der opsættes skabe med aflåsningsmuligheder ligesom det er væsentligt for en tilfredsstillende afvikling af idrætsundervisningen, at der etableres yderligere depotplads til skolens redskaber til idræt, som efter det oplyste kan etableres med en mindre ombygning.
Det er forvaltningens vurdering, at der på dette grundlag vil kunne skabes et frugtbart gensidigt samarbejde mellem Sundby Hallerne og Højdevangens Skole og det er dermed håbet, at der kan findes holdbare løsninger i det daglige samarbejde, som tilgodeser alle parter.
Økonomi
Videre proces
Indstillingen og udvalgets beslutning sendes til Kultur- og Fritidsudvalget, som behandler sagen igen pba. høringen.
Else Sommer /Thomas Hjortenberg