Europaskolen - konsekvenser af udbud og elevvækst på Skolen i Sydhavnen
Indstilling og beslutning
- at udvalget tager til efterretning, at Københavns Kommune har aftalt med Carlsberg Byen P/S at annullere første udbud om det permanente byggeri for ESCPH pg.a. manglende konkurrenceelement
- at ESCPH genhuses på Skolen ved Strandboulevarden, hvis der ikke afsættes midler i budget 2016 til opsætning af pavilloner ved Skolen i Sydhavnen fra 1. august 2017 og frem til det permanente byggeri for ESCPH kan ibrugtages 1.10.2018
- at ESCPHs indfasningsplan ændres, så der i skoleåret 2018/2019 er et reduceret optag, og at der først i 2019/2020 åbnes op for et større optag
Problemstilling
Carlsberg Byen P/S har i forbindelse med den aftalte totalentreprisekonkurrence gennemført et udbud. Da kun et af de fire afgivne tilbud overholdt betingelserne i udbuddet, og der derfor ikke var et konkurrenceelement i bedømmelsen, er udbuddet annulleret. Anlægget af en europaskole er medfinansieret af Industriens Fond, Realdania, Nordea-Fonden og Novo Nordisk Fonden, og det har været en betingelse, at der var et konkurrenceelement i forbindelse med projektet. Københavns Kommune og Carlsberg Byen P/S har derfor aftalt, at sagen skal i genudbud.
Europaskolen er opstartet midlertidigt i pavilloner ved Skolen i Sydhavnen. Eleverne på Skolen i Sydhavnen er fra skolestart 2015/2016 flyttet ind i den nye skole. Skolen i Sydhavnen er bygget som en 3-sporet skole og har i alt plads til 30 klasser. Skolen i Sydhavnen har optaget 4 nye 0. klasser i 2015/16 og forventes at gøre dette i årene frem. ESCPH forventes at optage 2 nye 0. klasser fra 2015/2016. Det betyder, at der mangler lokaler til 2 klasser i 2017/18 og 8 klasser i 2018/19 på Skolen i Sydhavnen i forhold til at kunne huse de to skoler.
Denne indstilling omhandler de tids- og kapacitetsmæssige konsekvenser af genudbuddet og elevvæksten på Skolen i Sydhavnen.
Løsning
Tidsmæssige konsekvenser af et genudbud
Carlsberg Byen P/S har på baggrund af annulleringen af første udbud igangsat et nyt udbud med afleveringsfrist 25. september 2015. 5 teams er blevet prækvalificeret til opgaven. Herefter vil Carlsberg Byen P/S i samarbejde med Københavns Kommune m fl. udpege vinderprojektet. Betingelserne for udpegning af vinderprojektet følger samme forudsætninger som hidtil, nemlig at vinderprojektet skal leve op til det byggeprogram og de funktionskrav, der er opstillet i forbindelse med indgåelsen af kontrakten med Carlsberg Byen P/S.
Konsekvensen af genudbuddet betyder, at afleveringstidspunktet for Europaskolen udskydes med 3 måneder fra 1.5 2018 til 1.8 2018 (med forventet ibrugtagning 1.10.2018).
Kapacitetsmæssige konsekvenser af et genudbud
ESCPH er opstartet midlertidigt på Skolen i Sydhavnen, indtil ESCPHs permanente bygninger i Carlsberg Byen er færdige. Skolen i Sydhavnen har været forsinket i aflevering pga. en brand, men ESCPH og Skolen i Sydhavnen er nu fra skolestart 2015/2016 flyttet ind i den nye skole. De to skoler har indtil 1. august 2015 været opstartet i midlertidige pavilloner, der har været opsat på lejet grund, som kommunen blev opsagt fra, og pavillonerne er derfor opsagt.
Skolen i Sydhavnen er bygget som en 3-sporet skole og har i alt plads til 30 klasser. Skolen i Sydhavnen forventes at optage 4 nye 0. klasser hvert år fra 2015/16 og frem på grund af søgningen fra skolens grunddistriktet, og ESCPH forventes at optage 2 nye 0. klasser fra 2015/2016. Det betyder, at der mangler lokaler til 2 klasser i 2017/18 og 8 klasser i 2018/19 på Skolen i Sydhavnen i forhold til at kunne huse de to skoler.
For uddybning af konsekvenserne, se bilag 1, som er et budgetnotat til budgetforhandlingerne om budget 2016.
Ændret indfasningsplan
Ifølge indfasningsplanen for ESCPH skal der i skoleårene 2015/2016 og 2016/2017 optages to 0. klasser hvert år, og fra skoleåret 2017/2018 åbnes for den fulde indfasning af det danske og engelske spor indtil 9. klasse samt 3. spor. Forsinkelsen betyder, at der ikke er tilstrækkelig kapacitet til, at der kan åbnes for et yderligere optag i skoleåret 2017/2018. Forvaltningen anbefaler derfor, at der alene optages to 0. klasser fra skoleåret 2017/2018 og indtil ESCPH kan flytte ind i det permanente byggeri i Carlsberg Byen. Herefter kan der åbnes op for et større optag.
Yderligere behov for midlertidig placering
Ibrugtagningsdatoen d. 1.10 2018 betyder, at der er behov for en anden genhusningsløsning for ESCPH. Forvaltningen har undersøgt følgende scenarier - opstilling af pavilloner i 2 år eller udnyttelse af eksisterende skolekapacitet.
Opstilling af pavilloner ved Skolen i Sydhavnen 8,0 mio. kr.
Genhusningsudfordringen af ESCPH ved Skolen i Sydhavnen kan løses ved, at der opstilles midlertidige pavilloner til ESCPHs klasser fra 2017-2018. Anlægsudgiften udgør ca. 8,0 mio. kr. i 2017-2019. Det er en forudsætning, at der i budget 2016 afsættes midler til grundkøb til en ny skole i Sydhavnen, og at denne grund er egnet til opsætning af pavilloner til ESCPH i op til 3 år.
Alternativt kan der opstilles pavilloner ved Sankt Annæ Gymnasium ved gymnasiets boldbane. Anlægsudgiften udgør ca. 10,5 mio. kr. i 2017-2019.
Flytning af ESCPH til Skolen ved Strandboulevarden fra 1.8 2017 til 1.10 2018 1-2 mio. kr.Forvaltningen har gennemgået alle skolers kapacitet i skoleårene 2017/18 samt 2018/19. I bygningerne ved Skolen på Strandboulevarden ( det tidligere Kræftens Bekæmpelse) er der ledig kapacitet til at huse ESCPH. Der vil være behov for mindre bygningsmæssige ændringer ved en genhusning på Skolen ved Strandboulevarden. Udgiften vil beløbe sig til 1-2 mio. kr.
Anbefaling
Forvaltningen anbefaler, at der opstilles pavilloner ved Skolen i Sydhavnen, da Europaskolen dermed ikke flyttes fra Vesterbro/Valby, hvor ca. 1/3 del af skolens elever kommer fra. En flytning fra nærområdet kan betyde, at der vil være et frafald blandt skolens elever, dertil vil det sikre et hensyn til skolens elever og forældre, der allerede igennem 1. skoleår har oplevet flere flytninger af ESCPH.
Desuden ønsker Sankt Annæ Gymnasium (SAG) med European School Copenhagen (ESCPH), at genhusningsløsningen bliver i nærheden af SAG, da ESCPH har få lærere og klassetrin og ikke er fuldt opbygget. Samtidig ønsker SAG med ESCPH en lokal løsning, da det vil understøtte udviklingen af ESCPH's identitet og sammenhængskraften til SAG, som er vigtig for at fastholde det faglige niveau for ESCPH.
Økonomi
I nedenstående tabel fremgår de forventede anlægsudgifter ved genhusningsløsning for ESCPH, jfr. også bilag 1.
Projekt (1.000 kr. – 2016 p/l ) |
Anlæg 2016-2018 |
Afledte årlige serviceudgifter ved fuld indfasning i år 20xx |
Hovedscenarie 1 – Opsætning af pavilloner (anbefalet scenarie) |
|
|
-Opsætning af pavilloner tæt ved Skolen i Sydhavnen – anbefalet scenarie |
8.000 |
- |
-Opsætning af pavilloner tæt ved Sankt Annæ Gymnasium |
10.500 |
- |
Hovedscenarie 2 – flytning til eksisterende kapacitet |
|
|
-Flytning til Skolen ved Strandboulevarden |
2.000 |
- |
Videre proces
Tobias Børner Stax /Sti Andreas Garde
Beslutning
Indstillingens 2. og 3. at-punkt blev godkendt.