B-sag: Kommunalisering af Børnehuset Rymarksvænge
Den selvejende vuggestue Børnehuset Rymarksvænge ønsker at overgå fra selvejende til kommunal drift, og Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til, om ønsket kan imødekommes.
Indstilling og beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at kommunaliseringen af Børnehuset Rymarksvænge godkendes
Problemstilling
Beslutninger om kommunalisering skal træffes af Børne- og Ungdomsudvalget, jf. sagen om overgang for institutioner mellem det kommunale og selvejende område (BUU 2. april 2014).
Løsning
I område Ydre Østerbro, hvor institutionen er placeret, er der generelt en lille overkapacitet af pladser, som jf. behovsprognosen (BUU 10.6.2015) forventes at fortsætte en kortere årrække, indtil der igen bliver brug for alle pladserne i området. Allerede i 2016 ventes dog at være behov for alle vuggestuepladser på Østerbro, mens der fortsat ventes en mindre overkapacitet af børnehavepladser. Det er forvaltningens vurdering, at kommunaliseringen kan bidrage til en stabilisering af økonomien for institutionen, samtidig med, at der skabes en mere attraktiv institutionsstruktur i området, som også planlægningsmæssigt giver bedre forudsætninger for eksempelvis at omlægge børnehavegrupper til vuggestuegrupper. Det er dog ligeledes en forudsætning, at der arbejdes målrettet på at genoprette søgningen til institutionen.
Pædagogisk set er der allerede i dag en sammenhæng mellem Børnehuset Rymarksvænge og klynge Ø2 idet hovedparten af de børn, der går i Børnehuset, fortsætter i klyngens børnehaver. Denne sammenhæng vil med en kommunalisering blive yderligere styrket, ligesom der kan forventes en ledelsesmæssig synergieffekt, hvor klyngens pædagogiske ledere kan placeres mere hensigtsmæssigt.
Leder og personale i Børnehuset såvel som i klyngen er hørt om bestyrelsens forslag, og de er positivt indstillet overfor forslaget. LFS er ligeledes orienteret i forbindelse med den virksomhedsoverdragelse, der skal finde sted af medarbejderne.
Udlejer for de lokaler, hvor Børnehuset Rymarksvænge har til huse, har tilkendegivet, at man er indstillet på at lade Københavns Kommune overgå som lejere på tilsvarende vilkår.
Hvis bestyrelsens forslag om kommunaliseringen ikke godkendes, må den usikre situation for institutionen forventes at fortsætte, og arbejdet med genopretningen af søgningen vanskeliggøres, da institutionen skal kunne fungere inden for rammerne af den normale budgetmodel. Hvis institutionen på længere sigt ikke har held med dette, kan forvaltningen i sidste ende blive nødt til at opsige driftsoverenskomsten med institutionen.
På baggrund af tilkendegivelserne fra de involverede parter samt de fordele i forhold til pladsfleksibilitet og økonomi, der kan opnås ved en større institution, anbefaler forvaltningen, at Børnehuset Rymarksvænge overgår til kommunal drift per 1. oktober 2015, hvorefter institutionen vil høre under klynge Ø2.
Økonomi
Administrationsbidraget til selvejende institutioner på 2,1% bortfalder ved kommunaliseringen, da administrationen overgår til forvaltningen.
Videre proces
Forvaltningen vil i forlængelse af beslutningen indgå i dialog med institutionen og klyngen om den videre proces ved overgangen til kommunal drift.
Tobias Børner Stax /Sti Andreas Garde