Mødedato: 26.04.2017, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Medlemsforslag om øget oplysning om HPV-vaccine

 

Det foreslås,

1. at Børne- og Ungdomsudvalget pålægger forvaltningen at udarbejde et forslag til styrket indsats for seksuel sundhed, hvori det indgår:

  • At sundhedsplejen deltager på forældremøder i alle skoler i løbet af 6. klasse med særlig fokus på oplysning om seksuel sundhed, herunder HPV-vaccine.
  • At sundhedsplejens indsats tilrettelægges for at sikre øget deltagelse i HPV-vaccination, som et element i kampagnen, der er under udarbejdelse i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

(Stillet af Enhedslisten)

 

MOTIVERING

Ifølge Sundhedsstyrelsen rammes ca. 370 kvinder i Danmark hvert år af livmoderhalskræft og ca. 100 dør årligt af sygdommen. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at kvinder behandles for forstadier til livmoderhalskræft. Virussen smitter ved seksuel kontakt.

Sigtet med forslaget er, at sikre alle forældre adgang til opdateret viden om seksuel sundhed og de klare overordnede fordele ved deltagelse i HPV-vaccination, inden deres børns seksuelle debut.

Børn, unge og deres forældre har deres opfattelser af sex og seksuel sundhed fra mange kilder.

I 2015 var der meget omtale i medierne af HPV-vaccinerede kvinder, der er blevet syge. Læger og forskere kan i dag ikke påvise nogen sammenhæng mellem vaccineprogrammet og de omtalte bivirkninger. Det er vigtigt, at skolens og forældrenes formidling om emnet til børn og unge samordnes, og at der sikres en solid forankring i opdateret viden inden for området.

Svigtende deltagelse i HPV-program er et alvorligt problem

  • Tal fra 2016 oplyst af Statens serum institut viser, at der kun var halvt så mange piger født i 2003, sammenlignet med piger født i 2002, der er blevet HPV-vaccineret på opgørelsestidspunktet.

  • 1 ud af 2 piger fra årgang 2002 er blevet HPV-vaccineret, mens den faldende tilslutning betyder, at kun 1 ud af 4 piger fra årgang 2003 er HPV-vaccineret.

  • Lægerne er opmærksomme på, at pigerne fra årgangene stadig kan nå at blive færdigbehandlet, men de mener, at faldet betyder et entydigt fravalg af vaccinen. 

Bred og tidlig deltagelse i HPV-vaccinationsprogram har mange fordele

Statens serum institut oplyser:

  • Vaccinen har den største effekt, hvis den gives inden den seksuelle debut.

  • Vaccinen er næsten 100 procent effektiv mod vedvarende infektion af HPV-typerne 16 og 18, som den er udviklet til at beskytte mod.

  • HPV er årsag til 70% af tilfældene af kræft i livmoderhalsen.

  • Vaccinen er en sikker metode mod celleforandringer.


Beslutning

F stillede forslag om følgende tilføjelse til medlemsforslaget: "At der udarbejdes et forslag til forsøg med frivillig vaccinering af eleverne på en bestemt årgang på et antal folkeskoler i København, således, at alle på en årgang tilbydes at blive vaccineret".

Forslaget fra F blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 1 medlem: F.

Imod stemte 7 medlemmer: A, B, O, V og Karina Vestergård Madsen (Ø).

1 medlem undlod at stemme: Gorm Gunnarsen (Ø).

Medlemsforslaget blev herefter godkendt uden afstemning, idet forvaltningen sikrer at sundhedsplejen er rustet til opgaven. 
Til top