Plan for faglighed for alle mv. i den københavnske folkeskole
Plan for faglighed for alle mv. i den københavnske folkeskole
Børne- og Ungdomsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 26. april 2006
2. Plan for faglighed for alle mv. i den københavnske folkeskole
J.nr. 294126
INDSTILLING OG BESLUTNING
Børne- og Ungdomsforvaltningen og
Økonomiforvaltningen indstiller, at Børne- og Ungdomsudvalget og
Økonomiudvalget godkender,
at initiativerne i 'Faglighed
for alle' vedr. en styrket indsats i dagtilbud, trygge børn, styrket faglighed,
udsatte børn, skole-hjem samarbejde, sunde børn, demokratisk dannelse,
skoleledelse og folkeskolernes integrationsindsats, som præsenteres i
indstillingen, indgår i drøftelserne vedr. budget 2007
at behovet for renovering af
kommunens skoler indgår i drøftelserne vedr. budget 2007 og de kommende år
at behovet for en plan vedr.
udbygningsbehovet på daginstitutions- og folkeskoleområdet indgår i de kommende
års helhedsplanlægning for byområderne
at Børne- og Ungdomsudvalget
forinden godkender udkast til høringsbrev, og at indstillingen sendes i høring
med høringsfrist den 9. juni 2006
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 26. april 2006
Bo Asmus Kjeldgaard (F) stillede følgende ændringsforslag: "at der i høringsperioden iværksættes en dialogproces i forhold til forældre, skoler og fritidsinstitutioner om forslagene om heldagsskoler, således at de involverede aktivt er med til at udforme de konkrete forslag vedr. skoler og institutioner. Børne- og ungdomscheferne i distrikterne skal have en central rolle i processen."
Indstillingens fjerde "at" blev godkendt med tilføjelse om, at Københavns Skolelederforening inddrages som høringspart.
Partierne får frist til fredag den 28. april 2006 kl. 12 for medsendelse af eventuelle bemærkninger i høringen.
RESUME
Den københavnske folkeskole står over for væsentlige udfordringer i form af svage faglige resultater, etnisk og socialt opdelte skoler samt nedslidte skolebygninger mange steder i byen.
Disse udfordringer skal imødegås gennem
et løft af kommunens folkeskoler, således at de københavnske folkeskoler bliver
blandt landets bedste. Det foreslås derfor, at der igangsættes en samlet pakke
af initiativer for folkeskolen. Initiativerne har til formål at genskabe
forældrenes tillid til, at folkeskolen kan give deres børn de nødvendige
faglige og sociale kompetencer i et trygt miljø.
Samtidig er der med etableringen af en
Børne- og Ungdomsforvaltning skabt et samlet grundlag for trivsel, kvalitet og
læring i børns og unges liv. Børnenes og de unges udbytte af dagtilbud og skole
kan hæves, når samarbejdsfladerne mellem dagtilbud og skoler udbygges, og
rammerne forbedres. Indstillingens forslag skal bidrage til en høj kvalitet i
alle led med fokus på en tidlig indsats overfor udsatte børn og høj faglighed i
folkeskolen.
Indstillingens forslag er opdelt i følgende
tolv indsatsområder:
- En styrket indsats i dagtilbud
- Trygge børn
- Styrket faglighed – også for
de stærke børn
- Udsatte børn
- Skole-hjem samarbejde
- Sunde børn
- Demokratisk dannelse
- Skoleledelse
- Folkeskolernes
integrationsindsats
- Forsøg med heldagsskoler
- Renovering
- Udbygningsbehov (Børneplan II)
Ovenstående initiativer indgår i
drøftelserne for budget 2007.
I sagen vedr. igangsætning af
'Faglighed for alle', som tillige fremlægges på dette udvalgsmøde, fremlægger
Børne- og Ungdomsforvaltningen forslag om, at der afsættes 2,5 mio. kr. af
Børne- og Ungdomsudvalgets bufferpulje til aktiviteter i forbindelse med
igangsætningen af 'Faglighed for alle' i 2006.
Det skal endvidere bemærkes, at
omlægning af skoledistrikterne forelægges Børne- og Ungdomsudvalget,
Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i særskilt indstilling. Ligeledes vil
spørgsmålet om skolestrukturen på Ydre Nørrebro blive forelagt Børne- og
Ungdomsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i særskilt indstilling.