Afholdelse af Ungdomspolitikerdag i Borgerrepræsentationen
Afholdelse af Ungdomspolitikerdag i Borgerrepræsentationen
Børne- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 26. april 2006
6. Afholdelse af Ungdomspolitikerdag i Borgerrepræsentationen
J.nr. 303501
INDSTILLING
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at forslag om afholdelse af
Ungdomspolitikerdagen den 29. marts 2007 samt forslag om, at
Ungdomspolitikerdagen bliver en tilbagevendende begivenhed hvert år vedtages
at der i forbindelse med budgetudmeldingen for 2007 reserveres 130.000 kr. til dækning af udgifter i forbindelse med afholdelse af Ungdomspolitikerdagen på Rådhuset. Udgiften afholdes på funktion 3.01 for folkeskolen, 5.14 for fritids- og ungdomsklubber og 03.76.1 for Ungdomsskolen.
at forslaget forinden sendes i høring i de stående udvalg med høringsfrist 7. juni 2006
RESUME
I forlængelse af intentionerne om at styrke
og udvikle rammerne for hverdagens demokrati og "Plan for åbenhed på Rådhuset"
indstilles det, at der den 29. marts 2007 afholdes en Ungdomspolitikerdag på
Rådhuset i Borgerrepræsentationen. Målgruppen er 8., 9., 10. klasser,
ungdomsklubberne og Ungdomsskolen i Københavns Kommune.
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller
endvidere, at Ungdomspolitikerdagen bliver en tilbagevendende begivenhed hvert
år i marts måned, således at skolerne fremover har mulighed for at indarbejde
dagen i deres årsplan.
Udgiften til Ungdomspolitikerdagen andrager
130.000 kr.
Forslaget foreslås sendt i høring i de stående udvalg inden behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
SAGSBESKRIVELSE
Ungdomspolitikerdagen skal ses i sammenhæng
med en række initiativer, der har til formål at øge selvforvaltningen og styrke
brugerdemokratiet. Her tænkes især på indførelsen af ungeråd,
medlemsindflydelse i klubberne samt elevdemokrati i folkeskolen og
ungdomsskolen. Initiativet skal endvidere ses i lyset af intentionerne om at
styrke og udvikle rammerne for hverdagens demokrati og "Plan for åbenhed på
Rådhuset".
Målgruppen er 8., 9., 10. klasser,
ungdomsklubberne og Ungdomsskolen i Københavns Kommune.
Forslaget indebærer, at elever og medlemmer
fra skoler og klubber får mulighed for på nært hold at opleve og få indblik i,
hvad der foregår på byens Rådhus. De unge bliver indbudt til at stille forslag
til beslutning. Forvaltningerne udvælger blandt de indkomne forslag ca. 15 - 20
forslag. På baggrund af de udvalgte forslag udvælges forslagsstillerne, så det
samlede antal unge, der skal deltage på dagen på Rådhuset bliver på 55 unge.
Forslagene bliver inddelt i kategorier, som svarer til Københavns Kommunes
fagudvalgs respektive ressortområder. Repræsentanterne for forslaget vil
herefter være medlem af det fagudvalg, deres forslag relaterer sig til. De unge
får således, i løbet af dagen, lejlighed til at være udvalgsmedlemmer og om
aftenen til at afholde et Borgerrepræsentationsmøde. Der tilstræbes en
spredning af både emner, deltagende skoler og klubber.
Rådhuset stiller udvalgsværelser,
Borgerrepræsentationens mødesal med tekniske faciliteter, bespisning,
betjentservice, Rådhusbibliotek mv. til rådighed, så dagen får et så realistisk
forløb som muligt. Det tilstræbes, at medlemmer af de forskellige politiske
fagudvalg deltager som udvalgsformænd, deltager i diskussionerne og hjælper de
unge med at forberede deres forslag til behandlingen i BR-salen om aftenen.
Såfremt denne indstilling tiltrædes, vil en
foreløbig indbydelse til dagen blive udsendt snarest muligt til skoler og
klubber, således at skolerne har mulighed for at indarbejde dagen i deres
årsplan. Informationsmateriale til brug for lærere, pædagoger og de unge bliver
udsendt i efteråret. Materialet vil bl.a. indeholde en værktøjskasse med en
beskrivelse af hvorledes, der udarbejdes et beslutningsforslag og henvisninger
til Københavns Kommunes arbejdsområder.
Den 15. november 2004 blev der afholdt en
Ungdomspolitikerdag på Rådhuset. Ungdomspolitikerdagen var en succes med
deltagelse af 55 unge. De unge behandlede 22 forslag. Deltagerne udviste stor
interesse for de forskellige forslag og diskussionslysten var stor. Desuden
deltog en række politikere med stort engagement i udvalgsarbejdet. Det
daværende Uddannelses- og Ungdomsudvalg behandlede siden flere af de unges
forslag bl.a. indførsel af ungeråd i alle bydele.
Såfremt denne indstilling tiltrædes, vil der blive nedsat en arbejdsgruppe med medarbejdere fra Børne- og Ungdomsforvaltningen og Borgerrepræsentationens sekretariatet. Arbejdsgruppen skal udarbejde informationsmateriale, forestå udvælgelse af indsendte forslag samt planlægning og afvikling af dagen. Desuden inddrages medarbejdere fra kommunens øvrige forvaltninger, således at alle fagområder er repræsenterede.
Økonomi
Udgifter forbundet med afholdelse af dagen på Rådhuset, herunder trykning af materialer, betjenings- og vagtpersonale samt forplejning andrager 130.000 kr. pr. år. Herudover består projektet hovedsageligt af arbejdskraft. I forbindelse med budgetudmeldingen for 2007 reserveres 130.000 kr. til dækning af udgifter i forbindelse med afholdelse af Ungdomspolitikerdagen på Rådhuset. Udgiften afholdes på funktion 3.01 for folkeskolen, 5.14 for fritids- og ungdomsklubber og 03.76.1 for Ungdomsskolen.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Høring
Det indstilles, at forslaget sendes i høring i de stående udvalg med høringsfrist 7. juni 2006 inden behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
BILAG VEDLAGT
Ingen.
Peter Rasmussen
Michael Hougaard Olsen