Høring om etablering af fælles arbejdsskadepulje
Høring om etablering af fælles arbejdsskadepulje
Børne- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 26. april 2006
15. Høring om etablering af fælles arbejdsskadepulje
J.nr. 302128
INDSTILLING
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
at udvalget godkender forslag til høringssvar til Økonomiforvaltningen vedrørende høring om etablering af fælles arbejdsskadepulje
RESUME
Økonomiforvaltningen har den 30. marts 2006 fremsendt anmodning om høring vedr. etablering af fælles arbejdsskadepulje til de stående udvalg samt Revisionsdirektoratet og Borgerrådgiveren.
Der anbefales etableret en fælles arbejdsskadepulje med en betalingsmodel, der baserer sig på en promillesats af forvaltningernes samlede lønsum.
Den samlede præmies fordeling på udvalgene efterreguleres det følgende år med udvalgenes andel af lønsummen i regnskabet.
Børne- og Ungdomsforvaltningen er enig i Økonomiforvaltningens forslag, da den foreslåede model vil smidiggøre administrationen af arbejdsskadesager, ligesom organisatoriske ændringer i fremtiden ikke vil medføre yderligere besværligheder i forbindelse med sagsbehandlingen af arbejdsskadesager.
SAGSBESKRIVELSE
Betalingsmodellen på arbejdsskadeområdet har indtil nu været baseret på, at ansvaret ligger hos den institution/arbejdsplads, der er arbejdsgiver på skadestidspunktet.
Det bliver imidlertid stadig vanskeligere at håndtere disse arbejdsskader i den enkelte forvaltning, herunder i Børne- og Ungdomsforvaltningen, bl.a. da:
· institutioner nedlægges eller overgår til staten
· institutioner flytter ressortområde internt i kommunen
· skader, der er anerkendt, kan genoptages indtil den skadelidte fylder 65/67 år.
Forhold som disse vanskeliggør forvaltningens arbejde med at håndtere arbejdsskadesager, ligesom det ofte giver usikkerhed at identificere, hvilken forvaltning der har overtaget erstatningsforpligtelsen for en arbejdsskade.
Det bliver derfor stadig mere ressourcekrævende at håndtere arbejdsskader for medarbejdere, der tidligere har hørt under forsøgsbydele, hørt under andre eller nedlagte forvaltninger, nedlagte institutioner mv. Ikke mindst da nogle af sagerne går mere end 30 år tilbage, og hvor eksempelvis ansættelsesoplysninger kan være særdeles vanskelige at fremfinde.
Forvaltningerne har derfor anmodet Økonomiforvaltningen om at fremkomme med en sag, hvor der allerede fra 2006 indføres en fælles arbejdsskadepulje.
Økonomiforvaltningen har den 30. marts 2006 fremsendt anmodning om høring vedr. etablering af fælles arbejdsskadepulje.
Økonomiforvaltningen foreslår på den baggrund:
1. At der med virkning fra 1. januar 2006 etableres en fælles arbejdsskadepulje til dækning af udgifter til arbejdsskader i kommunen. Puljen finansieres ved, at udvalgene betaler en årlig præmie på 3,6 promille af den budgetterede lønsum til dækning af forvaltningernes udgifter til arbejdsskader for kommunalt ansatte. Præmiens fordeling på udvalgene efterreguleres det følgende år med udvalgenes andel af lønsummen i regnskabet.
2. At der som følge heraf foretages de forslåede bevillingsmæssige ændringer i budget 2006 under Økonomiudvalget herunder, at der etableres en særskilt bevilling "Arbejdsskadepuljen" og der indarbejdes ekstra 2 normeringer inden for de nuværende økonomiske rammer.
3. At bevillingsændringerne som følge af denne indstilling indarbejdes i Økonomiudvalgets ramme for 2007.
Forvaltningens udkast til Børne- og
Ungdomsudvalgets høringssvar
Forvaltningen foreslår, at følgende høringssvar afgives til Økonomiforvaltningen:
"Økonomiforvaltningen har sendt forslag om etablering af fælles arbejdsskadepulje til høring i bl.a. fagudvalgene.
Børne- og Ungdomsudvalget er enig i Økonomiforvaltningens forslag, da den foreslåede model vil smidiggøre administrationen af arbejdsskadesager, ligesom organisatoriske ændringer i fremtiden ikke vil kræve yderligere tilpasninger i forvaltningerne i forbindelse med sagsbehandlingen af arbejdsskadesager".
Økonomi
Det foreslås, at der i 2006 og 2007 betales en enhedssats på 3,6 promille af lønsummen i budgettet.
Udgiften andrager 17,363 mill. kr. og vil blive fordelt forholdsmæssigt på de enkelte budgetområder i forhold til lønsum.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Høring
Ingen bemærkninger
BILAG VEDLAGT
·
Høringsbrev
af 30. marts 2006 fra Økonomiforvaltningen om høring om etablering af fælles
arbejdsskadepulje
Peter Rasmussen
Marie Thun