Høring om forslag til procedure for høring af indstillinger med betydning for integrationsindsatsen
Høring om forslag til procedure for høring af indstillinger med betydning for integrationsindsatsen
Børne- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 26. april 2006
14. Høring om forslag til procedure for høring af indstillinger med betydning for integrationsindsatsen
J.nr. 299514
INDSTILLING
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
at udvalget godkender forslag til høringssvar til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen om høringer om indstillinger med betydning for integrationsindsatsen
RESUME
Som følge af § 20 i Københavns Kommunes styrelsesvedtægt har Beskæftigelses- og Integrationsudvalget ansvaret for den tværgående integrationsindsats, hvorfor udvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens integrationsindsats skal indhentes.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har derfor udarbejdet et forslag til procedure, som er sendt i høring i udvalgene.
Børne- og Ungdomsforvaltningen foreslår enkelte bemærkninger til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens forslag til procedure for høring om fagudvalgets rolle og særlige sagers behandling, eksempelvis budgetforslag. Forvaltningen indstiller, at udvalget godkender forslaget til høringssvar til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.
SAGSBESKRIVELSE
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har sendt et forslag til procedure for høring af indstillinger med betydning for integrationsindsatsen i høring i udvalgene.
Som følge af Københavns Kommunes styrelsesvedtægt §20 har Beskæftigelses- og Integrationsudvalget ansvaret for den tværgående integrationsindsats. Udvalgets erklæring skal derfor indhentes om enhver sag, der vedrører kommunens integrationsindsats.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har på den baggrund udarbejdet et forslag, der indebærer, at den enkelte forvaltning afgiver indstilling til høring i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (samt Integrationsrådet). Herefter behandler Beskæftigelses- og Integrationsudvalget indstillingen, idet udvalget forholder sig til:
· hvorvidt indstillingen er i overensstemmelse med kommunens integrationspolitik
· hvorvidt indstillingen er i overensstemmelse med tidligere trufne beslutninger med konsekvens for integrationspolitikken
· hvorvidt indstillingens integrationsaktiviteter i tilstrækkelig grad er koordineret med andre relevante aktiviteter
· hvorvidt der i tilstrækkelig grad er sikret opfølgning på indstillingen for så vidt angår aktivitets-, resultat- og effektmål
· hvorledes indstillingen i endnu højere grad kan fremme succesfuld forfølgelse af kommunens integrationspolitik
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen foreslår, at der fastsættes en bagatelgrænse for indstillinger om ansøgninger med en værdi under 100.000 kr. for bevillinger og afslag fra puljer, hvor Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har forholdt sig til puljens prioriteringer samt for indstillinger til orientering.
Forvaltningens forslag til høringssvar til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen
Forvaltningen foreslår, at følgende høringssvar afgives til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen:
"Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har sendt forslag til procedure for høring af indstillinger med betydning for integrationsindsatsen til høring i udvalgene.
Det er Børne- og Ungdomsudvalgets opfattelse, at det ikke er Børne- og Ungdomsforvaltningen, der skal afgive høringsanmodning, men derimod udvalget, der beslutter om sagen skal sendes i høring og hvilke dele af indstillingen, der i givet fald skal høres om.
Det bør også fremgå udtrykkeligt på hvilken måde udvalgets budgetforslag, hvori eventuelt indgår emner, der har betydning for integrationen, skal sendes til høring. Udvalget foreslår, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget får udvalgets budgetforslag til høring efter udvalgets vedtagelse af budgetforslaget.
Det er foreslået som procedure, at indstillinger om høring, der skal behandles på et givent møde i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget samles i en enkelt indstilling til forelæggelse for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget. Børne- og Ungdomsudvalget antager, at denne proces ikke vil medvirke til yderligere at forlænge sagsbehandlingstiderne, der i forvejen forlænges som følge af høringsprocessen.
Børne- og Ungdomsudvalget er enig i de emner, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget påtænker at iagttage i forbindelse med behandlingen af høringsanmodninger".
Økonomi
Ingen bemærkninger
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Høring
Ingen bemærkninger
BILAG VEDLAGT
· Brev af 16. marts 2006 om høring af forslag til procedure for høring af indstillinger med betydning for integrationsindsatsen fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (I tilknytning til bilaget skal det bemærkes, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen efterfølgende har præciseret, at høringen af forslaget er en udvalgshøring og ikke en forvaltningshøring).
Peter
Rasmussen
Elizabeth Bonde