Mødedato: 26.02.2014, kl. 13:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Udvidelse med 700 juniorklubpladser og udvidet åbningstid for juniorklubber

Se alle bilag
Udvalget skal tage stilling til forslag til udmøntning af budget 2014 vedr. udvidelse med 700 juniorklubpladser og udvidet åbningstid for juniorklubber.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, 
  1. at udvidelsen af normeringen af udvalgte klubber, jf.  bilag 1, godkendes
  2. at  principperne for fordelingen af midler til udvidet åbningstid for juniorklubber godkendes

Problemstilling

I budget 2014 er det vedtaget, at midlerne til udvidet åbningstid for juniorklubber afsættes med henblik på ”at sikre mulighed for udvidet åbningstid i juniorklubber med særligt mange udsatte børn. Derved sikres de unges tilhørsforhold til det etablerede klubliv”.

Derudover fremgår det af budgettet for 2014, at der etableres 700 juniorklubpladser i ungdomsklubfællesskaberne.

Forvaltningen fremlægger hermed forslag til kriterier for udvidelse af normeringen og åbningstid for juniorklubpladser.

Løsning

Som grundlag for denne indstilling har de involverede klubber haft mulighed for at kommentere på, hvordan de vil håndtere en opnormering af juniorklubpladser eller varetage udvidet åbningstid for juniorklubbørn. Formålet har været at kvalificere beslutningsgrundlaget forud for Børne- og Ungdomsudvalgets behandling. På denne baggrund fremlægger forvaltningen forslag om de ungdomsklubber, hvori de 700 juniorklubpladser kan etableres.

Forvaltningen har desuden undersøgt, hvordan den udvidede åbningstid for juniorklubber kan målrettes juniorklubber med særligt mange udsatte børn. Af kommenteringsfasen fremgik, at ingen klubber var bekymrede over, om de kunne løfte opgaven, men der var flere klubber, som ønskede del i midlerne, da de også fandt, at deres medlemmer kunne drage nytte af en udvidet åbningstid.


Kriterier for opnormering med juniorklubpladser i lokalefællesskaber med ungdomsklubfællesskaber
Borgerrepræsentationen har i budget 2014 besluttet at afsætte i alt 3,8 mio. kr. til etablering af 700 nye juniorklubpladser i ungdomsklubfællesskaberne. Pladserne skal etableres i lokalefællesskab med ungdomsklubberne. Forvaltningen har undersøgt mulighederne herfor ud fra 2 kriterier:

  • muligheden for at etablere pladser i lokalefællesskab med ungdomsklubberne
  • pladsbehovet i hvert delområde 

Af bilag 1 fremgår en liste over de ungdomsklubber, der foreslås udvidet med juniorklubpladser. Der er i alt mulighed for at etablere 795 juniorklubpladser i lokalefællesskaber.

Forvaltninger foreslår, at der ikke gennemføres udvidelser i Bispebjerg, idet behovsprognosen viser, at der er tilstrækkeligt kapacitet allerede til at dække behovet for juniorklubpladser på sigt. Derudover foreslås det, at der kun etableres 100 juniorklubpladser i Valby, da det vil være tilstrækkeligt til at dække behovet på sigt.  

På Østerbro foreslås det at etablere 195 juniorklubpladser, hvor der ifølge behovsprognosen er et stort behov for juniorklubpladser. Det er ikke umiddelbart muligt at etablere disse juniorklubpladser i lokalefællesskab med ungdomsklubberne, hvorfor de foreslås placeret i eksisterende klubtilbud, hvor der er mulighed for opnormering.

Fordelingsmodel for udvidet åbningstid
Borgerrepræsentationen har i budget 2014 besluttet at afsætte 9,8 mio. kr. i drift i en midlertidig periode på to år, svarende til skoleåret 2014/ 2015 og 2015/2016, der skal sikre mulighed for udvidet åbningstid i juniorklubber med særligt mange udsatte børn. Derved sikres disse unge et tilhørsforhold til det etablerede klubliv. Forvaltningen har udarbejdet en 2-ledet budgetfordelingsmodel, hvor:
  • Fordeling af budget til delområder sker ud fra delområdernes sociale profiler og befolkningsantallet for den pågældende aldersgruppe
  • Fordelingen af midler fra delområdet til de konkrete klubber i delområdet sker med udgangspunkt i klubbernes sociale profiler og antal indmeldte børn i den enkelte juniorklub. 

Udregningen af de sociale profiler for delområder og klubber gennemføres på den samme måde som ved udarbejdelsen af ungdomsklubbernes budgetmodel. De sociale profiler (ESCS) identificeres ud fra befolkningsdata fra Danmarks Statistik, hvor der tages højde for forældrenes erhverv, indkomst og uddannelse. Hensigten er at målrette den udvidede åbningstid, således at midlerne primært målrettes de mest udsatte 12-13-årige unge. Dette betyder, at det kun er de delområder, der har et socioøkonomisk niveau, der ligger under det gennemsnitlige niveau i København, der vil få tildelt midler.

Klubberne på Amager, Bispebjerg, Brønshøj-Husum, Nørrebro, Kgs. Enghave og Valby får del i midlerne til udvidet åbningstid, hvorimod klubberne på Christianshavn, Indre By, Vanløse, Vesterbro og Østerbro ikke får tildelt midler. Alle klubber i de udvalgte delområder, som har en særlig social profil, og som også har mere end 20 indskrevne juniorklubbørn, får tildelt et minimumsbeløb på 250.000 kr. årligt. De resterende midler fordeles til klubber med den højeste sociale profil. Disse klubber får yderligere 233.636 kr. årligt. Forvaltningen anbefaler, at der i et enkelt tilfælde dispenseres til fordel for en klub beliggende på Vesterbro, der ellers er en af de friholdte delområder. Dette skyldes, at klubben hører til i gruppen af klubber med den højeste sociale profil. 

De klubber, der ikke får tildelt midler, er ikke forpligtet i henhold til Borgerrepræsentationens beslutning om udvidet åbningstid.  

Nedenstående oversigt viser antallet af klubber med og uden udvidet åbningstid fordelt på bydele ud fra det fremlagte forslag.

Bydel

Antal klubber med udvidet åbningstid

Antal klubber uden udvidet åbningstid

Bispebjerg

4

5

Brønshøj/Husum

4

5

Christianshavn

0

3

Indre By

0

5

Indre Nørrebro

3

2

Kgs. Enghave

1

0

Sundby Nord

5

5

Sundby Syd

1

10

Valby

6

2

Vanløse

0

8

Vesterbro

1

5

Ydre Nørrebro

4

1

Østerbro

0

8

 I alt 29 59

Alle klubber orienteres umiddelbart efter eventuel politisk vedtagelse, om hvorvidt de modtager midler til udvidet åbningstid.

Midlerne skal dække udvidet åbningstid i minimum 8 timer pr. uge udenfor den almindelige åbningstid i de konkrete klubber, alle uger undtagen sommerferie, juleferie og påskeferie. Det er klubben, der vurderer, hvorledes timerne mest hensigtsmæssigt fordeles henover en uge ud fra det konkrete behov. Den udvidede åbningstid fastlægges således lokalt efter behov, eksempelvis i de tidlige aftentimer, fredag aften og i weekenderne.

Midlerne tildeles for skoleåret 2014/15 og 2015/2016. Dette betyder, at den udvidede åbningstid vil ophøre fra 1. august 2016, og at klubberne dermed indskrænker deres åbningstid igen.

I 2014 gives der budget til udvidet åbningstid i perioden fra august til og med december, og i 2016 gives der budget fra perioden januar til og med juli. Budgetudmeldingerne for 2015 og 2016 vil ikke tage højde for eventuelle ændringer af klubbernes sociale profiler, da klubberne har behov for at have overblik over deres budget til aktiviteten de kommende 2 år.

Forvaltningen vil efter ca 1 år evaluere den udvidede åbningstid med henblik på eventuel indstilling om videreførsel efter udløbet i 2016. Ydermere vil klubbernes opgaver og vilkår blive drøftet i den igangsatte analyse af fremtidens fritidstilbud.

Økonomi

Borgerrepræsentationen har i budget 2014 besluttet at afsætte i alt 3,8 mio. kr. til etablering af 700 nye juniorklubpladser i ungdomsklubfællesskaberne. Pladserne skal etableres i lokalefællesskab med ungdomsklubberne. Derudover har Borgerrepræsentationen i budget 2014 besluttet at afsætte 9,8 mio. kr. i drift over to år, svarende til skoleåret 2014/ 2015 og 2015/2016, der skal sikre mulighed for udvidet åbningstid i juniorklubber med særligt mange udsatte børn.

Udgifterne afholdes på bevillingsområde normaldagtilbud, funktion 05.25.14.

Videre proces

Hvis udvalget godkender forslag til udmøntningen af udvidet åbningstid for juniorklubber meldes budgettet til udvidet åbningstid ud til institutionerne således, at institutionerne får mulighed for at medregne lønmidlerne, når de skal give en tilbagemelding til forvaltningen på ledige eller overskydende stillinger som følge af implementeringen af folkeskolereformen den 1. august 2014.                       

            Else Sommer                        /Henriette Bjørn Nielsen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top