Mødedato: 26.02.2014, kl. 13:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Anlægsbevilling til køb af byggeret til en 9 gruppers daginstitution i Arenakvarteret i Ørestad Syd - FÆLLESINDSTILLING BUF, ØKF

Se alle bilag

Udvalgene skal tage stilling til anlægsbevilling til køb af byggeret og projektering af skitseforslag til opførelse af en 9 gruppers daginstitution på Robert Jacobsens Vej i Arenakvarteret i Ørestad Syd.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) og Økonomiforvaltningen (ØKF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) og Økonomiudvalget (ØU), at udvalgene overfor Borgerrepræsentationen (BR) anbefaler,

  1. at den betingede aftale om køb af byggeret til opførelse af en 9 gruppers daginstitution på Robert Jacobsens Vej i Ørestad Syd, del af matr. nr. 919 Sundby Overdrev godkendes. Der anvises dækning for købesummen mv. på BUU's anlægsbudget i 2014 for de nævnte beløb, jf. bilag 2, og på de i bilag 3 angivne vilkår (fortrolige bilag)
  2. at der gives en anlægsbevilling til BUU i 2014 på det i bilag 2 (fortroligt bilag) nævnte beløb til køb af byggeretten samt 854 t. kr. til følgeudgifter forbundet med købet herunder projektering af skitseforlag. For de bevillingsmæssige konsekvenser se tabel i bilag 2 (fortroligt bilag)

Problemstilling

For at opretholde pladsgarantien på daginstitutionsområdet har BUF iværksat en række tiltag for at skaffe det nødvendige antal daginstitutionspladser. Blandt disse tiltag indgår en ny 9 gruppers daginstitution i Arenakvarteret i Ørestad Syd. 

Oprindeligt var hensigten, at der skulle opføres en institution på 11 grupper. Dette lod sig imidlertid ikke gøre pga. lokalplanens (nr. 398 med tillæg nr. 1) bestemmelser om maksimal bebyggelsesprocent i det pågældende underområde samt fastlæggelsen af bebyggelsplan mv. De 2 manglende grupper, som der således er finansiering til, vil blive forsøgt placeret ind i et senere anlægsprojekt i Ørestaden og indgår i kommunens undersøgelser af mulige daginstitututionsprojekter i området herunder evt. behov for tidlig opstart af pladserne.  
 
Ifølge behovsprognosen for 2013 (BUU 12/6 2013) er der, udover de 9 grupper, behov for yderligere 29 børnegrupper på Amager frem til og med 2017. I overførselssagen 2012-13 og i budget 2014 er der afsat anlægsmidler til at etablere 29 grupper på Amager. 

På grund af det akutte behov for pladser i Ørestad Syd er den nye daginstitution i Arenakvarteret startet op i pavillioner på Asger Jorns Alle 20 (BR 19/6-13) i december 2013.

Løsning

Der er i plangrundlaget for Arenakvarteret i Ørestad Syd mulighed for indpasning af et daginstitutionsbyggeri i området.

ØKF har på den baggrund indgået betinget købsaftale med By og Havn om køb af byggeret til opførelse af en daginstitution. Hovedvilkårene i aftalen er beskrevet i bilag 3 (fortroligt).

Denne indstilling omhandler køb af byggeretten og de følgeudgifter, der er forbundet med købet. Indstilling om anlægsbevilling til opførelse af daginstitutionen forventes fremlagt for BR i starten af oktober 2014, når der er udarbejdet et prissat projektforslag. Det har været en forudsætning for købet, at sælger (By og Havn) har godkendt et skitseforslag af daginstitutionen, og Dorte Mandrup Arkitekter har derfor udarbejdet et skitseforslag i tæt samarbejde med KEjd, BUF og et byggeudvalg bestående af en pædagogisk konsulent fra område Amager, lederen af Klynge A6, den pædagogiske leder og en forældrerepræsentant for Klyngens forældrebestyrelse. Byggeudvalget vil også blive inddraget i den fortsatte projektering. 

Plangrundlaget
Der er i plangrundlaget (lokalplan nr. 398 med tillæg nr. 1) udlagt et etageareal på 1.700 m2 samt et byggefelt på 20,4 x 20,4 m (417 m2) til opførelse af en daginstitution i maksimalt 4 etager. På grund af det store behov for daginstitutionspladser i Ørestad Syd blev det 1. skitseforslag udarbejdet med udgangspunkt i ønsket om en 11 gruppers daginstitution. En daginstitution på 11 grupper kræver imidlertid et etageareal på 2.200 m2 og et byggefelt på 640 m2. Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) så imidlertid ikke mulighed for at give dispensation til en så betydelig overskridelse af lokalplanen. 

Der er derfor nu udarbejdet et nyt skitseforslag til en daginstitution på 9 grupper. TMF har i den forbindelse tilladt, at bygningens etagearel forøges med 6% fra 1.700 til 1.800 m2, så der bliver plads til en 9 gruppers institution. Herudover er der givet dispensation til at øge bygningens højde fra 4 til 5 etager med en maksimal højde på 20,8 m, så der kan indrettes udeareal på taget.TMF har ikke kunnet give tilladelse til at øge det afsatte grundareal på 1.700 m2, men har i stedet givet tilladelse til en reduktion af friarealkravet fra 100% til 80%, samt at 75 % af friarealet placeres på terræn, mod at der i stedet etableres friareal på bygningens tag. Endvidere er der opnået tilladelse til at etableres tre skure på grundarealet á maksimalt 30 m2, svarende til et samlet skurareal på maksimalt 90 m2. Herudover er det aftalt, at hegningen af udearealet skal foregå i dialog med TMF, og at "Fælledens udtryk" i videst muligt omfang forsøges etableret på institutionens legeplads. 

Økonomi

Den samlede anlægsudgift til køb af byggeret og følgeudgifter fremgår af bilag 2 (fortroligt bilag). Finansiering og udmøntning samt opdeling af udgiften fremgår også af bilag 2 (fortroligt bilag).

Videre proces

Indstilling om anlægsbevilling til selve opførelsen af den nye daginstitution forventes fremlagt for BR i starten af oktober 2014, og institutionen forventes at kunne ibrugtages medio december 2015.


Claus Juhl                                    Else Sommer 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top