Mødedato: 25.10.2006, kl. 15:00

Styrelsesvedtægt for folkeskolerne

Styrelsesvedtægt for folkeskolerne

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 25. oktober 2006

 

 

2.      Styrelsesvedtægt for folkeskolerne

  J.nr. 318746

 

 

INDSTILLING

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

 

at      udvalget godkender rammer og procesbeskrivelsen for udarbejdelse af en ny Målsætning for folkeskolen i København (Styrelsesvedtægtens bilag 1)

 

at      udvalget godkender rammer og procesbeskrivelsen for en gennemgang af styrelsesvedtægtens øvrige bilag

 

 

 

 

RESUME

Børne- og Ungdomsudvalget drøftede den 6. september 2006 i forbindelse med behandling af Styrelsesvedtægten for Folkeskolen i København (sagsn. 318746) bilagene i vedtægten. Der blev i den forbindelse fremsat ønsker dels om en gennemgang af vedtægtens bilag, dels om en revision af Målsætning 2000 for folkeskolen i København – ikke mindst med baggrund i forliget om Faglighed For Alle.

 

På baggrund af denne drøftelse fremsætter forvaltningen forslag om en proces for udarbejdelse af ny målsætning (Styrelsesvedtægtens bilag 1) med behandling i udvalget i efteråret 2007. Endvidere foreslås det, at Styrelsesvedtægtens øvrige bilag gennemgås og revideres.


SAGSBESKRIVELSE

Ændring af Målsætning for folkeskolen i København

Målsætning 2000 blev til gennem en længerevarende proces, hvori politikere, skolefolk, skolebestyrelser og forvaltning tog aktivt del. Den resulterende målsætning samlede godt op på halvfemsernes skolepolitiske drøftelser, og den er et udtryk for den konsensus, der på det tidspunkt tegnede den pædagogiske dagsorden.

 

I mellemtiden er mange forhold ændret. Der er sket en øget opsplitning mellem de elever, der har succes i deres skolegang, og de, der ikke har det, hvad ikke mindst PISA-undersøgelserne tydeligt viser. Samtidig påpeger mange undersøgelser, at der er behov for en meget stærkere evaluerings­kultur på skolerne, og ledernes rolle i den

proces bliver betonet.

 

Politikernes svar på disse udfordringer er samlet i projektet Faglighed For Alle (FFA), og der er derfor en klar forventning om, at der er en tæt sammenhæng mellem målene i FFA og Målsætning for folkeskolen i København. Samtidig er der et lige så stærkt ønske om, at arbejdet med målsætningen inddrager alle interessenter, og at den ikke kun afspejler de områder, som har et særligt fokus i FFA, men hele skolens virksomhed.

 

På den baggrund indstiller forvaltningen, at der indledes et målsætningsarbejde, som inddrager alle skolens interessenter på alle niveauer. Det skal ske gennem:

 

·        nedsættelse af en arbejdsgruppe med deltagelse af skoleleder, distriktsleder, forældre og forvaltning, samt en følgegruppe, hvori alle interessenter er repræsenteret (Skole- og Samfund, faglige organisationer og elever).

 

·        gennemførelse af distriktsvise drøftelser på baggrund af oplæg fra arbejdsgruppen. Deltagelse af forældre, elever, lærere, ledere og politikere.

 

Arbejdsgruppen nedsættes senest 1. december 2006, og den skal senest 1. september 2007 forelægge udkast til brede drøftelser i hvert af distrikterne, hvorefter der skal forelægges indstilling med forslag til ny målsætning for udvalget senest den 1. december 2007. Efter udarbejdelse af forslag til målsætning for folkeskolen foreslår forvaltningen, at udvalget sender forslaget til høring hos de berørte høringsparter.

 

Tidsplanen er fastlagt ud fra et samlet hensyn til skolernes arbejdssituation, herunder det merarbejde, som igangsættelsen af FFA indebærer. Arbejdsgruppen vil koordinere sit arbejde med fastlæggelsen af de konkrete mål i FFA.

 

Gennemgang af bilagene i Styrelsesvedtægt for folkeskolen

At have en styrelsesvedtægt er en lovmæssig forpligtelse for kommunalbestyrelsen i henhold til folkeskoleloven. Heri står der, hvad denne vedtægt skal omfatte. Det er også et krav i loven, at styrelsesvedtægten indeholder bilag, som omfatter de beslutninger, kommunalbestyrelsen har truffet vedrørende skolestrukturen, inddeling i skoledistrikter, antallet af skoledage, rammer for klassedannelsen, elevernes undervisningstimetal, skoledagens længde, specialundervisningen, generelle retningslinjer for skolernes virksomhed, frivillige madordninger mv.

 

Forvaltningen vil i efteråret 2006 foretage en samlet gennemgang af styrelsesvedtægtens bilag for at vurdere om de er dækkende i forhold til folkeskolelovens krav og politiske beslutninger på folkeskoleområdet, ligesom der foretage en  gennemgang af styrelsesvedtægtens bilag i forbindelse med de ændringer, som i forvejen forventes forelagt for udvalget:

 

1.      Spørgsmålet om modersmålsundervisning forventes behandlet på et kommende møde, hvilket kan få konsekvenser for bilaget om undervisning af tosprogede elever i folkeskolen.

 

2.      Organiseringen af PPR er sendt i høring og skal efterfølgende udvalgsbehandles, hvilket kan få konsekvenser for bilaget om støtteforanstaltninger, specialpædagogisk bistand og specialundervisning. På samme måde skal udmøntningen af budget 2007 på specialundervisningsområdet indarbejdes.

 

3.      Et nyt bilag om elevplaner er sendt i høring, hvorefter det forventes behandlet af udvalget den 29. november 2006.

 

4.      Der vil formentlig i marts 2007 fremkomme forslag til ændring af bilaget om undervisningens organisering på grund af vedtagelsen vedr. FFA om ændring af timetallet i idræt.

 

5.      Bilaget om skolestrukturen ændres løbende som følge af andre beslutninger truffet i udvalget (det gælder fx skoledistrikter).

 

 

Økonomi

Gennemførelse af otte distriktsmøder anslås at koste 80.000 kr., trykning af ny målsætning 40.000 kr. og eventuel oversættelse til engelsk samt trykning af engelsksproget version 50.000 kr.

 

Der anvises dækning for udgiften på i alt 170.000 kr. via Børne- og Ungdomsudvalgets budget for 2007 konto 3.01.1, rådighedsbeløb for folkeskoler.

 

Desuden vil forvaltningens resurser til arbejdskraft til udarbejdelse af målsætninger svare til ca. 300 arbejdstimer eller i alt ca. 100.000 kr.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

 

Høring

Ingen yderligere bemærkninger. 

 

BILAG VEDLAGT

Ingen

 

 

                                            Else Sommer

                                                                                       Michael Hougaard Olsen

 

 

 

 

 


 

Til top