Vikarkorps på dagtilbudsområdet
Indstilling og beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at der igangsættes et etårigt pilotprojekt med fast vikarkorps i klynger, der ønsker at indgå i forsøget
Problemstilling
Løsning
I pilotprojektet skal det afprøves, hvilke fordele og ulemper der kan være for klyngerne ved at fastansætte et antal vikarer i klyngen. Fastansættelsen af vikarer i klyngen skal ses som et alternativ til enten at have ’egne vikarer’ (tilkaldevikarer) eller anvendelse af vikarer fra et privat firma. Det er målet, at pilotprojektet skal frigive ledelsestid, højne kvaliteten i vikaransættelser igennem ”kendte voksne” for børn og forældre samt at skabe bedre forhold for vikarerne.
Forudsætningen for pilotprojektet er, at der forhandles en lokalaftale om vikarernes arbejdstid, som skaber muligheder for fleksibel anvendelse af vikarerne i klyngen. Fleksibiliteten skabes blandt andet ved, at der bliver mulighed for fleksibel timeplanlægning, det vil sige at arbejdstiden ikke er fastlagt til et bestemt antal timer pr. uge, men at den kan placeres der, hvor klyngen har behov. Derudover skal aftalen gøre det muligt, at vikarerne findes på klyngeniveau, og kan have tjenestested i flere enheder. Således også på tværs af institutionstyper, således at vikarerne kan dække et 0-18 års perspektiv. Lokalaftalen gælder kun for de deltagende klynger og i projektperioden.
Det er den enkelte klynge, der bestemmer jobprofilen på vikarerne, alt efter hvilke behov den enkelte klynge har. Dette vil give mulighed for at ansætte folk med f.eks. en kreativ profil, som kan komme alle klyngens enheder til gode. Såfremt der givne dage ikke er et akut behov for anvendelse af vikarressourcen, vil ressourcen kunne bruges som ekstra ressource.
Ønskede gevinster ved projektet:
- At ledernes arbejde med rekruttering og administration af vikarer bliver mindre
- At personale, børn og forældre i klyngerne oplever det positivt, at det er kendte voksne, der træder til som vikarer
- At vikarerne tilbydes bedre rammer som fastansatte
- At de klynger som har et højt forbrug af private vikarbureauer oplever en besparelse. I gennemsnit er timeprisen for et vikarbureau 20 - 40 kr. dyrere pr. time, men i de konkrete tilfælde vil, der kunne være andre forskelle.
Mulige udfordringer ved projektet:
- At de klynger som i forvejen anvender egne vikarer, vil opleve det som en større udgift at have fastansat en eller flere vikarer
- At de fastansatte vikarer i perioder ikke modsvarer behovet for vikarer, og at klyngen derfor alligevel skal ud og finde alternative løsninger
Det skal være frivilligt for klyngerne at deltage i projektet, men det forventes, at minimum et par klynger vil deltage. Forvaltningen har allerede været i kontakt med institutioner, som har tilkendegivet interesse for projektet. Forvaltningen foreslår, at pilotprojektet forbeholdes kommunale klynger, og at de selvejende netværk inddrages, hvis der skal arbejdes på en udbredelse af ordningen efter evalueringen.
Pilotprojektets varighed er et år, og vikarerne ansættes kun for denne periode. Efter et år skal der ske en erfaringsopsamling på de faglige, økonomiske og administrative aspekter af projektet. Det foreslås, at det er de deltagende institutionerne selv, der skal definere hvilke kriterier, der skal måles på, og hvordan der skal måles. En erfaringsopsamling efter et år vil give mulighed for at lære af erfaringerne fra skoleområdet, hvor man er i gang med at afprøve nye former for rekruttering af vikarer, jf. sagen om udpegning af områder til pilotprojekt med centrale vikarer i BUU 9.2.2011 (2010-151290). Desuden vil forvaltningen set i lyset af folkeskolereformen overveje mulighederne for et evt. fremtidigt vikarsamarbejde for klynger og skoler.
Økonomi
Formålet med arbejdet med afbureaukratisering er at skabe mere tid til kerneydelsen og hermed øge kvaliteten i kommunens tilbud.
Det vurderes, at forsøget med et vikarkorps er udgiftsneutralt, idet mer- og mindreudgifterne hertil ligger indenfor klyngernes selvforvaltning. Det hænger sammen med, at der p.t. ikke er en egentlig vikarkonto, som lønudgiften henføres til. Den del af vikarudgiften, der udbetales som ekstra timer til månedslønnede, kan ikke opgøres, idet den blander sig med den øvrige lønudgift. Den del af vikarudgiften, der er udbetaling til timelønnede, kan følges af klyngelederen i institutionernes økonomistyringsværktøj.
Videre proces
Såfremt indstillingen godkendes, igangsætter forvaltningen arbejdet med pilotprojektet.
Pilotprojektet forventes at kunne starte primo 2014. BUU vil blive præsenteret for resultaterne af erfaringsopsamlingen efter et år.
Else Sommer /Camilla Niebuhr