Temadrøftelse om forenkling på dagtilbuds- og skoleområdet
Formålet med temadrøftelsen er, at udvalget skal have en introduktion til arbejdet med forenkling og afbureaukratisering i BUF. Til temadrøftelsen præsenteres udvalget indledningsvis for eksempler på opgaver, der fylder hos de decentrale ledere, og som tager tid væk fra den faglige ledelse. Udvalget præsenteres derefter for forvaltningens arbejde med forenkling, herunder kommende forenklingsforslag, styringsvalg ved forenkling og eksempler på faglige dokumentationskrav.
På temadrøftelsen deltager også en skoleleder med erfaring fra flere kommuner, som vil fortælle kort om sin oplevelse af at være skoleleder i Københavns Kommune sammenlignet med andre kommuner.
På denne baggrund orienteres udvalget om forenklingsgreb og områder, som forvaltningen har fokus på. Med udgangspunkt i konkrete eksempler, vil forvaltningen dertil fremlægge potentielle dilemmaer, som kan følge med forenklingsforslagene og forvaltningens styringsvalg.
I tillæg til oplæg fra forvaltning og skoleleder præsenteres udvalget for følgende materiale til temadrøftelsen:
- Analyse af opgaver, som fylder hos de decentrale ledere
- Overblik over faglige dokumentationskrav og systemer i BUF
- Overblik over andre kommuners erfaringer med frisættelsesforsøg
Temadrøftelsen er en del af opfølgningen på "Medlemsforslag om forenkling på dagtilbuds- og folkeskoleområdet" stillet af A og V, som blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 23. september 2021.