Ansøgning om styrket inklusion i folkeskolen (Finanslovspulje)
Indstilling og beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at forvaltningen ansøger om midler i puljen til en styrket inklusionsindsats i folkeskolerne til:
- Udvidelse af eksisterende kompetencecentre for at øge vejledning og rådgivning af lærere og pædagoger
- Etablering af nyt kompetencecenter med fokus på inklusion af børn med psykisk sårbarhed
- Partnerskabsaftale mellem almenskole og dagbehandlingstilbud, som fremmer det faglige niveau i almenskolen og på specialområdet samt styrker grundlaget for tilbageslusning
Problemstilling
Kriterier og rammer for puljen samt ansøgningsskema blev offentliggjort på Undervisningsministeriets hjemmeside den 30. januar 2015. Fristen for indsendelse af ansøgning for 2015 er den 2. marts 2015.
Forvaltningen fremlægger hermed forslag om initiativer til en ansøgning til Undervisningsministeriet.
Løsning
Det fremgår af vejledningen fra Undervisningsministeriet, at puljens formål er følgende at:
- kunne yde en ekstra støtte til de kommuner og skoler, der har de største udfordringer i forbindelse med indsatsen for øget inklusion
- yde en indsats, der er målrettet lærere og pædagoger direkte i undervisningen
- lærere og pædagoger kan få rådgivning og sparring fra lærere, pædagoger og andre ressourcepersoner i specialskoler og specialklasser eller andre institutioner og vidensmiljøer til at etablere et inkluderende læringsmiljø
- lærere og pædagoger i almenundervisningen kan få støtte til at håndtere specifikke problemer og udfordringer i forhold til elevens læring og trivsel i klasser med en bred elevsammensætning fx i forbindelse med, at elever kommer tilbage til almenundervisningen fra en specialskole eller specialklasse.
I udvælgelsen af projekter lægger Undervisningsministeriet vægt på, at der er en sammenhæng til kommunens samlede strategi for inklusion, og at projekterne medvirker til, at der udvikles og formidles viden om en hensigtsmæssig organisering af professionelt samarbejde mellem lærere og pædagoger og andre ressourcepersoner på tværs af skoler og kommuner. Det er et krav, at projekterne involverer en specialskole, en specialklasserække på en almindelig folkeskole eller andre vidensmiljøer og én eller flere folkeskoler i kommunen. Det fremgår af vejledningen, at forvaltningen kan søge om midler fra puljen til at frikøbe specialpædagogiske lærerressourcer fx lærere og pædagoger i specialskoler og specialklasser eller andre ressourcepersoner fra kommunen.
Forvaltningen foreslår, at ansøgningen udarbejdes med udgangspunkt i Tidlig indsats og Inklusionspakken, som blev vedtaget af udvalget den 7.12.2011. Målet med pakken var at forebygge udskillelse, understøtte inklusion og medvirke til at nedbringe chanceuligheden i forhold til udsatte børn og unge. En forudsætning for vellykket inklusion er, at der arbejdes målrettet med, hvordan lærere og pædagogisk personale tilrettelægger rammerne for læring og udvikling for børnene. Derfor indeholdt Tidlig indsats og Inklusionspakken en række tiltag i forhold til kompetenceudvikling, herunder etablering af kompetencecentre på en række specialskoler og specialinstitutioner. Pakken indeholdt også mulighed for etablering af en række nye af fleksible tilbud som alternativ til en specialskole/dagbehandlingstilbud for at understøtte inklusion.
Forslaget til ansøgningen til Undervisningsministeriet understøtter disse indsatser.
Tiltag med henblik på forebyggelse, kapacitetsopbygning og vejledning
1. Udvidelse af aktiviteten i eksisterende kompetencecentre
Forvaltningen foreslår, at der ansøges om midler til at øge skolernes mulighed for rådgivning og sparring fra kommunens eksisterende kompetencecentre.
I dag er der syv kompetencecentre, som enten er skoler eller institutioner med en specifik viden på et bestemt område. Lærere, pædagoger og andre ressourcepersoner i kompetencecentrene yder råd og vejledning til skoler og institutioner på deres kompetenceområde, fx autisme, ADHD, familieproblematikker m.m. Kompetencecentrene har gjort det nemt og ubureaukratisk for skolerne at få gratis ekspertrådgivning om, hvordan man kan arbejde med specifikke funktionsnedsættelser på en måde, så eleverne får den rette støtte og kan forblive inkluderet i skolen. Tilbuddet er i dag organiseret sådan, at ressourcepersoner på specialskolerne er frikøbt til rådgivning og vejledningsopgaver, herunder har mulighed for at vejlede og deltage i en lærers eller pædagogs konkrete undervisning.
En nyligt afsluttet erfaringsopsamling har vist, at almenskolerne er meget tilfredse med den vejledning, de får fra kompetencecentrene og oplever, at rådgivning og redskaber kan omsættes i praksis, så inklusionen af elever lykkes i folkeskolen. Efterspørgslen på kompetencecentrenes tilbud er stigende grundet deres positive resultater, og fordi de skal konsulteres, inden en elev visiteres til et fleksibelt tilbud, der er et inkluderende tilbud på almenområdet, som alternativ til specialskole/klasserække eller dagsbehandlingstilbud. Forvaltningen foreslår, at kompetencecentrenes tilbud udvides til også at omfatte forebyggende indsatser i forhold til bekymrende elevfravær og enkeltmandsundervisningen.
2. Etablering af et nyt bydækkende kompetencecenter med fokus på at styrke lærere og pædagogers viden om og metoder til inklusion af børn med psykisk sårbarhed
I tråd med høringssvaret på den nye sundhedspolitik, der også behandles på dette BUU-møde, foreslår forvaltningen, at der ansøges om midler til at oprette et nyt bydækkende kompetencecenter med fokus på inklusion af børn med adfærdsproblematikker og/eller psykiske lidelser. Denne nødvendige viden om tegn på og om arbejdet med børn med psykiske lidelser er ikke dækket af de eksisterende kompetencecentre.
Et kompetencecenter for børn og unge med adfærdsproblematikker og/ eller psykisk sårbarhed vil kunne give lærere og pædagoger mulighed for at indhente råd og vejledning i forhold til arbejdet med at støtte op om og hjælpe disse børn og unge i tide, forebygge fravær og give barnet og forældrene den hjælp, de har behov for, samtidig med at barnet fortsætter i sine kendte rammer i almenskolen. Samtidig skal der i kompetencecentret udvikles viden om og erfaring med forskellige metoder inden for feltet. Det skal sikres, at der er en høj faglig kapacitet til stede, samt at denne viden udvikles.
3. Partnerskabsaftaler
Forvaltningen foreslår, at der indgås partnerskabsaftaler mellem folkeskoler og dagbehandlingstilbud i skoleåret 2015-16 med henblik på at styrke klasseledelsen i almenskolen til gavn for alle elever og det faglige niveau på dagbehandlingstilbuddet samt styrke grundlaget for tilbageslusning til almenområdet.
Der foreslås etableret to partnerskaber mellem henholdsvis et dagbehandlingstilbud og en almenskole, som kan styrke kompetencerne blandt almenskolens lærere. I partnerskabet indgår systematisk fælles forberedelse af undervisningsforløb og pædagogiske strategier for en frugtbar håndtering af udadreagerende elever med henblik på at fremme et inkluderende læringsmiljø. For at fremme begge skoleformers undervisning kan der etableres aktionslæringsforløb, lektionsstudie, faglig sparring og rådgivning og vejledning i forhold til den enkelte elev.
Økonomi
Der vil samlet være tre ansøgningsrunder og kommuner, der får tilskud i 2015, kan søge om midler fra puljen i de følgende år.
Af vejledningen fremgår det, at der ydes støttebeløb på mindst 1,1 mio. kr. svarende til frikøb af ca. to årsværk og et tillæg på ca. 10 pct. til dækning af udgifter i forbindelse med deltagelse i de understøttende aktiviteter. Ansøgningen gælder for skoleåret 2015-16.
Herunder fremgår forvaltningens forslag til ansøgning til Undervisningsministeriet:
Opnormering af eksisterende kompetencecentre* |
4 årsværk svarende til 2.000.000 kr. |
Etablering af nyt bydækkende kompetencecenter |
1 årsværk svarende til 500.000 kr. |
Partnerskabsaftaler mellem folkeskoler og dagbehandlingstilbud |
2 årsværk svarende til 1.000.000 kr. |
Tillæg til dækning af udgifter i forbindelse med deltagelse i understøttende aktiviteter |
350.000 kr. |
I alt |
3.850.000 kr. |
Modtagelse af midler fra Undervisningsministeriet vil blive placeret på udvalgets bevilling Undervisning, funktion 03.22.01, og indtægts-/udgiftsbevillingen vil fremgå af en kommende sag i BUU om bevillingsmæssige ændringer til budget 2015.
Videre proces
Der forventes svar på ansøgningen senest den 10. april 2015 således, at tiltagene kan iværksættes fra skoleåret 2015/16. Udvalget vil blive orienteret herom.
Else Sommer / Camilla Niebuhr