Medlemsforslag om "Børnehuset Bryggen"
Det foreslås,
- at Børne- og Ungdomsforvaltningen i samarbejde med bestyrelsen for den selvejende institution "Børnehuset Bryggen" undersøger mulighederne for, at institutionen afvikler brugen af lejlighederne i Snorresgade 1 og udbygger institutionen på hovedmatriklen, Snorresgade 24, så alle institutionens børn bliver samlet et sted.
(Stillet af Socialistisk Folkeparti)
Motivering
Børnehuset Bryggen har to af institutionens børnegrupper placeret i stueetagen i to lejligheder i en ældre ejendom på Islands Brygge. Lokalerne er utidssvarende og børnehaven har netop fået pålæg fra Arbejdstilsynet.
Der er mulighed for at udbygge institution på hovedmatriklen, men det kræver fleksibilitet og kreativitet. Der er mange hensyn, som skal spille sammen.
Institutionen har lejeaftale med Københavns Kommune, så den umiddelbare løsning vil være, at Københavns Kommune udvider bygningen på Hovedmatriklen med to grupper og nye køkkenfaciliteter, så institutionen kan udbygge sin pædagogiske profil, der omhandler mad.
Men en sådan løsning kræver anlægsmåltal, som kommunen har få af og kommunens anlægsmåltal er hidtil blevet brugt til at skabe ny ekstra nødvendig kapacitet.
Derfor skal der afsøges muligheder, hvor Børnehuset selv står for planlægning, finansiering og byggeri på grunden, som de lejer af Københavns Kommune. Det har institutionen mulighed for.
Endelig skal byggeriet spille sammen med aktiviteter på nabogrunden - den såkaldte "Hestedrochegrund", som Københavns Kommune ejer, men hvor der pt. er igangsat et begrønningsprojekt på initiativ af lokale borgere.
En udvidelse af institutionen vil kræve, at byggeriet inklusiv legeplads bruger dele af "Hestedrochegrunden".
Med dette medlemsforslag beslutter vi, at mulighederne skal undersøges.
En afvikling af de utidssvarende lokaler og en samling af institutionen på en matrikel vil give et kvalitetsløft til gavn for børnene. Vi tror, at det kan lykkes, hvis alle parter går konstruktivt til opgaven.
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 24. november 2021:
Medlemsforslaget blev godkendt.