Mødedato: 24.11.2010, kl. 13:15
Indsats for fagligt stærke elever
Se alle bilag
Til top
Indsats for fagligt stærke elever
6. Indsats for fagligt stærke elever (2010-159647)
Udvalget skal drøfte indsatsen for de fagligt stærke elever med henblik på evt. ønsker til den fremadrettede indsats.
INDSTILLING OG BESLUTNING
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
at udvalget drøfter status på indsatsen for de fagligt stærke elever samt eventuelle ønsker til den fremadrettede indsats.
PROBLEMSTILLING
BUU har på sit møde den 22. september 2010 drøftet medlemsforslag fra Venstre om indsatsen for fagligt stærke elever og besluttet, at forvaltningen fremlægger sag for udvalget på et kommende møde.
I Budget 2010 blev der - som en forlængelse af FFA - afsat midler til de fagligt stærke elever for såvel 2010 som 2011. En del af midlerne gik til en central konsulent med fokus på fagligt stærke elever, ligesom der blev afsat midler til særlige aktiviteter for denne gruppe. Specifikt blev der afsat 9,1 mio. kr. i 2010 og 9,0 mio. kr. i 2011 til Styrket Faglighed, heraf er 750.000 kr. hvert år reserveret til en skolekonsulent for fagligt stærke elever plus aktiviteter for gruppen. Herudover kan der lokalt aftales aktiviteter i forbindelse med dialog om udviklingskontrakten. Vi er nu næsten halvvejs i forløbet, og det er derfor interessant at se, om der er tegn på, at indsatsen "rykker", dvs. om de fagligt stærke elever motiveres i højere grad end tidligere, inddrages i nye og spændende aktiviteter og lærer mere.
Løsning
I det følgende vil indsatsen for de fagligt stærke elever i overordnede linjer blive beskrevet, sådan som den har været og aktuelt bliver gennemført på skolerne. Heri indgår de aktiviteter, forvaltningen bidrager med for at understøtte indsatsen. Dernæst vil det fremadrettede arbejde blive beskrevet.
Status på indsatsen for fagligt stærke elever
Indsatsen for de fagligt stærke elever sker med baggrund i ønsket om at imødekomme denne gruppe elevers behov så tæt på kerneydelsen som muligt. Indsatsen finder derfor sted gennem udvikling af læringsmiljøerne i den almene undervisning på de enkelte skoler. Det sker primært gennem øget brug af undervisningsdifferentiering og brug af holddannelse. De forskellige konkrete udviklingstiltag kan beskrives inden for tre overordnede kategorier: a) Fagolympiader, b) Skolers udvidede brug af holddannelse gennem oprettelse af hold i og uden for elevernes normalskema samt c) Tiltag tilrettelagt som skoleudvikling gennem kompetenceudvikling for lærerne for at styrke undervisningen af især elever med særlige forudsætninger inden for blandt andet matematik og øvrige fag på mellemtrinnet.
Ad a) Fagolympiader: Konkret har der fra 2007 til 2009 været gennemført Fagolympiader, hvor i alt 700 elever på 7. klassetrin har deltaget i særligt tilrettelagte forløb med fokus på at udfordre alle og især de fagligt stærke inden for en bred vifte af fag. Indsatsen er afsluttet. Der gennemføres således ikke Fagolympiader fremover.
Ad b) Brug af holddannelse: En række skoler arbejder fortsat med holddannelser på tværs af alderstrin uden for elevernes almindelige skoletid. Fx har man på Hyltebjerg Skole haft et tilbud om deltagelse i ?Antikfag? udelukkende for elever, der er testet som værende meget højt begavede. På Grøndalsvænge Skole har man undervist fagligt stærke og højt begavede elever i ?Superfag?. Andre skoler har holddannelser, der tilgodeser de fagligt stærke inden for almindelig skoletid. Det sker fx på Strandvejsskolen, hvor man i valgfagstimerne for udskolingseleverne arbejder med musicalopsætning og kreativ performance. Aktiviteterne fortsætter i 2011.
Ad c) Kompetenceudvikling for lærerne: En række skolers lærere arbejder med baggrund i en aktionslæringsmodel sammen med konsulenter med at øge brugen af undervisningsdifferentiering og fx brug af kollegial supervision med henblik på at sikre, at der er tilstrækkelige udfordringer for de fagligt stærke elever. Aktiviteterne fortsætter i 2011.
Dernæst har det faglige netværk for evalueringsvejledere i dansk, matematik og naturfag medvirket til at styrke evalueringen af almenundervisningen herunder også bidraget til udvikling af undervisningstilbud til de fagligt stærke elever.
Mulighederne for at videreføre indsatsen lokalt på skolerne i 2011, alternativt indgå samarbejder med andre aktører
Videreførelse af indsatsen for de fagligt stærke understøttes i det fortsatte arbejde på forskellige måder:
Først og fremmest videreføres et samlet om tilbud om kompetenceudvikling for lærere og ledere. Fx tilbydes kursuseftermiddage for lærere og ledere i BUF Akademi, der indeholder oplæg og inspiration til udvikling af undervisning af de fagligt stærke og højt begavede elever. Flere tilbud vil blive udbudt i det omfang, det viser sig, at skolerne efterspørger disse.
Dernæst understøttes indsatsen gennem et tværgående samarbejde mellem forvaltningen og Ungdomsskolen. Et aktuelt resultat heraf er, at Ungdomsskolen nu har Master Class-forløb for de fagligt stærke elever. Disse aktiviteter fortsætter.
Med budget 2011 på skoleområdet vil indsatsen for de fagligt stærke elever ligeledes blive videreført i de initiativer, der ligger under ?Styrket faglighed?. I faglighedspakken er der generelt lagt vægt på udvikling af undervisningsstrukturer med øget holddannelse, hvorved også de fagligt stærke elevers behov bedre tilgodeses. Forvaltningen fremlægger i en særskilt sag forslag til udmøntning af ?Styrket faglighed?.
Hertil kommer en række konkrete tiltag som etablering af matematisk og naturfaglig profilskole samt en række spydspidsskoler og udvikling af nye undervisningsformer i udskolingen. Den overordnede målsætning for tiltagene er, at alle elever modtager passende udfordringer, og at det sikres, at de stærkeste elever i en del af undervisningstiden i udskolingen undervises på særlige hold, hvor læring går ekstra hurtigt. Alle nævnte tiltag vil skabe bedre rammer for undervisningsdifferentiering og understøtte udviklingen af kvaliteten i undervisningen.
Ligeledes i medfør af budget 2011 er det besluttet at nedsætte et Faglighedsudvalg, som skal se på muligheder og tiltag, der kan styrke fagligheden. Indsatser for fagligt stærke elever indgår i udvalgets arbejdskommissorium.
Med udgangen af 2011 udløber midlerne til en central konsulent, der arbejder med indsatsen for fagligt stærke elever. De decentrale aktiviteter fortsætter i det omfang, skolerne selv beslutter at videreføre dem for egne midler.
Afrapportering om hvordan arbejdet skrider fremad
Med hensyn til dataindsamling på indsatsen for de fagligt stærke elever er der dels foretaget evalueringer af de enkelte skoleprojekter og dels samlet data til kvalitetsrapporten som dækker alle kommunes skoler. Fra og med Kvalitetsrapporten 2010 er der spurgt til skolernes indsats for de fagligt stærke elever inden for fagene dansk og matematik. Resultaterne for det samlede skolevæsen viser, at procentdelen af skoler, der inden for klassen har særlige tilbud til stærke læsere er på 84 % og uden for klassen er 27 %. Med hensyn til matematikundervisning er procentdelen af skoler, der inden for klassen har særlige tilbud til elever, der er stærke i matematik på 68 % og uden for klassen 27 %. Det forventes, at andelen af tilbud til stærke læsere og elever, der er stærke i matematik vil stige i takt med implementering af skoletiltagene i budget 2011. Udviklingen kan følges i kommende Kvalitetsrapporter.
Da indsatsen for de fagligt stærke elever indgår som en del af ?Styrket faglighed? vil tilbagemelding til BUU ske som del af forvaltningens samlede årlige afrapportering på denne indsats. Derudover vil den som ovenfor beskrevet primært finde sted gennem Kvalitetsrapporten.
ØKONOMI
I Budget 2010 blev der som en forlængelse af FFA afsat midler til de fagligt stærke elever i 2010 og 2011 til en skolekonsulent for fagligt stærke elever plus aktiviteter for gruppen. Derudover indgår aktiviteter for de fagligt stærke elever som del af budgettet for 2011-2014 om Styrket faglighed.
VIDERE PROCES
Forvaltningen arbejder videre med indsatsen ud fra ovenstående og udvalgets drøftelser.
Else Sommer /Camilla Niebuhr
bilag
1. Tidligere politisk behandling