Mødedato: 24.11.2010, kl. 13:15
Omdannelse af 4 fritidshjem til KKFO
Se alle bilag
Til top
Omdannelse af 4 fritidshjem til KKFO
14. Omdannelse af 4 fritidshjem til KKFO (2010-151598)
Der skal tages stilling til 4 ansøgninger fra fritidshjem, som i forbindelse med sagen om ny institutionsstruktur har fremsendt ønsker om at overgå fra en organisatorisk placering som fritidshjem til en organisatorisk placering som KKFO.
INDSTILLING OG Beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
at forslag om at institutionerne Akeleje, Uno, Fynshuse og Uglen omdannes til KKFO sendes til høring
Problemstilling
I forbindelse med hørings- og kommenteringsfasen af forslaget om ny institutionsstruktur, har Børne- og Ungdomsforvaltningen modtaget 4 anmodninger fra kommunale institutioner drevet efter Dagtilbudsloven, om at blive omdannet til KKFO under Folkeskoleloven. Institutionerne vil, hvis dette imødekommes ikke blive omfattet af forslagene om klyngestruktur, men blive en del af den skole, som de i dag er tilknyttet.
Fritidshjemmet Uglen, Hovmestervej 19, er normeret med 60 fritidshjemspladser og er beliggende i samme bygning som Tagensbo Skole. Institutionen har ikke egen legeplads og benytter derfor skolens areal. Ansøgningen om at overgå til KKFO er en fælles ansøgning indsendt af lederne af hhv. Uglen og Tagensbo Skole.
Fritidshjemmet Fynshuse, Rørsangervej 79, er normeret med 118 fritidshjemspladser og er tilknyttet Grøndalsvængets Skole og Al Quds Skole. Institutionens hovedbygning er beliggende i en etageejendom ca. 400 m fra skolen. Institutionen har desuden også en satellitbygning beliggende på skolens område. Ansøgningen om at overgå til KKFO er en fælles ansøgning indsendt af lederne af hhv. Fynshuse og Grøndalsvængets Skole.
Københavns Kommunes Integrerede Institution Akeleje, Vibeholmen 3, er normeret med 85 fritidshjemspladser, 78 fritids- og juniorklubplaser og 100 ungdomsklubpladser. Institutionen er beliggende på Ålholm Skoles matrikel. Det er indstillet til Børne- og Ungdomsudvalget i forbindelse med den såkaldte Ålholmrokade, at Akelejes ungdomsklubafdeling i 2011 overflyttes til selvstændige lokaler i nærheden af skolen og institutionen. Akelejes ungdomsklub er i dag aktiv i arbejdet i forebyggelsesarbejdet med udsatte unge i området. Størsteparten af disse unge går ikke på Ålholm Skole.
Fritidshjemmet Uno, Alsgade 14, er beliggende i samme bygning som Vesterbro Ny Skole og deler i dag mange arealer med skolen. Fritidshjemmet er i dag normeret med 135 pladser. Uno er besluttet udvidet, og vil i 2011 være normeret til i alt 210 pladser. Udvidelsen betyder, at et antal af skolens lokaler vil blive omdannet til fritidshjembrug. I forbindelse med denne ombygning har fritidshjemmet forældrebestyrelse og skolens bestyrelse allerede før forslaget om klyngestrukturen drøftet med forvaltningen, hvilke ønsker de havde til organisering, og de blev på det tidspunkt blevet stillet i udsigt, at de kunne ønske en bestemt organisering inden for de givne fysiske og økonomiske rammer
Løsning
Den 11. december 2003 vedtog Borgerrepræsentationen et medlemsforslag om aftale på fritidshjemsområdet (BR 617/03). Medlemsforslaget var blandt andet motiveret med et ønske om at sikre afklarede rammer, et godt pædagogisk udviklingsmiljø og et ligeværdigt samarbejde mellem fritidshjem og skoler.
Aftalen indebærer blandt andet, at eksisterende fritidshjem fastholder deres nuværende status med mindre det enkelte fritidshjem selv ønsker en omlægning til KKFO.
Særlige bemærkninger omkring Fynshuse: Jævnfør Styrelsesvedtægten for Folkeskolen i Købehavns Kommune er det en forudsætning, at optagelse i skolens KKFO, at barnet er indskrevet på skolen. På denne baggrund er det ikke muligt at opretholde Fynshuses tilknytning til Al Quds Skole, hvis den omdannes til KKFO. Elever fra Al Quds skole benytter ikke fritidshjemmet i nævneværdig grad, da Fynshuse i dag kun har 2 elever indskrevet, som samtidig går på Al Quds Skole. Ændringer i fritidshjemmenes skoletilknytninger foretages normalt administrativt af forvaltningen, efter høring af de berørte parter, som en konsekvens af de løbende ændringer i behovet for fritidshjemspladser omkring de enkelte skoler. Da Fynshuses omdannelse til KKFO vil betyde, at tilknytningen til Al Quds Skole ikke kan fortsætte, vil forvaltningen derfor undersøge, om der vil være behov for at skoletilknytte et alternativt fritidshjem til Al Quds Skole.
Særlige bemærkninger omkring Akeleje: Angående Akelejes fritids- og juniorklubafdeling foreslås det, at denne indgår i den foreslåede KKFO i lighed med strukturen i KKFO´erne på Rødkilde Skole og Utterslev Skole. Klubafdelingen (i daglig tale benævnt KKFO2) vil således fortsat virke som en overbygning til fritidshjemmet, dog kun henvendt til de børn, som går på Ålholm Skole, jf. styrelsesvedtægten. På denne måde sikres et fagligt fællesskab mellem skolen og KKFO, da det er de samme børn, som skolen og KKFO´en har med at gøre.
Med hensyn til Akelejes ungdomsklubafdeling eksisterer dette faglige fællesskab ikke i samme grad, da størsteparten af de unge ikke går på skolen. Det foreslås derfor, at Akelejes ungdomsklubafdeling administrativt overflyttes til Fritids- og Ungdomsklubben Hoffmanns Minde, der er beliggende ca. 900 m fra Akelejes ungdomsklubpladsers kommende lokation på Frilands Alle 2. Der vil derfor ikke være tale om en fysisk flytning af medlemmerne ved overgangen til Hoffmanns Minde. Ved at flytte disse pladser til samme klynge som Hoffmanns Mindes nuværende ungdomsklubpladser, understøttes desuden den sammenhængende klubindsats i området.
Øvrige ønsker om omdannelser til fritidshjem eller KKFO
I forbindelse med etablering af nye fritidsinstitutioner og fx ændringer i vilkår ifm. anlægssager håndteres eventuelle ønsker om omorganisering i særskilte sager i BUU, jf. aftalen på fritidshjemsområdet.
Økonomi
Der er ikke økonomiske konsekvenser i forbindelse med institutionernes overgang til KKFO, da de 2 typer institutioner får udmeldt budget efter samme budgetmodel.
Da en overgang fra fritidshjem til KKFO vil foregå i de eksisterende bygninger, er der ikke tale om en forskel i de udmeldte beløb til husleje og bygningsvedligehold.
Der er en lønforskel mellem fritidshjemsleder og KKFO leder på 1 løntrin (dette kan betyde en difference på mellem ca. 5.000 kr. og ca. 30.000 kr. pr. år ekskl. pension i 1.04.2010-niveau afhængig af institutionernes størrelse og ledernes anciennitet). Dette beløb skal dækkes inden for institutionens egen ramme.
Der ydes ligeledes et årligt (ikke pensionsgivende) tillæg til skolelederen på 12.500 kr. i 1.04.2010-niveau for at have en KKFO. Dette beløb dækkes af skolens egen ramme.
Videre proces
Det foreslås, at spørgsmålet om fritidsinstitutionernes omorganisering til KKFO sendes i høring hos de berørte parter, de faglige organisationer, lokaludvalg samt Københavns Kommunes Forældreorganisation og Skole og Forældre med 6 ugers høringsfrist selv om alle 4 institutioner og skoler på forhånd har indsendt deres positive tilkendegivelse.
Else Sommer
/Henriette Bjørn Nielsen
bilag
1. Ansøgninger fra fritidshjem