Mødedato: 24.10.2007, kl. 15:00

Høring om Kommuneplanstrategi 2007

Høring om Kommuneplanstrategi 2007

Børne- og Ungdomsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 24. oktober 2007

 

 

7.      Høring om Kommuneplanstrategi 2007  J.nr. 2007-83254

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Udvalget skal tage stilling til høringssvar om forslag til Kommune­planstrategi 2007.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

1.                  udvalget godkender forslag til høringssvar til Økonomiudvalget om forslag til Kommuneplanstrategi 2007.

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 24. oktober 2007

Indstillingen blev godkendt.

Khaled Mustapha (Ø) tog forbehold for den del af høringssvaret, som handler om Faglighed for Alle.

 

Problemstilling

Økonomiforvaltningen har udarbejdet et forslag til Kommuneplanstrategi 2007, som lægger rammerne for, hvordan kommunen vil håndtere udfordringerne for byens udvikling. Det drejer sig bl.a. om befolkningstilvækst, byens mangfoldighed og trafik samt at byens udvikling skal ske på et bæ­redygtigt grundlag.

Økonomiudvalget har i mødet den 2. oktober 2007 besluttet, at sende Kommuneplanstrategien i høring i samtlige stående udvalg. Høringen af de stående udvalg vil blive opsamlet og kom­menteret og forelagt Økonomiudvalget i forbindelse med den endelige behandling af Kommu­neplanstrategi 2007 til efterfølgende offentliggørelse og debat.

Kommuneplanstrategien behandler indholdsmæssigt de emner, der var indeholdt i startredegø­relsen, som Økonomiudvalget godkendte på mødet den 28.11.2006. Derudover er emnet bære­dygtig byudvikling blevet prioriteret som et særligt emne i den fremlagte kommuneplanstrategi. Kommuneplanstrategien er blevet udarbejdet i bredt samarbejde mellem alle forvaltninger. 

Børne- og ungdomsområdet er indeholdt i Planredegørelsens afsnit om Byen for alle med refe­rence til udviklingsprojektet Faglighed for Alle, Børne- og Ungdomspolitikken og grundlaget for strukturplaner på skole- og institutionsområdet.

 

Løsning

På Økonomiudvalgets møde den 28. november 2006 blev det godkendt, at kommuneplanstrategien skulle behandle emnerne: Byen for alle, Et mere dynamisk København og Byen ned til vandet. Endeligt, at bæredygtighed skulle behandles på tværs af alle emner. I foreliggende forslag til Kommuneplanstrategi er emnet bæredygtighed dog valgt behandlet i et særligt kapitel, som følge af det forestående klimatopmøde i 2009 og de væsentlige miljøudfordringer Køben­havn står overfor. Ved behandlingen af forslaget afgav Økonomiudvalget en protokolbemærkning, hvoraf den blandt andet fremgår, "… at byens faglighed og placering af uddannelsesinstitutioner skal ses i et bredere perspektiv …".

Grundlaget for kommuneplanstrategien findes i faktapublikationen Planredegørelsen 2007 i bilag 2. I løbet af foråret 2007 har Københavns Kommune inviteret byens borgere og interes­senter til dialogmøder for at drøfte indholdet i kommuneplanstrategien. I bilag 3 er der redegjort for indholdet og debatterne i dialogmøderne.

 

De centrale udfordringer for Københavns udvikling er:

·        i 2025 vil der være 30-40 % mere biltrafik i København.

·        i 2025 vil der være 45.000 flere københavnere.

·        i 2025 vil København være sakket agterud ifht. Nordeuropas hovedstæder.

·        i 2025 er byudviklingen langs Øresundskysten skudt i gang.

 

I Kommuneplanstrategien er opstillet fire hovedemner, hvortil der er knyttet en række mål og initiativer (for nærmer e uddybning henvises til strategien/redegørelsen):

  • Den bæredygtige by
  • Byen for alle
  • Byen ned til vandet
  • Den dynamiske by

 

Børne- og Ungdomsområdet er omhandlet i Planredegørelsens afsnit om Byen for alle under overskriften Faglighed for alle, jf. Planredegørelsen, side 14 (sammenfattet):

Med afsæt i sammenhængen mellem boligformer, bosætningsmønster, befolkningssammensætning og søgningen til kommunens daginstitutioner, skoler og andre tilbud for børn og unge i de enkelte bykvarterer er den centrale udfordring i de kommende år at udvikle de københavnske skoler, så fagligheden styrkes for alle børn i en tryg skolehverdag inden for tidssvarende fysiske rammer og bæredygtige enheder – og derved sikre, at de skolesøgende børnefamilier fortsat ønsker at bosætte sig i København.

Kommunens befolkningsprognose viser, at der kommer flere skolesøgende børn. I nogle bydele synes udviklingen stabiliseret, således at der ikke forventes at være behov for udbygning af det kommunale tilbud til børn og unge, mens der i andre bydele må påregnes en fortsat udbygning af skoler og daginstitutioner. Det gælder specielt i de nye store byområder, som Ørestad, Syd­havn, Nordhavn og Østamager.

På denne baggrund foreslår BUF, at Børne- og Ungdomsudvalget afgiver følgende høringssvar:

"Børne- og Ungdomsudvalget har noteret sig, at Københavns Kommune står over for store udfordringer i de kommende år – både hvad angår befolkningssammensæt­ning og –udvikling, bolig-, trafik- og miljøforhold og større byudviklingsområder m.v., og at der lægges afgørende vægt på bæredygtighed. De 4 foreslåede hovedemner fremstår velvalgt, idet der i Børne- og Ungdomsudvalget er taget afgørende initia­tiver, der skal bidrage til en fortsat udvikling af byen med blandt andet det stort anlagte udviklingsprojekt Faglighed for Alle, børne- og ungepolitikken og forslag om Fremtidens institutioner og skoler.

Børne- og Ungdomsudvalget hæfter sig ved protokolbemærkningen fra ØUs behandling omkring faglighed og et bredere anlagt perspektiv omkring uddannelsesinstitutionernes placering, som skal indarbejdes i Kommuneplanstrategien. København bør i højere grad fremstå som en egentlig uddannelsesby, hvor der skabes sammenhæng mellem uddannelsesinstitutioner, forskningsinstitutioner og bolig- og erhvervsområder m.fl. – ikke mindst i forhold til de innovationsbærende brancher. København vil således kunne være en dynamisk ramme for et forgrenet net af uddannelsesværksteder og –mødesteder/fora. For den københavnske befolkning må det således være afgørende, at børn og unge gennem et sammenhængende uddannelsessystem (folkeskole – fortsatte skoleuddannelser – højere uddannelsesinstitutioner) indgår aktivt i og dermed får andel i byens fortsatte udvikling som metropol.   

Børne- og Ungdomsudvalget skal endelig bemærke, at ud­valget lægger vægt på inddragelse af borgerne – ikke mindst børn og unge - i den videre proces omkring af Kommuneplanstrategien og i forbindelse med udformningen af Kommuneplanen." 

 

ØKONOMI

-

 

VIDERE PROCES

Med kommuneplanstrategi 2007 vedtages det, hvad der prioriteres af emner i den kommende Kommuneplan 2009. Efter vedtagelsen af kommuneplanstrategien igangsættes revisionen af kommuneplanen. Økonomiforvaltningen forventer at fremlægge et forslag til kommuneplan 2009 ved udgangen af 2008.

 

Bilag

1.      Kommuneplanstrategi 2007

2.      Planredegørelsen 2007

3.      Debat om Københavns udvikling - Redegørelse for dialogaktiviteter i foråret 2007

4.      Indstilling og beslutningsprotokol fra Økonomiudvalgets møde den 2. oktober 2007

 

 

 

                     Else Sommer                       Knud Langberg

 


 

Til top